Suencuek 42
1 Egypt ah cangtham a om te Jakob loh a hmuh vaengah a ca rhoek te Jakob loh, “Ba dongah lae sut na sawt uh thae? a ti nah.
Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre?
2 phoeiah, “Egypt ah cangtham om tila ka yaak dongah he, n'duek uh pawt tih n'hing uh mak atah te lam khaw cet uh lamtah mah hamla koivawn uh saw,” a ti nah.
Og han sagde: Se, jeg hører, at der er Korn til føls i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø.
3 Te dongah Joseph kah a maya hlang rha rhoek loh Egypt kah cang lai ham suntla uh.
Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten.
4 Tedae Joseph mana Benjamin te tah nganboh yook ve a ti dongah a maya rhoek taengah Jakob loh tueih pawh.
Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke.
5 Kanaan kho te khokha a om dongah koivawn ham aka cet rhoek lakli ah Israel ca rhoek khaw cet uh.
Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan.
6 Te vaengah Joseph tah a kho kah boei neh diklai pilnam boeih ham cang a yoih. Te dongah Joseph kah a maya rhoek te a caeh uh vaengah anih taengah a maelhmai neh diklai la bakop uh.
Og Josef var Regent over Landet, han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden.
7 A hmuh vaengah Joseph loh a maya rhoek te a hmat ngawn dae amih taengah muet uh tih rhaprhap a voek phoeiah, “Me lamkah lae na lo uh,” a ti nah hatah, “Caak lai ham Kanaan kho lamkah ka lo,” a ti na uh.
Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise.
8 Joseph loh a maya rhoek te a hmat ngawn dae amih loh Joseph te hmat uh pawh.
Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.
9 Te vaengah Joseph loh amih kawng a man vaengkah mueimang te a poek. Te dongah amih te, “Nangmih he rhalyuep ni, khohmuen kah a yah te sawt ham ni na lo uh,” a ti nah.
Og Josef kom de Drømme i Hu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot.
10 Tedae amah taengah “Pawh, ka boeipa, na salpa rhoek halo he caak lai ham ngawn ni.
Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise.
11 Kaimih he hlang pakhat kah a ca rhoek boeih ni. Kaimih hmantang rhoek ni, na sal kaimih ah he longyam a om moenih,” a ti uh.
Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere.
12 Tedae amih te Joseph loh khohmuen kah a yah dongah sawt ham na lo uh pawt het nim,” a ti nah.
Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot.
13 Na sal rhoek kaimih boeinaphung he hlang pakhat kah a ca rhoek la Kanaan kho ah hlai nit ka lo uh tih a poeih tah tahae ah a pa neh om rhoi dae pakhat te om voelpawh,” a ti na uh.
De svarede: Vi, dine Tjenere, vare tolv Brødre, een Mands Sønner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til.
14 Tedae amih te Joseph loh, “Nangmih taengah ka thui bangla nangmih he longyam ni ka ti,
Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere.
15 Pharaoh kah a hingnah vanbangla he nen he kan noem ni. Na mana a poeih te he la halo pawt atah he lamloh na voei uh mahpawh.
Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid.
16 Nangmih khuikah pakhat te tueih uh lamtah na mana te lo saeh. Nangmih ngawntah kang khoh uh vetih nangmih kah olka te na khuikah oltak la a om atah kan nuemnai pueng ni. Te pawt koinih Pharaoh kah a hingnah vanbangla nangmih he longyam ni,” a ti nah.
Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere.
17 Te dongah amih te thongim ah hnin thum a khoh.
Og han satte dem tilsammen i Forvaring i tre Dage.
18 Tedae a thum khohnin ah Joseph loh a maya rhoek la he tlam he ka saii dae, kai khaw aka hing Pathen te ka rhih van.
Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.
19 Na thuem uh atah na manuca khat te im kah thongim khuiah khoh saeh. Te vaengah nangmih te cet uh lamtah na im kah aka lamlum ham cang khuen pauh.
Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse,
20 Tedae na mana a poeih te kai taengah nan khuen uh vaengah nangmih kah olka te khaw cak vetih na duek uh van mahpawh,” a ti nah dongah te tlam te a rhoi uh.
og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes.
21 Te vaengah amah boeinaphung te khat khat ah, “Manuca a hinglu kah citcai te hmuh uh tih mamih taengah calcal a pang lalah n'yaak pah uh pawt dongah tekah citcai loh m'mah taengla ha thoeng tih mamih he rheprhep n'rhaem coeng,” a ti uh.
Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os.
22 Te vaengah Reuben loh amih te a doo tih, “Nangmih taengah ka thui moenih a? Camoe te veet uh boeh ka ti lalah na ya uh pawt tih a thii han suk coeng he,” a ti nah.
Og Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke? og se, nu kræves ogsaa hans Blod.
23 Tedae amih laklo ah oldoe a om dongah Joseph loh a yakming te amih loh ming uh pawh.
Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem.
24 Te dongah Joseph loh amih taeng lamkah mael tih a rhah phoeiah amih taengla koep halo. Tedae amih te a voek phoeiah amih khui kah Simeon te a loh tih amamih kah mikhmuh ah a khoh pah.
Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne.
25 Tedae Joseph loh a uen coeng dongah amih kah hnopai te cang a sang thiluh. Te vaengah a tangka te khaw a tolkhui khuiah rhip a khueh ham khaw, amih ham te longpueng kah lampu khaw paek ham khaw, a saii pah.
Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen; og han gjorde saa mod dem.
26 Te dongah amamih kah cang te laak dongla a pom hang uh tih pahoi cet uh.
Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra.
27 Tedae rhaehim ah tah pakhat loh laak rhamcak loh ham a tolkhui te a hlam hatah a tangka te sungkoi kah a rhai ah lawt a hmuh tarha.
Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose.
28 Te dongah a manuca rhoek taengah, “Kai kah sungkoi dongah kamah kah tangka koep ham mael bal he,” a ti nah hatah amih lungbuei khaw mawt sut dongah lakueng uh tih a boeinaphung khat rhip loh, “Pathen loh mamih ham balae a saii he,” a ti uh.
Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?
29 Te dongah Kanaan kho kah a napa Jakob taengla a pha uh vaengah amih taengah aka thoeng boeih te amah taengah puen uh.
Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var dem vederfaret, og sagde:
30 Tekah hlang, a kho kah boei te kaimih taengah rhaprhap cal tih kaimih te a kho kah longyam bangla n'khueh.
Den Mand, som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere.
31 Tedae anih taengah, 'hmantang ah kaimih he longyam la ka om moenih.
Og vi svarede ham: vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere.
32 A pa kah a ca rhoek la ka boeinaphung ah hlai nit ka lo uh dae pakhat om voelpawt tih a poeih ngawn tah tihnin ah khaw a pa neh Kanaan kho ah hmaih om,’ ka ti na uh.
Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader i Kanaans Land.
33 Tedae tekah hlang, a kho kah boei loh kaimih te, 'boeinaphung kah pakhat te kai taengah na caehtak uh tih te nen te nangmih na thuem ka ming phoeiah na im kah aka lamlum ham caak khuen uh lamtah cet uh.
Da sagde Manden, Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hungeren for eders Huse, og farer hen
34 Tedae na mana a poeih te kai taengah han khuen uh. Te daengah ni nangmih te longyam rhoek pawt tih na hmantang tila ka ming eh. Na manuca te nangmih taengla kan paek vetih khohmuen ah na thenpom uh bitni,’ a ti,” a ti uh.
og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet.
35 Te dongah amamih kah tolkhui te a kong uh hatah a tangka cun te tolkhui dongah rhip tarha om tih tangka cun a hmuh uh vaengah amamih long khaw a napa long khaw a rhih uh.
Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader, og frygtede.
36 Te vaengah a napa Jakob loh amih te, “Kai taengah, Joseph na hlong uh tih om voelpawh. Simeon khaw om voelpawh. Tahae ah Benjamin bal atah kai taengkah aka om boeih te lo loh ne,” a ti nah.
Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen.
37 Te dongah Reuben loh a napa taengah, “Anih te namah taengla kan khuen pawt atah kai ca rhoi khaw ngawn mai. Ka kut dongah han tloeng lamtah kamah loh nang taengla kang khuen bit ni,” a ti nah tih a thui pah.
Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen.
38 Tedae anih loh, “Ka ca te a maya duek tih amah bueng a sueng dongah nangmih taengla ha suntla boel saeh. Longpueng na caeh uh vaengah yoethae puei vetih kai sampok he saelkhui ah kothae la nan hla uh ve,” a ti nah. (Sheol h7585)
Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. (Sheol h7585)
