< Joba 30 >

1 Tedae a kum la kai lakah aka noe long khaw kai taengah luem uh coeng. Te rhoek kah a napa pataeng ka boiva kah ui taengah khueh ham ka hnawt lah mako.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Amih kut dongkah thadueng khaw kai taengah metlam a om? Amih te a hminkhah lamni a paltham.
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Vaitahnah neh khokha rhamling lamkah pumhong loh hlaem vaengah khohaeng neh imrhong kah rhamrhae te a cilh.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Tangpuem dongkah baekkoi te a hlaek uh tih a buh la hlingcet yung a khueh.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 A nam lamloh a haek uh tih amih taengah hlanghuen bangla a o uh.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Soklong cakhom kah laipi neh thaelsawk khui ah kho a sak.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Tangpuem khuiah pang uh tih lota hmuiah poem uh.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Aka ang ca rhoek neh ming mueh ca rhoek ni khohmuen lamloh a hawt uh.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Te dongah amih kah rhotoeng la ka om coeng tih amih taengah ol la ka om.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Kai aka tuei rhoek tah kai lamloh lakhla uh tih ka mikhmuh ah timtui khaw tuem uh pawh.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 A lirhui lakah ka lirhui he pawl coeng. Te dongah kai he m'phaep tih ka mikhmuh ah kamrhui han tueih uh.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Ka bantang kah hlangyoe loh tlai ka kho a kalh. Amih kah rhainah caehlong te kai taengah a picai uh.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Ka talnah khuiah ka hawn a mak uh tih, amih aka bom pawt khaw hoeikhang uh.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 A puut aka len bangla ael uh tih a khohli rhamrhael hmuiah paluet uh.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Kai soah mueirhih pai tih khohli bangla ka moeihoeihnah a hloem vaengah kai kah khangnah te khomai bangla a yah.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Kai lamloh ka hinglu a kingling coeng tih phacip phabaem khohnin loh kai n'tuuk.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Khoyin ah ka rhuh te ka pum dong lamloh a cueh. Kai aka thuek he a dim moenih.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Thadueng cungkuem dongah ka pueinak a phuelhthaih tih ka angkidung te rhawnmoep bangla ka vah.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Kai he dikpo khuila n'dong tih laipi neh hmaiphu bangla n'thuidoek.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Na taengah bomnah kam bih dae kai nan doo moenih. Ka pai akhaw kai he nan yakming moenih.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Kai soah a muen la na poeh tih na ban thaa neh kai nan konaeh thil.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Kai he khohli dongah nan phueih. Kai nan ngol thil vaengah kai nan paci sak tih lungming cueihnah a yawn.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Mulhing boeih kah tingtunnah im la dueknah neh kai nan mael sak ham khaw ka ming.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 A yoethaenah khuiah bombihnah a yaak vaengah kut aka thueng he lairhok dongah a om moenih.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Khohnin a mangkhak dongah ka rhap tih khodaeng dongah ka hinglu a omdam moenih.
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 A then ka lamtawn vaengah boethae ha pawk. Vangnah te ka ngaiuep vaengah a hmuep ha pai.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Ka bung he tlawk tih a kuemsuem moenih. Kai he phacip phabaem khohnin loh n'doe.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Khomik a tal dongah maelhmai a hmuep la ka cet. Hlangping neh ka pai tih ka pang.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Pongui kah a manuca neh tuirhuk vanu kah a hui la ka om.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Ka vin khaw kamah dong lamloh mu tih ka rhuh khaw kholing neh tlum coeng.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Ka rhotoeng te nguekcoinah la, ka phavi rhah ol la poeh.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

< Joba 30 >