Suencuek 32
1 Tedae Jakob loh amah longpuei aha caeh hatah anih te Pathen kah puencawn rhoek a doe uh.
men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
2 Tedae Jakob loh amih te a hmuh vaengah, “Hekah he Pathen kah rhaehhmuen ni,” a ti tih tekah hmuen ming te Mahanaima sui.
og da Jakob saa dem, sagde han: »Her er Guds Lejr!« derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
3 Te phoeiah Jakob loh Edom kho, Seir khohmuen la a maya Esau taengah a hmai la puencawn rhoek te a tueih.
Derpaa sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land paa Edoms Højslette,
4 Te vaengah amih tea uen tih, “Ka boei Esau taengah he he thui pah. Na sal Jakob tah Laban taengah ka bakuep tih tahae duela ka uelh.
og han bød dem: »Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;
5 Te phoeiah kai taengah vaito neh laak boiva khaw, sal neh salnu khaw om. Na mikhmuh ah mikdaithen dang hamla ka boeipa taengah aka puen la kai n'tueih,’ ti nah,” a ti nah.
jeg har samlet mig Okser, Æsler og Smaakvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Haab om at finde Naade for dine Øjne!«
6 Tedae puencawnrhoek te Jakob taengla maeluh tih, “Na maya Esau taengla ka cet uh coeng, te nangte doe ham a taengkah hlang ya li neh halo coeng,” a ti na uh.
Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: »Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!«
7 Te vaengah Jakob loh bahoenga rhih tih amah te a te daengdaeh uh. Te dongah a taengkah pilnam te khaw, boiva khaw, saelhung khaw, kalaukrhoekkhaw rhoi nit laa tael.
Da blev Jakob saare forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Smaakvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
8 Te khaw Esau loh rhoi at tea paan tiha ngawn atah rhoi at aka om te khaw rhalyong la om saeh a ti dongah ni.
idet han tænkte: »Hvis Esau møder den ene Lejr og slaar den, kan dog den anden slippe bort.«
9 Te phoeiah Jakob loh, “Kai taengah namah khohmuen neh na pacaboeina taengla bal lamtah nang te kan hoeikhang sak ni,” aka ti a pa Abraham kah Pathen neh a pa Isaak kah BOEIPA Pathen,
Derpaa bad Jakob: »Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, saa vil jeg gøre vel imod dig!
10 Sitlohnah cungkuem neh uepomnah cungkuem te na salpa taengah nan saii ham tah rhaidaeng. Ka cunghol neh Jordan he ka kat ngawn dae rhoi nit la ka lo coeng.
Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;
11 Ka maya kut lamloh, Esau kut lamkah kai n'huul mai dae. Anih te ka rhih, halo vetih camoerhoek neha manu rhoek khaw, kamah khaw n'ngawn ve.
frels mig fra min Broder Esaus Haand, thi jeg frygter for, at han skal komme og slaa mig, baade Moder og Børn!
12 Tedae namah loh, 'Hoeikhang ham khaw nang te kan hoeikhang sak vetih nang kah tiingan te tuitunli kah laivin bangla ka khueh vetih tae thai mahpawh,’ na ti,” tila thangthui.
Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!«
13 Te dongah teahte khoyin puet rhaeh. A kut aha khuen te khaw a maya Esau ham khosaa la,
Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han saa en Gave til sin Broder Esau,
14 Maae a la yahnih neh maaetal pumkul, tumanu yahnih neh tutal pumkul.
200 Geder og 20 Bukke, 200 Faar og 20 Vædre,
15 Kalauk cacunte a carhoek hmaihneh thumkip, vaito a la likip neh vaitotal pumrha, laak a la pumkul neh laaktal pumrha,” a paek.
30 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;
16 Te phoeiah tuping, tupingte amah loh a salrhoek kut aha tloeng tih a salrhoek te,” Kai hmai ah cet lamtah tuping laklo neh tuping laklote hnalak khueh uh,” a ti nah.
han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: »Gaa i Forvejen og lad en Plads aaben mellem Hjordene!«
17 Te phoeiah lamhma taengah, “Ka maya Esaute na hum uh tih, 'Nang ulae? Melamna caeh eh? Na hmaikahrhoek he u kah lae a ti tih n'dawt vaengah,
Og han bød den første: »Naar min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,
18 'Na sal Jakob kah ni. Hekah he ka boeipa Esau taengah khosaa la ham pat tih amah khaw kaimih hnukkah halo ke,’ ti nah,” a ti tih a uen.
skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave, han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!«
19 Te phoeiaha pabae te khaw, a pathum te khaw, tuping hnukah aka cet boeih te khaw, “Nangmih khaw Esau neh na hum uh vaengah hekah olka he thikat la thui uh lamtah,
Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, naar de traf ham:
20 nang kah sal Jakob khaw kaimih hnukah om ke,’ na ti uh ni,” a ti tih a uen. Ba dongah tikoinih ka mikhmuh kah aka pongpa khosaa neh a hmai ka saak pah vetih, te phoeiah tah a maelhmai ka hmuh vaengah kai maelhmai khaw a hlam khaminga ti.
»Din Træl Jakob kommer selv bagefter!« Thi han tænkte: »Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave, der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; maaske han da tager venligt imod mig!«
21 Te dongah khosaate a hmai laa caeh sak. Tedae amah tah rhaehhmuen ah hlaem at rhaeh pueng.
Saa drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.
22 Tedae tekah khoyin ah thoo tih a yuu rhoi neh a salnu rhoi khaw, a carhoek hlai at te khaw a loh tih Jabbok lamkai ah a kat puei.
Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jabboks Vadested;
23 Amihte khawa khuen tiha thak phoeiah amah taengah aka om rhoek te khaw soklonglaa tueih.
han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt, hvad han ejede, over.
24 Te vaengah Jakob te amah bueng la a cul coeng dongah anih te hlang pakhat loh khothaih tom duea hnueih.
Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;
25 Tedae anih te ka na pawh tilaa hmuh vaengah Jakob kah a hlit tea koi pah tih anih te a hnueih pangthuem Jakob kah a hlit te voeng nong.
og da han saa, at han ikke kunde faa Bugt med ham, gav han ham et Slag paa Hofteskaalen; og Jakobs Hofteskaal gik af Led, da han brødes med ham.
26 Te vaengah, “Khothaih loh n'kae coeng tih kai n'hlah laeh,” a tinah hatah Jakob loh, “Kai he yoethen nan paek hlan atah nang khaw kan hlah mahpawh,” a ti nah.
Da sagde han: »Slip mig, thi Morgenen gryr!« Men han svarede: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!«
27 Te dongah amah la, “Nang mingte balae,” a tinah hatah, “Jakob,” a tinah dae,
Saa spurgte han: »Hvad er dit Navn?« Han svarede: »Jakob!«
28 “Na mingte Jakob ti voel boel lamtah Pathen neh hlangrhoek tena hnueih tihna na coeng dongah Israel ti laeh,” a ti nah.
Men han sagde: »Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!«
29 Te phoeiah Jakobloh a dawt tih, “Na ming te thui lah,” a tinah hatah, “Ka ming he ba ham lae nan dawt,” a tinah tih anih te yoethen pahoi a paek.
Da sagde Jakob: »Sig mig dit Navn!« Men han svarede: »Hvorfor spørger du om mit Navn?« Og han velsignede ham der.
30 Te dongah Jakob loh, “Pathen maelhmai tea hmai lamloh hmuh coeng dae ka hinglu huul uh,” a ti dongah tekah hmuen mingte Peniela sui.
Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: »Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst.«
31 Tedae Penuel tea poeng vanneh a soah khomik thoeng. Anih khaw a hlit dongah cungdo phai.
Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han paa Hoften.
32 Te dongah Israel ca rhoek loh a hlit dongkah tharhui thanal te tihnin due ca uh pawh. Jakob kah tharhui thanal ah aka om a hlit tea koi pah coeng.
Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskaalen, thi han gav Jakob et Slag paa Hofteskaalen, paa Hoftenerven.
