Thuituen 3

1 A cungkuem dongah a tuetang om tih vaan hmuikah kongaih boeih dongah khaw a tue om.

Alt har sin Stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

2 Cun ham tue neh duek ham tue khaw om. Aka phung hamla phung ham tue neh haih ham tue om.

Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,

3 Ngawn ham tue neh hoeih sak ham tue khaw om. Phae ham tue neh sak ham tue khaw om.

Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,

4 Rhah tue neh luem tue khaw om. Rhaengsae tue neh soipet tue khaw om.

Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,

5 Lungto voeih tue neh lungto calui tue khaw om. Kop tue neh a kop lamloh lakhla tue khaw om.

Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,

6 Tlap tue neh paltham tue khaw om. Ngaithuen tue neh voeih tue khaw om.

Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,

7 Phen tue neh bo tue khaw om. Duem om ham tue neh thui tue khaw om.

Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,

8 Lungnah tue neh thiinah tue om. Caemtloek tue neh rhoepnah tue om.

Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

9 Anih thakthaekung lamloh mebang rhoeikhangnah lae a saii?

Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

10 Anih te phaep hamla Pathen loh hlang ca rhoek soah a paek te khaw bibi la ka hmuh.

Jeg saa det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

11 A cungkuem he amah tue neh sakthen la a saii tih kumhal kah te khaw amih lungbuei ah a khueh pah. Te pawt cakhaw, a tong lamloh a bawt hil Pathen loh a saii bibi te hlang loh a hmuh moenih.

Alt har han skabt smukt til rette Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog saaledes at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

12 Amah hingnah dongah kohoe ham neh a then saii ham lakah amih ham a then a om moenih.

Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, saa længe de lever.

13 Hlang boeih he khaw ca mai saeh lamtah o mai saeh, hnothen khaw hmu mai saeh. Te te amah kah thakthaenah cungkuem khuiah Pathen kah kutdoe ni.

Dog ogsaa det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

14 Pathen loh a cungkuem a saii tila ka ming. Amah tah kumhal duela om. Amah soah thap ham om pawt tih anih lamkah te yueh ham khaw a om bal moenih. Te dongah a mikhmuh ah a rhih uh ham ni Pathen loh a saii.

Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og saaledes har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Aasyn.

15 Aka om oepsoeh te khaw, aka om ham te khaw om oepsoeh coeng. Te dongah a hloem tangtae te Pathen loh a toem.

Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

16 Laitloeknah hmuen ah halangnah hnap om tih, duengnah hmuen ah halangnah hnap a om te khomik hmuiah koep ka hmuh.

Fremdeles saa jeg under Solen, at Gudløshed var paa Rettens Sted og Gudløshed paa Retfærds Sted.

17 Ka lungbuei ah tah, “A kongaih boeih ham neh a bibi boeih ham khaw a tue a om coeng dongah, aka dueng neh halang khaw Pathen loh lai a tloek ni,” ka ti.

Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.«

18 Hlang ca rhoek kah dumlai dongah khaw ka lungbuei ah, “Amih te Pathen loh coelh saeh lamtah, amih bang he rhamsa ni amamih loh hmu saeh,” ka ti mai.

Jeg sagde ved mig selv: »Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr.«

19 Hlang ca rhoek kah a hmatoeng neh rhamsa kah hmatoeng khaw hmatoeng pakhat ni. Amih ham he kah dueknah bangla ke dueknah khaw om tih a cungkuem ham hil pakhat la om. Te dongah rhamsa lakah hlang kah kumkonah a om moenih. A cungkuem he a honghi ni.

Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Aand har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

20 A cungkuem he hmuen pakhat la cet. A cungkuem helaipi lamloh ha thoeng. A cungkuem he laipi la mael.

Alle gaar sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.

21 Hlang ca rhoek kah mueihla tah a so la cet tih rhamsa mueihla tah diklai khuila a suntlak thuk khaw ulong a ming?

Hvo ved, om Menneskenes Aand stiger opad, og om Dyrenes Aand farer nedad til Jorden?

22 Te dongah a hamsum bangla a bibi dongah hlang a kohoe lakah ah a then om pawh tila ka hmuh. A hnukah aka thoeng ham te hmuh sak hamla ulong anih a khuen thai?

Saaledes indsaa jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham saa vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?