Joba 10
1 Ka hingnah soah ka hinglu loh a ko-oek coeng. Ka kohuetnah he kamah taengah ka sah tih ka hinglu a khahing hil ka thui.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Pathen taengah, “Kai m'boe sak boeh, balae tih kai nan ho, kai m'ming sak.
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Na kut thaphu na hnawt vaengah halang kah cilsuep dongah na sae tih na hnaemtaek te nang ham then a?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
4 Hlanghing he na sawt tih na hmuh bangla nang taengah pumsa mik om a?
Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Na khohnin he hlanghing khohnin bangla, na kum khaw hlang khohnin bangla om a?
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
6 Te dongah kai kathaesainah te na tlap tih ka tholhnah hnukah nan toem.
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 Ka boe pawt tih na kut lamloh a huul thai pawt te na mingnah dongah om pataeng.
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 Na kut loh kai n'noih pai tih thikat la kai n'saii akhaw kai nan dolh pawn ni.
Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Amlai bangla kai nan saii tih laipi la kai nan mael sak te poek mai lah.
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Suktui bangla kai nan sui tih sukkhal bangla kai nan khal sak moenih a?
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 Kai he ka vin ka saa neh nan dah tih ka rhuh neh tharhui neh nan cun.
iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Hingnah neh sitlohnah te kai taengah nan khueh tih ka mueihla loh na ngoldoelh a ngaithuen.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
13 Tedae na thinko ah na khoem he na khuiah tila ka ming.
og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Ka tholh sitoe cakhaw kai nan ngaithuen dongah kai kathaesainah lamloh kai nan hmil moenih.
Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Ya-oe kai he ka boe akhaw, ka tang akhaw ka lu ka dangrhoek moenih. Yah ka hah tih ka phacip phabaem loh n'yan.
I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 Sathuengca bangla a phul atah kai nan mae tih kai taengah khobaerhambae la na mael.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 Na laipai neh kai hmai ah nan tlaih tih kai taengah na konoinah na hong. Thovaelnah neh caempuei la kai taengah na pai.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Balae tih bung khui lamloh loh kai nan poh. Ka pal palueng vetih mik loh kai m'hmu pawt mako.
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
19 A om khaw a om pawt bangla bungko lamloh phuel la n'khuen.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Ka khohnin he bawn tih a muei la a muei moenih a? Kai lamkah he na dueh na dueh vetih ka ngaidip laem mako.
Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 Ka caeh hlan vaengah hmaisuep khohmuen neh dueknah hlipkhup la ka mael pawt mako.
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 khoyinnah kho tah dueknah hlipkhup a hmuep bangla om tih cikngae pawh. Te dongah a hmuep la sae,’ ka ti ni,” a ti.
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
