Suencuek 34
1 Leah canu Dinah, Jakob ham a cun pah te tolrhum kah tanu rhoek te sawt hamla cet.
Og Dina, Leas Datter, som hun havde født Jakob, gik ud for at se paa Landets Døtre.
2 Tedae khohmuen kah khoboei Khivee Hamor capa Shekhem loh anih te a hmuh dongah a loh tih a yalh puei phoeiah a tholh puei.
Og Sikem, Landsherren Hemor den Heviters Søn, saa hende, og han tog hende og laa hos hende og krænkede hende.
3 Te phoeiah Jakob canu Dinah taengah a hinglu tlun tih hula te a lungnah dongah hula kah lungbuei te doelh a voek.
Og hans Hjerte hængte ved Dina, Jakobs Datter, og han havde Pigen kær og talede kærligen med Pigen.
4 Te dongah Shekhem loh a napa Hamor la, “Hekah hutaca he kai ham ka yuu la han lo,” a ti nah tih a thui pah.
Og Sikem talede til sin Fader, Hemor, og sagde: Tag mig denne Pige til Hustru!
5 A canu Dinah a poeih pah te Jakob loh a yaak dae kohong ah a ca rhoek neh boiva te a om pueng dongah amih halo uh due Jakob loh hil a phah.
Og Jakob havde hørt, at han havde skændet Dina, hans Datter, og hans Sønner vare med hans Kvæg paa Marken, og Jakob tav, indtil de kom.
6 Jakob te voekhlak ham Shekhem napa Hamor te cet.
Og Hemor, Sikems Fader, gik ud til Jakob at tale med ham.
7 Jakob ca rhoek khaw pong lamkah a pai uh vaengah a yaak uh. Tongpa tongpa rhoek te a kothae uh tih amih te muep sai uh. Jakob canu taengah a yalh te Israel taengah boethaehalang ni a. saii. Tedae he he a saii tueng moenih.
Og Jakobs Sønner kom fra Marken, der de hørte det, og Mændene forbitredes og bleve saare vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel ved at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde det ikke ske.
8 Tedae Hamor loh amih taengah, “Ka capa Shekhem loh nang canu soah a hinglu loh a ven oeh tih a yuu la m'pae mai.
Da talede Hemor med dem og sagde: Min Søn Sikems Hjerte har Lyst til eders Datter; kære, giver ham hende til Hustru,
9 Te phoeiah nangmih nu te kaimih taengah vasak sak ham kaimih m'pae lamtah namamih ham kaimih nu na loh uh mako.
og gører Svogerskab med os; giver os eders Døtre, og tager eder vore Døtre!
10 Kaimih taengah khosa uh mai. Na mikhmuh ah khohmuen om coeng. Khosa uh lamtah thimpom neh a khuikah te bawn uh,” a ti nah.
Og I skulle bo hos os, og Landet skal være for eders Aasyn, bor og handler deri, tager eder Ejendom i det!
11 Te vaengah Shekhem loh Dinah kah a napa neh a nganpa rhoek taengah, “Nangmih mikhmuh ah mikdaithen ka dang atah kai taengah na kuek uh vanbangla kan paek uh bitni.
Og Sikem sagde til hendes Fader og til hendes Brødre: Lad mig finde Naade for eders Øjne, og jeg vil give, hvad I ville sige til mig.
12 Kai soah maan neh kutdoe muep na kuek uh akhaw kai taengah na kuek uh te tah kan paek bitni. Tedae hula te ka yuu la kai taengah paek uh,” a ti nah.
Begærer saare meget af mig til Morgengave og Skænk, og jeg vil give, efter som I sige mig, men giver mig Pigen til Hustru!
13 Tedae a ngannu Dinah te a poeih pah dongah Jakob ca rhoek loh Shekhem neh a napa Hamor te a doo uh vaengah thailatnah neh a voek uh.
Da svarede Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hemor svigagtigen og talede med dem, fordi han havde skændet Dina, deres Søster,
14 Amih rhoi te, “Hlang yanghli taengah ka ngannu paek ham hno saii he kaimih ham kokhahnah la om tih coeng pawh.
og de sagde til dem: Vi kunne ikke gøre denne Gerning, at give vor Søster til en Mand, som har Forhud; thi det er en Forsmædelse for os.
15 Nangmih taengkah tongpa boeih te yahhmui a rhet tih kaimih bangla na om uh atah he nen bueng ni nangmih te kan rhoi uh eh.
Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, saa I lade alt Mandkøn hos eder omskære.
16 Te daengah ni kaimih nu rhoek te nangmih kan paek uh phoeiah kamamih ham nangmih nu rhoek te ka loh uh vetih nangmih taengah kho ka sak uh vaengah pilnam pakhat la n'coeng uh eh.
Og vi ville give eder vore Døtre og tage os eders Døtre og bo hos eder, og vi ville være eet Folk.
17 Tedae yahhmui rhet ham kaimih neh nan rhoi uh pawt atah ka canu he ka loh uh vetih ka bal uh ni,” a ti uh.
Men dersom I ikke ville høre os i at lade eder omskære, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
18 Te dongah amih kah olka te Hamor mikhmuh ah khaw, Harmor capa Shekhem mikhmuh ah khaw then.
Og deres Tale behagede Hemor og Sikem, Hemors Søn.
19 Tedae cadong loh Jakob canu te a ngaih coeng dongah hno saii ham te uelh pawh. Te dongah anih te a napa imkhui boeih soah a thangpom.
Og den unge Karl tøvede ikke med at gøre denne Gerning; thi han havde Lyst til Jakobs Datter, og han var æret fremfor hele sin Faders Hus.
20 Te dongah Hamor neh a capa Shekhem loh amah khopuei vongka la cet tih amah khopuei kah hlang rhoek taengah,
Saa kom Hemor og Sikem, hans Søn, til deres Stads Port og talede til deres Bymænd og sagde:
21 Hekah hlang rhoek he mamih neh baerhoep la tolrhum ah khaw khosa uh saeh. Te phoeiah amih kah nongcen rhoeh la khotuk khaw amih ham a dang ka mungkung mai. Mamih kah yuu la amih nu rhoek te lo sih lamtah mah nu te amih pae uh sih.
disse Mænd ere fredsommelige hos os og ville bo i Landet og handle deri, og se, Landet er vidt nok for dem; vi ville tage os deres Døtre til Hustruer og give dem vore Døtre.
22 Tedae tongpa boeih loh yahvin a rhet uh vanbangla mamih ah pilnam pakhat la om ham atah ning taengkah aka om tongpa rhoek kah yahhmui a rhet nen bueng he ni mamih te n'rhoi uh eh.
Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie med at bo hos os og blive eet Folk med os, om vi ville omskære alt Mandkøn iblandt os, lige som de ere omskaarne.
23 Amih kah boiva neh hnopai, rhamsa boeih khaw mamih ham moenih a? Te dongah amih te rhoi uh mai sih lamtah mamih taengah khosa uh saeh,” a ti uh.
Deres Fæ og deres Gods og alt deres Kvæg, blive de ikke vore? ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de bo hos os.
24 Te dongah a khopuei kah vongka ah aka cet boeih loh Hamor neh a capa Shekhem te a ngai uh tih tongpa boeih khukah a khopuei vongka aka pha boeih loh yahhmui a rhet uh.
Og de løde Hemor og hans Søn Sikem, alle de, som gik ud af hans Stads Port, og alt Mandkøn lod sig omskære, alle som gik ud af hans Stads Port.
25 Tedae hnin thum a lo vaengah amih te a tloh pah. Te dongah Dinah nganpa Simeon neh Levi, Jakob ca rhoi loh cunghang rhirha a muk rhoi tih ngaikhuek la khopuei te a paan rhoi. Te vaengah tongpa boeih te a ngawn rhoi.
Og det skete paa den tredje Dag, der de havde Smerter, da toge de to Jakobs Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd og kom ind i den trygge Stad, og de sloge alt Mandkøn ihjel.
26 Hamor neh a capa Shekhem te cunghang ha neh a ngawn rhoi. Dinah te khaw Shekhem im lamloh a lat rhoi tih bal rhoi.
Og de sloge Hemor og hans Søn, Sikem, ihjel med skarpe Sværd og toge Dina af Sikems Hus og gik bort.
27 A ngannu a poeih pa uh dongah Jakob ca rhoek loh rhok te a paan uh tih khopuei te a poelyoe uh.
Saa kom Jakobs Sønner over de ihjelslagne og plyndrede Staden, fordi de havde skændet deres Søster.
28 Amih kah boiva neh saelhung khaw, laak khaw, khopuei khui neh lohma kah te a mawt pa uh.
Deres Kvæg og deres Øksen og deres Asener, baade hvad der var i Staden, og hvad der var paa Marken, toge de.
29 Amih kah tatthai boeih neh a yuu, a ca boeih te a sol pa uh tih im kah aka om boeih te khaw a poelyoe uh.
Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Kvinder fangede og røvede de, og alt, hvad der var i Huset.
30 Te dongah Jakob loh Simeon neh Levi taengah, “Khohmuen kah kho aka sa Kanaan neh Perizzi rhoek taengah ka bo nan rhim sak rhoi tih kai nan lawn rhoi coeng. Tahae ah kai hlang sii taengah tingtun uh tih kai he n'ngawn uh koinih kamah neh ka imko loh ka mit uh ni ta he,” a ti nah.
Da sagde Jakob til Simeon og Levi: I have forstyrret mig, idet I gjorde mig stinkende for dette Lands Indbyggere, for Kananiten og Feresiten, og jeg er en liden Hob, og de kunne samle sig imod mig og slaa mig, og jeg maatte ødelægges, jeg og mit Hus.
31 Tedae, “Ka ngannu te pumyoi bangla a saii ham om a?” a ti uh.
Og de sagde: Mon han skulde handle med vor Søster som med en Skøge?
