Laitloekkung 17

1 Te vaengah Ephraim tlang lamkah hlang pakhat, a ming ah Mikhaiah te om.

I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.

2 Te vaengah a manu taengah, “Nang taengkah cak thawngkhat yakhata loh dongah nang n'tap coeng. Ka hna ah khaw, 'Cak te kamah taengla ka loh ne,’ a ti,” a ti nah. Te dongah a manu loh, “BOEIPA rhangneh ka caa yoethen,” a ti.

Han sagde til sin Moder: »De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte, se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give dig dem tilbage.« Da sagde hans Moder: »HERREN velsigne dig, min Søn!«

3 Te dongah cak thawngkhat yakhat te a manu taenglaa bal hatah a manu loh, “Ka kut lamkah cak te ka ca kah mueithuk neh mueihlawn saii nah ham BOEIPA taengah ka hoep rhoela ka hoep coeng. Te dongah namah taengla kam mael pawn ni,” a ti nah.

Saa gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen sagde: »Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at han kan lave et udskaaret og støbt Billede.«

4 Te dongah a manu taenglaa mael tangtae cak te a manu loh a loh. Cak yakhat te, mueithuk aka saii tih mueihlawn aka hlawn, Mikhaiah im kah aka om taengaha paek.

Saa gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskaaret og støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.

5 Tekah hlang Maikah amah taengah pathen im pakhat om. Te dongah hnisui neh sithui te a saii tih a ca rhoek khui lamkah pakhat kut dongah a poem sak phoeiah amah kah khosoih laa khueh.

Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.

6 Te vaeng tue ah Israel he manghai a khueh pawt dongah hlang boeih loh a mik dongkaha thuem sak bangla a saii.

I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.

7 Te vaengah Judah kho Bethlehem lamkah Judah koca cadong pakhat om tih anih khaw Levi la a om dongah te ah te pah van.

Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var Levit og boede der som fremmed.

8 Judah Bethlehem khopuei lamkah hlang te cet tih a pah nah tea toem tih a longpueia thuep hatah Ephraim tlang kah Maikah im la pawk.

Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slaa sig ned som fremmed, hvor det kunde træffe sig, og paa sin Vandring kom han til Mikas Hus i Efraims Bjerge.

9 Te vaengah anih te Maikah loh, “Me lamkah lae na thoeng,” a ti nah hatah, “Kai he Judah Bethlehem lamkah Levi ni, te dongah pah nah te toem ham ka caeh dae he,” a ti nah.

Da spurgte Mika ham: »Hvorfra kommer du?« Han svarede: »Jeg er Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er paa Vandring for at slaa mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig.«

10 Te dongah anih te Maikah loh, “Kai taengah khosa mai lamtah kai hamlaa pa banghui neh khosoih lam khaw om mai. Nang te kamah loh kum khat ah caka laang, himbai phu, na thahuelnah khaw kam paek bitni,” a ti nah. Te dongah Levi te khaw pahoi kun.

Da sagde Mika til ham: »Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Aaret og holde dig med Klæder og give dig Kosten!«

11 Levi khaw hlang neh khosak hama mulmet coeng dongah a capa pakhat bangla anih taengah cadong la a om pah.

Saa gik Leviten ind paa at tage Ophold hos Manden, og den unge Mand var ham som en af hans egne Sønner.

12 Levi kut te khaw Maikah loh a khueh pah coeng dongah cadong khaw anih kah khosoih laa om pah tih Maikah im ah kho a sak.

Mika indsatte saa Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og tog Ophold i Mikas Hus.

13 Te daengah Maikah loh, “Levi he ka khosoih la om coeng tih kai hamla BOEIPA then tila ka ming coeng,” a ti.

Da sagde Mika: »Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig, siden jeg har faaet en Levit til Præst!«