Joba 8
1 Shuhi Bildad loh a doo tih,
Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 “He he me hil nim na thui ve? Na ka kah ol tah khohli bangla khuet coeng.
Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Pathen loh tiktamnah he a khun sak tih Tlungthang loh duengnah te a khun sak mai a?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Na ca rhoek te anih taengah a tholh vaengah amih te amamih kah boekoek kut dongla a tueih.
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 Namah loh Pathen te na toem tih Tlungthang te na hloep mak atah,
saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
6 Na cil tih na thuem koinih nang yueng la haenghang vetih na duengnah rhamtlim te n'thuung pataeng pawn ni.
Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 Na tongnah te a yiit om cakhaw na hmailong te muep rhoeng ni.
din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
8 Lamhma kah cadil taengah dawt laeh lamtah a napa rhoek khenah te soepsoei laeh.
Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 Mamih loh n'hlaem paek kah long khaw m'ming uh moenih, mamih kah khohnin diklai dongkah mueihlip banghui ni.
Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
10 Amih te na thuinuet pawt tih a, nang taengah a thui vetih amih kah lungbuei lamloh olthui te a khueh eh?
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 Nongtui pawt ah talik thawn tih tui om mueh ah capu rhoeng a?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Te te a duei pueng ah a hlaek pawt akhaw sulrham boeih hmai ah rhae coeng.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Pathen aka hnilh boeih kah caehlong neh lailak kah ngaiuepnah tah bing tangloeng.
Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
14 A uepnah neh a pangtungnah bumba im te khaw bawtboeng.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 A im dongah hangdang dae pai thai pawh. Te te a kuel dae thoo pawh.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
16 Anih te khosae li ah thingsup tih a dum ah a dawn sai.
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 A yung loh lungkuk dongah a ven tih lungto im te a hmuh.
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 Te te a hmuen lamloh a phuk van vaengah, “Nang kam hmu moenih,” anih te a namnah.
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
19 He he a longpuei kah omthennah coeng koinih laipi tloe lamloh a poe uh khaming.
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Pathen loh cuemthuek hnawt ngawn pawt tih thaehuet kut te a moem moenih.
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
21 Na ka dongah nueihbu neh na hmui dongah tamlung bae.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Na lunguet rhoek loh yahpohnah a bai uh vetih halang kah dap tah om mahpawh,” a ti.
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
