< Joba 14 >

1 Huta kah a sak hlang he a khohnin toi tih khoponah khaw hah.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Rhaipai bangla phuelh tih a oh uh. Khokhawn bangla yong tih pai voel pawh.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Te soah ngawn tah na mik tueng tih kai he na taengkah laitloeknah dongla na khuen.
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Rhalawt lamloh a cuem la aka khueh te unim? Pakhat pataeng om pawh.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 A khohnin neh a hla taenah khaw namah taengah hangdang. A oltlueh te a oltlueh bangla na saii tih poe thai pawh.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Anih lamloh vawl mangthong lamtah amah hnin at kutloh bangla a ngaingaih hil toeng saeh.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Thing ham tah a vung akhaw ngaiuepnah om pueng. Te dongah koep mikhing vetih a dawn khaw ngoeng mahpawh.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Diklai khuiah a yung patong mai tih laipi khuiah a ngo duek cakhaw,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 tui bo ah duei vetih thinghloe bangla a pae cawn ni.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Tedae hlang tah duek tih rhaa uh coeng. Hlang he a pal phoeiah tah melam a om.
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Tuitunli lamkah tui khaw khawk dae tuiva loh a khah vaengah tah kak.
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 Hlang khaw yalh tih thoo voel pawh. Vaan a om pawt due khaw haenghang pawh. Amih te ih kung lamloh haenghang uh mahpawh.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Unim saelkhui ah a paek lah ve? Kai he nan khoem lah vetih na thintoek a mael duela kai nan thuh lah mako. Kai hamla oltlueh na khueh vetih kai nan poek mako. (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Hlang he duek koinih hing venim? Kamah kah caempuei hnin boeih he ka thovaelnah a pawk hil ka lamtawn bitni.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Nan khue vaengah kai loh nang te ka doo bitni. Na kut dongkah bibi dongah na moo bitni.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Ka khokan he na tae pawn vetih ka tholhnah khaw na dawn mahpawh.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Ka boekoek hnocun khuiah catui a hnah thil tih kai kathaesainah na dah thil bitni.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Tedae Tlang khaw cungku tih moelh. Lungpang pataeng a hmuen lamloh thoeih.
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 Lungto khaw tui loh a hoh tih a kongnawt loh diklai laipi a yo. Te dongah hlanghing kah ngaiuepnah na pal sak.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Anih te a yoeyah la na khulae tih a hmai a tal la a van daengah anih te na tueih.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 A ca rhoek a thangpom uh dae a ming moenih. Muei uh cakhaw amih a yakming moenih.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Tedae a pumsa tah a taengah tih thak a khoeih tih a hinglu khaw amah hamla nguekcoi,” a ti.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

< Joba 14 >