Joba 7
1 Diklai hman ah hlanghing hamla caempuei a om moenih a? A khohnin te kutloh kah khohnin banghui ni.
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Sal bangla hlipkhup a hloep tih kutloh bangla a bisai a lamtawn.
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 Ka taengah a poeyoek la a hla ka pang van tih thakthaenah hlaem he kai hamla a khueh.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Ka yalh tih, “Me vaengah nim ka thoh ve?” ka ti. Khoyin loh puh tih hlaemhmah duela yutnah khaw ka cung.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Ka saa loh a rhit a bai, ka vin laipi tiknong khaw uet tih a tuei.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Ka khohnin loh tampai lakah bawn tih lungli lungla la ngaiuepnah bawt.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Ka hingnah mueihla he poek lah. Hnothen hmuh ham khaw ka mik loh mael voel mahpawh.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 Kai aka so mik loh kai m'mae voel mahpawh. Na mik te kai soah om dae kai ka om voel pawh.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 A im la koep mael pawt vetih a hmuen loh anih hmat voel mahpawh.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Te dongah kai khaw ka ka tuem mahpawh. Ka mueihla khobing doela ka thui vetih. Ka hinglu khahing doela ka lolmang pueng ni.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Kai he tuipuei tuihnam tih nim kai soah thongim na khueh.
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Ka soengca kai n'hloep bitni, ka thingkong loh ka kohuetnah te a phueih bitni ka ti.
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Mueimang neh kai nan rhihyawp sak tih olphong neh kai nan let sak.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Ka hinglu loh ka rhuhrhong lakah khaknah neh dueknah ni a coelh.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 Ka kohnue coeng, kumhal duela ka hing mahpawh, kai he n'toeng laeh, ka khohnin khaw a honghi ni.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Mebang hlanghing lae amah na pantai sak tih a taengah na lungbuei na khueh te.
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Anih te mincang ah na cawh tih mikhaptok ah ni anih te na loepdak.
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Balae tih kai lamloh na mangthong pawt eh? Ka timtui ka dolh hil kai nan rhael moenih.
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Hlang aka kueinah nang taengah ka tholh tih balae ka saii? Balae tih kai he na kutnoek la nan khueh. Te dongah kai ham tah hnorhih la ka om coeng.
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Te dongah ka boekoek he na phueih tih kai kathaesainah he nan khoe mai pawt lae? Laipi khuila ka yalh pawn ni. Kai na toem cakhaw ka om voel moenih,” a ti nah.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
