Joba 4
1 Te vaengah Temani hoel Eliphaz loh a doo.
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Te vaengah nang te ol neh n'noemcai saeh na ngak aya? Tedae olthui te kuemsuem ham unim aka noeng eh?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Muep na toel tih kut kha rhoek khaw na talong coeng te.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Aka paloe rhoek te na olthui loh a thoh tih khuklu aka khun khaw na caang sak.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 Tedae namah taengla ha loe tih na ngak coeng, namah te m'ben tih na let coeng.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Na hinyahnah, na ueppangnah, na ngaiuepnah, na longpuei kah thincaknah khaw om pawt nim?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Poek van laeh, ommongsitoe he paltham nim? Aka thuem rhoek te melam a thup?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Ka hmuh vanbangla boethae aka thoe tih aka soem khaw amah long ni thakthaenah a ah.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 Pathen kah hiil dongah milh uh tih a thintoek khohli dongah khap uh coeng.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Sathueng khaw kawknah neh sathuengca khaw a ol neh om dae sathuengca khaw a no tloong.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Maeh a mueh lamloh sathueng te milh tih sathuengnu ca rhoek khaw pam uh.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 Ka taengah ol a huen tih a olduem loh kai hna a lat sak.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Hlang he khoyin olphong lamkah pomnah khuiah a ih muelh vaengah.
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 birhihnah loh kai m'mah tih thuennah neh ka rhuh boeih a rhih sak.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Mueihla loh ka maelhmai a pah vaengah ka mul ka saa poenghu.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 A pai vaengah khaw a mueimae ka hmat moenih. A muei tah ka mikhmuh ah om tih bidip ol a yaak.
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Pathen lakah hlanghing he tang tih anih aka saii lakah ah hlang caihcil ngai a?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 A sal rhoek soah tangnah pawt tih a puencawn te a lolh la a khueh atah,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 Laipi neh lai im dongah kho aka sa aisat te bungbo hmai ah a khoengim pop coeng.
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Mincang lamloh hlaem duela a phop te a yoeyah la a milh khaw mingpha pawh.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Amih lamkah a hlangrhuel a phil pah vaengah a duek uh moenih a? Te dongah cueihnah neh a om moenih a?
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
