Suencuek 34

1 Leah canu Dinah, Jakob hama cun pah te tolrhum kah tanurhoek te sawt hamla cet.

Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

2 Tedae khohmuen kah khoboei Khivee Hamor capa Shekhem loh anih tea hmuh dongaha loh tih a yalh puei phoeiaha tholh puei.

så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;

3 Te phoeiah Jakob canu Dinah taengah a hinglu tlun tih hula tea lungnah dongah hula kah lungbuei te doelh a voek.

men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

4 Te dongah Shekhem loh a napa Hamor la, “Hekah hutaca he kai ham ka yuu la han lo,” a ti nah tih a thui pah.

og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!"

5 A canu Dinaha poeih pah te Jakobloh a yaak dae kohong ah a carhoek neh boiva te a om pueng dongah amih halo uh due Jakob loh hil a phah.

Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem.

6 Jakob te voekhlak ham Shekhem napa Hamorte cet.

Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

7 Jakob carhoek khaw pong lamkaha pai uh vaengah a yaak uh. Tongpa tongpa rhoek te a kothae uh tih amih te muep sai uh. Jakob canu taengaha yalh te Israel taengah boethaehalang ni a saii. Tedae he he a saii tueng moenih.

Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

8 Tedae Hamor loh amih taengah, “Ka capa Shekhem loh nang canu soah a hingluloh a ven oeh tih a yuu la m'pae mai.

Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

9 Te phoeiah nangmih nute kaimih taengah vasak sak ham kaimih m'pae lamtah namamih ham kaimih nuna loh uh mako.

og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

10 Kaimih taengah khosa uh mai. Na mikhmuh ah khohmuen om coeng. Khosa uh lamtah thimpom neh a khuikahte bawn uh,” a ti nah.

tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"

11 Te vaengah Shekhem loh Dinah kah a napa neh a nganparhoek taengah, “Nangmih mikhmuh ah mikdaithen ka dang atah kai taengahna kuek uh vanbangla kan paek uh bitni.

Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give

12 Kai soah maan neh kutdoe muepna kuek uh akhaw kai taengahna kuek uh te tah kan paek bitni. Tedae hula te ka yuu la kai taengah paek uh,” a ti nah.

forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"

13 Tedae a ngannu Dinah tea poeih pah dongah Jakob ca rhoek loh Shekhem neh a napa Hamor tea doo uh vaengah thailatnah neha voek uh.

Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina,

14 Amih rhoi te, “Hlang yanghli taengah ka ngannu paek ham hno saii he kaimih ham kokhahnah la om tih coeng pawh.

og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

15 Nangmih taengkah tongpa boeih te yahhmui a rhettih kaimih banglana om uh atah he nen bueng ni nangmih te kan rhoi uh eh.

Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

16 Te daengah ni kaimih nurhoek te nangmih kan paek uh phoeiah kamamih ham nangmih nurhoek te ka loh uh vetih nangmih taengah kho ka sak uh vaengah pilnam pakhat la n'coeng uh eh.

i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;

17 Tedae yahhmui rhet ham kaimih neh nan rhoi uh pawt atah ka canu he ka loh uh vetih ka bal uh ni,” a ti uh.

men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi vor Datter og drager bort"

18 Te dongah amih kah olkate Hamor mikhmuh ah khaw, Harmor capa Shekhem mikhmuh ah khaw then.

Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

19 Tedae cadong loh Jakob canu tea ngaih coeng dongah hno saii ham te uelh pawh. Te dongah anihte a napa imkhui boeih soaha thangpom.

og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus

20 Te dongah Hamor neh a capa Shekhem loh amah khopuei vongka la cet tih amah khopuei kah hlangrhoek taengah,

og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By:

21 Hekah hlang rhoek he mamih neh baerhoep la tolrhum ah khaw khosa uh saeh. Te phoeiah amih kah nongcen rhoeh la khotuk khaw amih hama dang ka mungkung mai. Mamih kah yuu la amih nurhoek te lo sih lamtah mah nu te amih pae uh sih.

"Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

22 Tedae tongpa boeih loh yahvin a rhet uh vanbangla mamihah pilnam pakhat la om ham atah ning taengkah aka om tongpa rhoek kah yahhmui a rhet nen bueng he ni mamih te n'rhoi uh eh.

Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne.

23 Amih kah boiva neh hnopai, rhamsa boeih khaw mamih ham moenih a? Te dongah amih te rhoi uh mai sih lamtah mamih taengah khosa uh saeh,” a ti uh.

Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"

24 Te dongah a khopuei kah vongka ah aka cet boeih loh Hamor neh a capa Shekhem tea ngai uh tih tongpa boeih khukah a khopuei vongka aka pha boeih loh yahhmui a rhet uh.

Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

25 Tedae hnin thum a lo vaengah amih te a tlohpah. Te dongah Dinah nganpa Simeon neh Levi, Jakob ca rhoi loh cunghang rhirha a muk rhoi tih ngaikhuek la khopuei te a paan rhoi. Te vaengah tongpa boeih te a ngawn rhoi.

Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, og slog alle Mændene ihjel

26 Hamor neh a capa Shekhem te cunghang ha neha ngawn rhoi. Dinah te khaw Shekhem im lamloha lat rhoi tih bal rhoi.

og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

27 A ngannua poeih pa uh dongah Jakob ca rhoek loh rhok tea paan uh tih khopuei tea poelyoe uh.

Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

28 Amih kah boiva neh saelhung khaw, laak khaw, khopuei khui neh lohma kah tea mawt pauh.

deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig,

29 Amih kah tatthai boeih neh a yuu, a ca boeih tea sol pa uh tih im kah aka om boeih te khawa poelyoe uh.

og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

30 Te dongah Jakob loh Simeon neh Levi taengah, “Khohmuen kah kho aka sa Kanaan neh Perizzirhoek taengah ka bo nan rhim sak rhoi tih kai nan lawn rhoi coeng. Tahaeah kai hlang sii taengah tingtun uh tih kai he n'ngawn uh koinih kamah neh ka imko loh ka mit uh ni ta he,” a ti nah.

Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"

31 Tedae, “Ka ngannu te pumyoi banglaa saii ham om a?” a ti uh.

Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"