Luka 15
1 A om uh vaengah mangmucoi rhoek neh hlangtholh rhoek loh anih taengah hnatun ham boeih a paan uh.
Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
2 Te vaengah Pharisee rhoek neh cadaek rhoek te cai uh tih, “Anih loh hlangtholh rhoek a doe tih amih taengah a caak,” a ti uh.
Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Denne tager imod Syndere og spiser med dem.‟
3 Te dongah hekah nuettahnah he amih ham a thui pa tih,
Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
4 “Nangmih khuikah mebang hlang khaw tu yakhat a khueh vetih te khui lamkah loh pakhat te poci koinih, sawmko pako te khosoek ah a hnoo tih a hmuh duela aka poci te a hnuk ah a hlak moenih a?
„Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Faar og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
5 A hmuh vaengah khaw a laengpang dongah a tloeng tih omngaih ta.
Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
6 Im la a pawk vaengah khaw a paya rhoek neh imben rhoek te a hueh tih, ‘Kamah taengah omngaih uh, ka tu aka poci te ka hmuh coeng,’ a ti.
Og naar han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet.
7 Te vanbangla nangmih taengah ka thui. Yutnah aka ngoe pawh hlang dueng sawmko pako so lakah aka yut hlangtholh pakhat soah ni vaan ah omngaihnah a om eh.”
Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
8 “Huta loh tangkanuei lung rha te a khueh. Tangkanuei pakhat te a hlong atah, hmaiim te a tok phoeiah im te a nawt, a hmuh pawt atah khaelh khaelh a tlap.
Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
9 A hmuh daengah, a paya rhoek neh imben rhoek te a hueh tih, ‘Tangkanuei ka poci sak te ka hmuh dongah kamah taengah omngaih uh,’ a ti pueng.
Og naar hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.
10 Te vanbangla nangmih taengah kan thui. Hlangtholh pakhat a yut soah ni Pathen kah puencawn rhoek hmaiah omngaihnah a om,” a ti nah.
Saaledes, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.‟
11 Te phoeiah, “Hlang pakhat loh capa panit a khueh.
Men han sagde: „En Mand havde to Sønner.
12 Amih rhoi khuiah a noe loh a napa te, ‘A pa, koe a kaekvang na hmoel te kamah m'pae laeh,’ a ti nah. Te dongah a napa loh amih rhoi ham khosaknah te a tael pah.
Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.
13 Tedae khohnin muep a koe kolla boeih aka kool a capa a noe tah kho hla la yiin. Te phoeiah a koe te pahoi a poek tih cungpoeh cungdam la hing.
Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.
14 Boeih a hnonah phoeiah tah te rhoek pingpang ah khokha loh muep a pai thil tih anih khaw vawt tangkhuet.
Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
15 Te dongah te pingpang kah pilnam pakhat taengah cet tih kap. Te vaengah anih te ok vuelh ham lohma la a tueih.
Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin.
16 Te vaengah ok loh a caak canghlam koi te caak ham a hue dae anih te pae uh pawh.
Og han attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aade; og ingen gav ham noget.
17 Te daengah amah te a cueih koep om tih, ‘A pa kah kutcoep rhoek te yet pataeng buh a coih sak uh dae kai tah khokha neh ka poci pahoi coeng.
Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.
18 Ka thoo vetih a pa taengla ka cet pawn ni. Amah taengah, “A pa, vaan neh nang hmaiah ka tholh coeng.
Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
19 Na ca la khue ham khaw a koihvaih la ka om moenih, kai he na kutcoep pakhat la ng'khueh,” ka ti nah ni,’ a ti.
jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!
20 Te dongah thoo tih a napa te a paan. Tedae a hla la a om vaengah a napa loh a hmuh tih a thinphat. Te dongah yong tih a rhawn ah a kop tih a mok.
Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
21 Te vaengah a capa loh, ‘A pa, vaan neh namah hmaiah ka tholh coeng, na ca la khue ham khaw ka a koihvaih la ka om moenih,’ a ti nah.
Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
22 Tedae a napa loh a sal rhoek te, ‘Hnikul tanglue te a loe la hang khuen uh lamtah anih he bai sak uh. A kut dongah kutbuen, a kho dongah khokhom buen sak uh.
Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand og Sko paa Fødderne;
23 Vaito puetsuet te han khuen uh, te te ngawn uh. Te phoeiah uum uh sih lamtah ca uh sih.
og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!
24 Ka ca a duek la aka om he koep hing, aka poci la om dae koep a phoe coeng dongah pahoi uum sih,’ a ti nah.
Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
25 Te vaengah lohma ah aka om a capa a ham te, im vat ham pha tih toembael neh a lam uh te a yaak.
Men hans ældste Søn var paa Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
26 Te dongah camoe pakhat a khue tih tekah hno aka om te a dawt.
Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
27 Te long te anih taengah, ‘Na mana te ha pawk coeng. Te dongah na pa loh vaito puetsuet te a ngawn tih anih te sading la a doe,’ a ti nah.”
Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham sund igen.
28 “Te dongah kosi a hong tih kun ham ngaih pawh. Tedae a napa tah cet tih anih te a hloep.
Men han blev vred og vilde ikke gaa ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.
29 Tedae a napa te a doo tih, ‘Kum, he yet na taengah sal ka bi tih na olpaek ka poe moenih he. Tedae kai ham tah ka paya neh uum hamla maae pataeng nan paek moenih.
Men han svarede og sagde til Faderen: Se, saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtraadt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30 Tedae hlanghalh rhoek neh na khosaknah aka yoop na capa tah ha pawk vaengah, vaito puetsuet te anih ham na ngawn pah,’ a ti nah.”
Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham.
31 “Tedae a napa loh amah te, ‘Camoe aw, nang tah kai taengah rhawp na om tih, kai koe boeih he nang hut coeng ni.
Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
32 Tedae uum vaengah khaw omngaih ham a kuek ta. Na mana tah aka duek la om coeng dae ha hing koep, poci coeng dae koep ha phoe,’ a ti,” a ti nah.
Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden.‟
