Joba 36
1 Elihu loh koep a cong tih,
Og Elihu blev ved og sagde:
2 “Kamah taengah bet m'bulbo uh lamtah nangmih te olthui khaw Pathen yueng la koep kan thui eh.
Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 Ka poeknah he khohla lamloh kam phueih tih, duengnah he kai aka saii ham ni ka khueh.
Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
4 Ka olthui he a honghi pawt dongah nang taengkah lungming khaw a cuemthuek ham tueng pai.
Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Pathen tah khuet tih lungbuei thadueng a khuet te a sit moenih ne.
Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 Halang te hlun pawt tih mangdaeng te tiktamnah la a paek.
Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 A mik te hlangdueng taeng lamloh khap pawt tih manghai rhoek te ngolkhoel dongah a ngol sak. Te phoeiah amih a yoeyah la a thuung tih a sang sak.
Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 Tedae hmaipom neh pin uh tih phacip phabaem rhuihet neh a tuuk uh atah,
Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 Amih kah bisai neh a boekoeknah dongah a len uh te khaw amih taengah a thui pah.
da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 Thuituennah hamla amih hna te a vueh pah tih, boethae lamloh mael hamla a thui pah.
da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 A hnatun uh tih tho a thueng koinih a khohnin then neh thok tih a kum te a naepnoi la boeih.
Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 Tedae a hnatun uh pawt atah pumcumnah neh a paan uh vetih mingnah aka tal bangla pal uh ni.
men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 Lungbuei lailak rhoek loh thintoek a khueh uh tih amih a khih vaengah pataeng bomnah bih pawh.
Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 Amih hinglu te camoe la, a hingnah khaw hlanghalh lakli ah duek.
Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 A phacip phabaem vaengah, mangdaeng khaw a pumcum sak tih a hna te nennah neh a toeh.
Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 Rhal ka lamloh hmuenka la nang m'poh la m'poh. Te lam te mangdaeng mangtok om pawt tih na caboei dongkah mongnah maehhloi ngang.
Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 Halang kah dumlai khaw na cung sak tih, dumlai neh laitloeknah loh m'moep.
Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 Kosi loh nang te boeinah neh m'vuet ve ne. Te dongah tlansum cungkuem loh nang m'phaelh boel saeh.
Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 Rhal khuiah pawt khaw, na bombihnah neh thadueng, thayung boeih loh m'khoembael aya?
Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 A hmuikah pilnam a khum sak ham khoyin khaw hloem aih boeh.
Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 Ngaithuen, boethae taengla mael boeh. Te te phacip phabaem lakah te na tuek coeng te.
Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 Pathen tah amah thadueng neh thaphoh uh coeng ke. Amah bangla unim aka saya?
Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Anih ham a longpuei te u long nim a tae pah tih, u long nim, ‘Dumlai na saii,’ a ti nah.
Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 Amah kah bisai na rhoeng sak ham te poek. Te ni hlang rhoek loh a hlai uh.
Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 Hlang boeih loh te te a hmuh uh tih hlanghing loh khohla lamkah a paelki.
hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 Pathen tah a len dongah a kum tarhing te m'ming uh lek pawt tih, khenah lek pawh.
Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 Tui dongkah aangpi a yoek tih khotlan te a tuihu lamloh a ciil.
Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 Khomong khaw cip tih hlang soah muep pha.
hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
29 Khomai maiyan neh a dungtlungim kah pang ol a yakming mai ngawn.
Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
30 A vangnah loh a taengah a kah tih tuitunli yung duela a khuk.
Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 Te nen te pilnam taengah lai a tloek tih a yet taengah caak a paek.
Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 A kut dongkah vangnah loh a khuk tih phek a cuuk ham khaw te te a uen.
Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 A khohum loh amah kawng te a doek tih boiva pataeng thintoek neh cet.
Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
