Joba 10
1 Ka hingnah soah ka hinglu loh a ko-oek coeng. Ka kohuetnah he kamah taengah ka sah tih ka hinglu a khahing hil ka thui.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Pathen taengah, “Kai m'boe sak boeh, balae tih kai nan ho, kai m'ming sak.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Na kut thaphu na hnawt vaengah halang kah cilsuep dongah na sae tih na hnaemtaek te nang ham then a?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Hlanghing he na sawt tih na hmuh bangla nang taengah pumsa mik om a?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Na khohnin he hlanghing khohnin bangla, na kum khaw hlang khohnin bangla om a?
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 Te dongah kai kathaesainah te na tlap tih ka tholhnah hnukah nan toem.
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 Ka boe pawt tih na kut lamloh a huul thai pawt te na mingnah dongah om pataeng.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Na kut loh kai n'noih pai tih thikat la kai n'saii akhaw kai nan dolh pawn ni.
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Amlai bangla kai nan saii tih laipi la kai nan mael sak te poek mai lah.
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Suktui bangla kai nan sui tih sukkhal bangla kai nan khal sak moenih a?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Kai he ka vin ka saa neh nan dah tih ka rhuh neh tharhui neh nan cun.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Hingnah neh sitlohnah te kai taengah nan khueh tih ka mueihla loh na ngoldoelh a ngaithuen.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 Tedae na thinko ah na khoem he na khuiah tila ka ming.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 Ka tholh sitoe cakhaw kai nan ngaithuen dongah kai kathaesainah lamloh kai nan hmil moenih.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 Ya-oe kai he ka boe akhaw, ka tang akhaw ka lu ka dangrhoek moenih. Yah ka hah tih ka phacip phabaem loh n'yan.
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 Sathuengca bangla a phul atah kai nan mae tih kai taengah khobaerhambae la na mael.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Na laipai neh kai hmai ah nan tlaih tih kai taengah na konoinah na hong. Thovaelnah neh caempuei la kai taengah na pai.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Balae tih bung khui lamloh loh kai nan poh. Ka pal palueng vetih mik loh kai m'hmu pawt mako.
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 A om khaw a om pawt bangla bungko lamloh phuel la n'khuen.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Ka khohnin he bawn tih a muei la a muei moenih a? Kai lamkah he na dueh na dueh vetih ka ngaidip laem mako.
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Ka caeh hlan vaengah hmaisuep khohmuen neh dueknah hlipkhup la ka mael pawt mako.
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 khoyinnah kho tah dueknah hlipkhup a hmuep bangla om tih cikngae pawh. Te dongah a hmuep la sae,’ ka ti ni,” a ti.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
