Lampahnah 14

1 Rhaengpuei boeih hol uh tih a ol tea huel uh. Te phoeiah pilnam he tekah khoyin ah rhap uh.

Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageraab, og Folket græd Natten igennem.

2 Israel ca pum he Moses taeng neh Aaron taengah nul uh. Te rhoi taengah rhaengpuei boeih loh, “Egypt kho ah n'duek uh mako, he khosoek ah nim n'duek mai mako.

Og alle Israeliterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen!

3 cunghang dongah cungku ham he BOEIPA loh balae tih he khohmuen la mamih n'khuen. Mamih yuu ca he maeh la om uh pawn ni. Egypt la mael he mamih ham then ngai pawt nim? a Boeipa loh mamih he hela ingkhueh uh? Egypt ramla koep mael he then ngai mah pawt a? Moses neh Aaron taengah ati nauh.

Hvorfor fører HERREN os til dette Land, naar vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?«

4 Te vaengah hlang loh a manuca taengah, “A lu pakhat n'tuek uh vetih Egypt la m'mael uh mako,” a ti uh.

Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!«

5 Te vaengah Moses neh Aaron tah Israel ca rhaengpuei hlangping boeih kah mikhmuh ah a maelhmai tea buenglueng rhoi.

Da faldt Moses og Aron paa deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling.

6 Tedae khohmuen aka yaam khuikah Nun capa Joshua neh Jephunneh capa Kaleb long tah a himbai te a phen rhoi.

Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder

7 Te phoeiah Israel ca rhaengpuei boeih tea thui rhoi tih, “Te khohmuen ka paan uh tih ka yaam vaengah khohmuen khaw bahoeng, bahoeng then.

og sagde til hele Israeliternes Menighed: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et saare, saare godt Land.

8 BOEIPA he mamih taengah hmae tih mamih he te khohmuen la m'pawk sak vaengah suktui neh khoitui aka long khohmuen te mamih taengah m'paek bitni.

Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.

9 BOEIPA bueng te tloelh uh boeh, nangmih loh khohmuen kah pilnam te rhih uh boeh. Amih kah hlipkhupte amih taeng lamloh nong coeng tih amihte mamih kah buh la om coeng. Tedae BOEIPA he mamih taengah a om dongah amihte rhih uh boeh,” a ti rhoi.

Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!«

10 Te vaengah rhaengpuei pum loh amih rhoi te lungto neh dae ham cai uh. Tedae BOEIPA kah thangpomnah tah tingtunnah dap kah Israel ca boeih taengaha phoe pah.

Hele Menigheden tænkte allerede paa at stene dem; men da kom HERRENS Herlighed til Syne for alle Israeliterne ved Aabenbaringsteltet.

11 Te phoeiah BOEIPA loh Moses te, “He pilnam loh kai he mevaeng hil n'tlaitlaek uh vetih a khui ah miknoek cungkuem ka saii lalah mevaeng hil nim kai he n'tangnah uh pawtve.

Og HERREN sagde til Moses: »Hvor længe skal dette Folk haane mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro paa mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det?

12 Amihte duektahaw neh ka ngawn vetih ka haek ni. Tedae nang te namtom tanglue la kang khueh vetih amih lakahna pilnu ngai ni,” a ti nah.

Jeg vil slaa det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!«

13 Tedae Moses loh BOEIPA taengah, “A khui lamloh na thadueng neh he pilnamna khuen te Egypt loh ya saeh.

Men Moses sagde til HERREN: »Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem;

14 He khohmuen kah khosarhoek taengah thui uh saeh. He pilnam lakli ah BOEIPA namah na om tea yaak uh tih BOEIPA namah taengah mik neh mik khaw hmu uh rhoi coeng. Nang kah cingmai khaw amih soah pai. Amih mikhmuh ah khothaih kah cingmai tung neh khoyinah hmai tung la na caeh pah.

og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, aabenbarer dig synligt, idet din Sky staar over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.

15 He pilnam he hlang pakhat banglana duek sak koinih nang olthanga yaak vaengah namtomloh a thui bal ni.

Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige:

16 Te vaengah, “Amih hama toemngam pah khohmuen la BOEIPA loh he pilnam he khuen hama coeng pawt dongah amihte khosoek aha ngawn,” a ti uh ni.

Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.

17 Thui hamna ti vanbangla ka Boeipa kah thaduengte pomsang mai laeh saeh.

Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, saaledes som du forjættede, da du sagde:

18 BOEIPA tah thintoeka ueh tih sitlohnah khaw puh. Thaesainah neh boekoek khaw a phueih pah dae pa rhoek kathaesainahte carhoek soah khongthum, khongli duelaa cawhtih hmil rhoe hmil pawh.

HERREN er langmodig og rig paa Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde paa Børnene i tredje og fjerde Led.

19 Na sitlohnah dongkah boeilennah neh Egypt lamloh tahae hil pilnamna khuen bangla he pilnam kathaesainah he khodawkngai mai,” a ti nah.

Saa tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, saaledes som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!«

20 Te dongah BOEIPA loh, “Nang ol bangla khodawk ka ngai coeng.

Da sagde HERREN: »Jeg tilgiver dem paa din Bøn.

21 Kai ka hingnah la ka om dongah BOEIPA kah thangpomnah he diklai pumah bae.

Men saa sandt jeg lever saa sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENS Herlighed:

22 Egypt neh khosoek ah ka tueng sak kamah kah thangpomnah neh ka miknoek te hlang boeih loh a hmuh. Tedae kai he voei rha khaw n'noemcai uh tih kai ol he hnatun uh pawh.

Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst,

23 A naparhoek taengah ka toemngam pah khohmuen te hmu uh pawt vetih kai aka tlaitlaek boeih loh te hmu mahpawh.

ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har haanet mig, skal faa det at se;

24 Ka sal Kaleb tah a khuiah mueihla tloea om tih kai hnukah hnawn uh. Te dongah anih te a pawk ham koi khohmuen la pahoi ka khuen vetih a tiingan loh te te a pang ni.

kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal faa det i Eje, fordi han havde en anden Aand og viste mig fuld Lydighed.

25 Kol kah khosa Amalek neh Kanaante thangvuenah mael laeh saeh lamtah nangmih ham khosoek kah carhaek tuipuei longpueite paan uh laeh,” a ti nah.

Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!«

26 Te phoeiah BOEIPA loh Moses neh Aaron tea voek tih,

Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:

27 Boethae he rhaengpuei ham me hil nim kai taengah a nul uh ve? Amih Israel ca rhoek kah kohuetnah loh kai taengaha nul uh khaw ka yaak coeng.

»Hvor længe skal jeg taale denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israeliternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig.

28 Kai hingnah BOEIPA kah olphong he amih taengah thui pah. Kai hna ahna thui bangla nangmih taengah ka saii van mahpawt nim?

Sig til dem: Saa sandt jeg lever — lyder det fra HERREN — som I har raabt mig i Øret, saaledes vil jeg handle med eder!

29 Na hlangmi boeih khuiah capa kum kul lamloha so hang na soep thil boeih khaw kai taengahna nul vanbangla na rhokte he khosoek ah yalh ni.

I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, saa mange I er fra Tyveaarsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig.

30 A khuiah nangmih khosak sak ham ka kut ka phuel coeng dae Jephunneh capa Kaleb neh Nun capa Joshua phoeiah tah te khohmuen la nangmihna kun uh mahpawh.

Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Haand svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.

31 Na carhoek khaw maeh la om pawnko na ti uh cakhaw amih te a pawk puei vetih khohmuenna hnawt uh te khaw a ming uh bitni.

Eders smaa Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget,

32 Tedae nangmih tah namamih rhokte he khosoek ah ni a yalh eh.

men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,

33 Na ca rhoek te khosoek ah boiva aka dawn la kum likip om uh vetih na rhoka cing hil khosoek ah nangmih kah pumyoihnah tea phueih uh ni.

og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve Aar og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gaaet til Grunde i Ørkenen.

34 Khohnin la hnin likip khuiah khohmuenna yaam uh vaengkah khohnin tarhing aha kum dongah khaw hnin at te kum khat la om ni. Nangmih kathaesainah te kum sawmlina phueih uh vaengah kai kah noihhainah tena ming uh bitni.

Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, saaledes skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve Aar, eet Aar for hver Dag, og saaledes faa mit Mishag at føle.

35 Kai BOEIPA loh ka thui coeng atah he boethae rhaengpuei boeih taengah ka saii het mahpawt nim. Kai aka tuentah rhoek te he khosoek ah khawk uh tih pahoi duek uh ni,” a ti nah.

Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, saaledes vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gaa til Grunde, i den skal de dø!«

36 Te dongah Moses loh khohmuen yaam hama tueih hlanga mael uh vaengah tah rhaengpuei boeih te a taengah rhaeh la rhaeh uh tih khohmuen kawngte theetnahlaa khuen.

Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde faaet hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,

37 Khohmuen kah theetnah aka khuen hlang rhoek tah BOEIPA mikhmuh kah lucik dongaha thae la duek uh.

de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENS Aasyn:

38 Tedae khohmuen yaam ham aka cet hlang rhoek khui lamloh Nun capa Joshua neh Jephunneh capa Kaleb tah hing.

kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

39 Moses loh he ol he Israel ca boeih taengaha thui vaengah pilnam bung bung nguekcoi uh.

Men da Moses forebragte alle Israeliterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg;

40 Mincang ah thoo uh tih tlang som la luei uh. “Amah dae la he, n'tholh uh dongah BOEIPA kah a thui hmuen la cet uh pawn sih,” a ti uh.

og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: »Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet.«

41 Te vaengah Moses loh, “Balae tih BOEIPA olka te na poe uh, te thaihtak he mahpawh.

Da sagde Moses: »Hvorfor vil I overtræde HERRENS Bud? Det vil ikke gaa godt!

42 Cet uh boeh, nangmih khui ah BOEIPAaom moenih. Na thunkharhoek mikhmuh ahna yawk uh mahpawt nim?

Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slaaet af eders Fjender!

43 Nangmih mikhmuh ah Amalek neh Kanaan om lah ko. BOEIPA hnuk lamlohna mael uh dongah cunghang nehna cungku uh ni. Nangmih taengah BOEIPA om mahpawh,” a ti nah.

Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!«

44 Te vaengah tlang som la luei ham calak uh dae BOEIPA kah paipi thingkawng neh Moses tah rhaehhmuen khui lamloh nong pawh.

Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENS Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.

45 Tlang kah khosa Amalek neh Kanaan te ha suntla vaengah tah Amih te a ngawn uh tih Hormah duela amih te a phop uh.

Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.