Joba 6
1 Job loh a doo tih,
Da tok Job til orde og sa:
2 Ka konoinah ka thuek, ka thuek vetih ka talnah he cooi dongah ka tloeng rhenten koinih.
Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!
3 Tuitunli kah laivin lakah n'nan ngawn coeng. Te dongah ka ol he lawn coeng.
For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.
4 Tlungthang thaltang dongah a sue te ka khuiah ka mueihla loh a mam. Pathen kah hihhamnah loh kai taengah rhong a pai.
For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.
5 Kohong marhang khaw baelhing soah pang tih, vaito te a kamvuelh soah rhung bal nim?
Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?
6 Lungkaeh om kolla ankak a caak tih aiduei dakda dongah a hlihlim om aya?
Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?
7 Amih te ka hinglu loh ben ham a aal tih ka buh khaw kolet la om.
Det byr mig imot å røre ved det; det er for mig som utskjemt mat.
8 Ka huithuinah he ulong m'paek vetih a thoeng eh? Tedae ka ngaiuepnah he Pathen long ni m'paek eh?
Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!
9 Pathen he mulmet vetih kai he m'phop, a kut a hlam vetih kai m'mueluem mako.
Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!
10 Te vaengah kai ham hloephloeinah om dae lah sue. Te vaengah bungtloh khuiah ka uem mako. Hlangcim te ka phah pawt bangla n'lungma sak pawt mako.
Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.
11 Ka ngaiuep ham ka thadueng khaw menim? Ka hinglu ka hlawt ham ka hmailong khaw menim?
Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?
12 Ka thadueng he lungto thadueng nim? Ka saa he rhohumsen a?
Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?
13 Kai ham he kamah kah bomnah om ngawn pawt tih lungming cueihnah khaw kai lamloh a heh coeng.
Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?
14 Ngaidaeng loh tlungthang hinyahnah a hnoo vaengah pataeng a baerhoep taengkah sitlohnah a dang van.
Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.
15 Ka manuca rhoek khaw soklong bangla la hnukpoh tih sokca soklong bangla kak.
Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,
16 Amih te vueltling loh a nu sak tih vuelsong a yut pah.
som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;
17 Kho a awlh vaengah a bae neh huu tih amah hmuen lamloh kak uh.
men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.
18 A caehlong longpuei a hoi uh tih hinghong la a caeh dongah milh uh.
Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.
19 Tema caehlong kah rhoek loh a paelki uh tih, Sheba lambong amih ham a lamtawn uh.
Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;
20 A pangtung uh dongah yak uh tih a taengla a pawk uh akhaw a hmai tal.
de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.
21 A taengah a hong la na om uh van coeng dongah rhihkoi na hmuh vaengah na rhih uh.
Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.
22 “Kai taengah m'pae uh lamtah na thadueng lamloh kai hamla kapbaih pae uh.
Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,
23 Rhal kut lamloh kai n'loeih sak lamtah hlanghaeng kut lamloh kai n'lat uh,” ka ti noek a?
at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?
24 Kai n'thuinuet lamtah ka ngam bitni. Metla ka palang khaw kai he m'ming sakuh.
Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!
25 Balae tih hlang dueng ol rhap rhap a cal? Nangmih lamloh a tluung ham khaw balae a tluung?
Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?
26 Olthui te tluung hamla na moeh uh nama? Ol khaw khohli bangla talsae mai pawn ni.
Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.
27 Cadah ham aisat hmulung na naan vetih na hui hamla na tael pah nim?
Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.
28 Tedae mulmet uh laeh, kai taengla mael uh. Nangmih maelhmai ah ka laithae nim?
Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?
29 Mael uh laeh, dumlai la om uh boeh, mael uh laeh, koep mael uh laeh. Ka duengnah he a khuiah om.
Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.
30 Ka lai dongah dumlai om nim? Ka dang loh talnah yakming pawt maco.
Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?
