Joba 16
1 Te phoeiah Job loh a doo tih,
Da svarede Job og sagde:
2 “Te bang ol te muep ka yaak coeng. Nangmih boeih kah a hloep khaw thakthaenah ni.
Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
3 Khohli ol te a bawtnah om a? Balae tih na doo hamla nang n'huek.
Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
4 Kai khaw nang bangla ka thui thai ta. Na hinglu te ka hinglu yueng la om koinih olthui neh nangmih te kan sun vetih ka lu lamloh nangmih taengah ka hinghuen van ni.
Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
5 Ka ka neh nangmih te kan duel lah vetih ka hmuilai kah thaphohnah loh n'hoeptlang mako.
Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
6 Ka thui akhaw ka thakkhoeihnah a rhoei moenih. Ka paa koinih kai lamloh metlam a caeh eh?
Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
7 Ka hlangboel boeih khaw na pong uh tih ka ngak ngawn coeng.
Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
8 Kai nan tonga sak khaw laipai la om coeng. Ka laithae khaw ka taengah pai sak tih ka mikhmuh ah n'doo coeng.
Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
9 A thintoek loh a baeh tih kai soah a konaeh. Kai taengah a no te a tah coeng. Ka rhal loh kai soah a mik a huel.
Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
10 A ka neh kai n'ang thil uh. Kokhahnah neh ka kam han taam uh tih kai taengah huek ha cu uh.
De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
11 Pathen loh kai he hlang thae taengla n'det tih halang kut dongla kai m'muek.
Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
12 Thayoeituipan la ka om vaengah kai m'phae. Ka rhawn ah n'khak tih kai he n'taekyak. Te dongah kai he amah ham kutnoek la m'pai sak coeng.
Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
13 Ka taengah a lithen rhoek loh m'vael uh tih ka kuel a khoh. Lungma a ti kolla diklai dongah ka hmuet phawt coeng.
Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
14 A puut hman ah a puut loh kai m'va. Hlangrhalh bangla kai taengah cu.
Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
15 Ka vin soah tlamhni ka hui tih ka ki khaw laipi neh ka poelyoe coeng.
Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
16 Ka maelhmai he rhahnah neh nok la nok uh tih ka mikkhu khaw nut coeng.
Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
17 Te cakhaw boethae ka kut ah kuthlahnah om pawt tih ka thangthuinah khaw cil.
skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
18 Diklai nang loh ka thii he vuei boeh. Ka pang ol he khaw hmuen om boel saeh.
O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
19 Vaan ah pataeng kai kah laipai om tih ka hlangcal khaw hmuensang ah om coeng ke.
Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
20 Ka hui khaw Pathen taengah kai kah hmuiyoi la om tih ka mik khaw pha coeng.
Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
21 Hlang capa tah hlang ham neh a hui ham Pathen taengah a thui ta.
at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
22 Kum a tarhing ah ha pawk vetih ka mael voel mueh caehlong ah ka cet pawn ni.
Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
