Joba 23
1 Job loh a doo tih,
Da tok Job til orde og sa:
2 Tihnin ah khaw boekoek bangla ka kohuetnah loh ka kut he ka hueinah neh a nan.
Ennu idag gjelder min klage for å være gjenstridighet; min hånd hviler dog tungt på mitt sukk.
3 U loh n'khueh khaw ka ming vetih amah te ka hmuh phoeiah amah kah hmuenmol la ka pha lah mako?
Bare jeg visste å finne ham og kunde komme frem til hans trone!
4 A mikhmuh ah laitloeknah ka khueng lah vetih ka ka ah toelthamnah ka paem lah mako.
Jeg skulde legge min sak frem for hans åsyn og fylle min munn med beviser.
5 Olthui te ka ming tih kai n'doo vaengkah kai hamla a thui te ka yakming lah mako.
Jeg skulde få vite de ord han vilde svare mig, og merke mig hvad han vilde si til mig.
6 Thadueng cungkuem neh kai n'ho saeh a? Amah loh kai taengah khueh het mahpawt a?
Skulde han da med full kraft stride mot mig? Mon ikke just han skulde akte på mine ord?
7 Aka thuem te a hmaiah a tluung pahoi lah vetih kai he laitloek khui lamloh a yoeyah la ka loeih mako.
Da skulde en rettskaffen mann gå i rette med ham, og jeg skulde slippe fra min dommer for all tid.
8 Khothoeng la ka caeh mai akhaw amah a om moenih. A hnuk ah khaw anih te ka yakming moenih.
Men går jeg mot øst, så er han ikke der; går jeg mot vest, så blir jeg ikke var ham;
9 Banvoei ah a saii vaengah ka hmuh moenih. Bantang la a mael vaengah ka hmuh moenih.
er han virksom i nord, så ser jeg ham ikke; går han mot syd, så øiner jeg ham ikke.
10 Tedae longpuei a ming dongah kai he ka taengah n'noemcai tih sui bangla ka thoeng.
For han kjenner den vei jeg holder mig til; prøvde han mig, så skulde jeg gå frem av prøven som gullet.
11 A khokan te ka khopha loh a vai. A longpuei te ka ngaithuen tih ka phael moenih.
Min fot holdt sig i hans spor; jeg fulgte hans vei og bøide ikke av.
12 A hmuilai kah olpaek khaw ka hlong pawt tih ka buhvae lakah a ka lamkah ol ni ka khoem.
Fra hans lebers bud vek jeg ikke; fremfor min egen lov aktet jeg på hans munns ord.
13 Tedae amah tah pakhat la om tih ulong anih a mael thil thai? Te dongah a hinglu kah a ngaih bangla a saii.
Men han er den eneste, og hvem hindrer ham? Hvad hans sjel lyster, det gjør han.
14 Ka oltlueh te a thuung tih te bang te amah taengah yet.
For han fullbyrder det han har fastsatt for mig, og av sådant er det meget hos ham.
15 Te dongah a mikhmuh lamloh ka let coeng. Ka yakming dongah amah te ka rhih.
Derfor reddes jeg for ham; tenker jeg på det, så bever jeg for ham.
16 Pathen loh kai lungbuei a phoena sak tih tlungthang loh kai n'let sak.
Og Gud har knekket mitt mot, og den Allmektige har forferdet mig,
17 Tedae a hmuep kah maelhmai loh m'biit pawt tih ka maelhmai te a khohmuep loh a dah moenih.
fordi jeg ikke blev rykket bort før mørket kom, og fordi han ikke skjulte ulykkens natt for mig.
