Joba 37
1 He dongah ka lungbuei lakueng tih a hmuen lamloh cungpet.
Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 A ol dongkah khoponah te hnatun hnatun. A ka lamloh caitawknah thoeng.
Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 Vaan boeih hmuiah a hlah tih a vangnah loh diklai hmoi duela pawk.
Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 A hnukkah a kawk ol khaw a hoemdamnah ol neh hum tih a ol a yaak vaengah rhaek uelh sak boeh.
Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 Pathen loh a ol neh khobaerhambae a saii khungdaeng tih hum dae m'ming uh moenih.
Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 Vuelsong neh khotlan khonal te, 'Diklai ah om saeh,’ a ti vaengah khotlan khonal khaw a sarhi tak.
Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 Amah kutngo hlang boeih ming sak ham hlang boeih kah kut te rhodaek a soei pah.
Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 Te vaengah mulhing khaw a khui la kun tih a khuisaek ah kho a sak.
Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 Cangpalam te imkhui lamloh, khosik te tlangpuei lamloh ha thoeng.
Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 Pathen kah hiil lamloh rhaelnu khaw a khueh tih tui daang mangdaeng mangtok la om.
Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Khomai te cingtui loh a rhih sak tih cingmai loh amah kah vangnah te a taekyak.
Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 Te khaw diklai kah lunglai hman ah a uen boeih te saii hamla a niing, a niing dongah kuluk la a hil.
Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 Te te caitueng lam khaw, a khohmuen ham khaw, sitlohnah ham khaw a thoeng sak.
Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Job, he he hnakaeng lah. Pai lamtah Pathen kah khobaerhambae he yakming lah.
Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Te rhoek soah Pathen loh a khueh tih a cingmai kah vangnah a sae te na ming a?
Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Poeknah rhuemtuet, mangvawt khomai a haainah te na ming a?
Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 Tuithim loh khohmuen a mong sak vaengah na himbai te aka bae sak,
du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 Hmaidan a hlawn bangla khomong a thah la amah taengah na nulh thai aya?
Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Amah taengah metla n'thui ham khaw kaimih tueng lah. Hmaisuep hmai ah n'tawn uh thai pawt oe.
Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Hlang loh a dolh hamla thui cakhaw ka thui bangla amah taengah a tae pa aya?
Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 Tahae ah khaw vangnah a hmuh uh moenih. A aa te khohli loh a yawn tih a caihcil hnukkah khomong dongah tueng.
Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 Tlangpuei lamkah sui te mueithennah rhih om Pathen taengla pawk.
Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 Tlungthang te thadueng a len dongah a tiktamnah m'hmuh lek moenih. Duengnah khaw a cungkuem dongah hlang a phaep moenih.
Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 Hlang rhoek loh amah te a rhih uh tangloeng dongah lungbuei aka cueih rhoek takuem khaw a sawt moenih,” a ti.
Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
