Caeltueih 27
1 Lai a tloek phoeiah Italy la ka kat uh. Paul khaw, a tloe thongtla hlangvang rhoek te khaw angrhaeng caem kah rhalboei, a ming ah Julius taengah a tloeng uh.
Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
2 Asia hmuen la hlaikan ham ka cai uh vanbangla Adramutteno sangpho dongah ka ngol uh tih ka kat uh. Te vaengah Thessalonika kah Makedonia hoel Aristarkhu khaw kaimih taengah om.
Vi gik da om Bord paa et adramyttisk Skib, som skulde gaa til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
3 Tekah omvai atah Sidon la ka thoeng uh. Te vaengah Paul te Julius loh hluephluep a hmuh tih cuncahnah dang ham a paya rhoek taengla a caeh sak.
Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt, tilstedte ham at gaa hen til sine Venner og nyde Pleje.
4 Te lamkah ka nong uh vaengah khohli te a kingkalh la a om dongah Kupros la ka rhaelrham uh.
Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.
5 Kilikia neh Pamphylia tuidung te ka poeng uh phoeiah Lukia kah Mura la ka suntla uh.
Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
6 Te vaengah Italy la aka hlaikan Alexandria sangpho dongah rhalboei loh m'hmuh tih a khuiah kaimih te n'det.
Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.
7 Tedae khohnin muep ka caehnawt uh tih Kanidu te hnaeng hnaeng ka pha uh. Khohli te kaimih taengla a hooi pawt dongah Salmone kaep Krete la ka rhaelrham uh.
Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe naaede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
8 Haeng hnaeng ka kat uh daengah langdai tamyen la a khue hmuen pakhat, Lasea kho kaepah aka om te ka pha uh.
Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes „Gode Havne‟, nær ved Byen Lasæa.
9 A tue muep khum tih yaehnah khaw a poeng coeng dongah yincaeh khaw bungtloh rhilcik la om coeng.
Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:
10 Paul loh a parhoih tih amih te, “Hlang rhoek aw, yincaeh ham n'cai he nganboh nganang neh hnophueih bueng mueh la sangpho neh mamih kah hinglu khaw sungdaehnah la rhenten om ni tila ka hmuh,” a ti nah.
„I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.‟
11 Tedae Paul kah a thui dongah rhalboei loh sangphoboei neh sangpho kungmah te a hnah ngai.
Men Høvedsmanden stolede mere paa Styrmanden og Skipperen end paa det, som Paulus sagde.
12 Tedae langdai te sikca la khak a om dongah a yet ngai loh coeng thai mai koinih, te lamkah nong tih khotlak tuithim neh khotlak tlangpuei la aka dan Krete langdai te pha tih Phoenix ah sikca boek ham mangtaengnah a khueh uh.
Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde naa hen og overvintre i Føniks, en Havn paa Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest.
13 Te vaengah tuithim a cuk atah kae hamla tila mangtaengnah a khueh uh dongah Krete la rhet a khuen tih kat uh.
Da der nu blæste en Søndenvind op, mente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
14 Tedae a koe moenih, yabung la a khue hli hueng pakhat loh sangpho te a cuuk thil.
Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den saakaldte „Eurakvilo‟.
15 Sangpho te khaw a yawn tih khohli te oel ham a coeng pawt dongah ka duen uh tih m'payawk uh.
Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
16 Te vaengah Klaude la a khue sanglakca ah tungtai uh tih lawngca te huul ham hnaeng hnaeng ka cuu uh.
Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formaaede vi med Nød og næppe at bjærge Baaden.
17 Lawngca te a kuel uh tih bomnah neh a sol uh phoeiah sangpho te a yaep uh. Syrtis ah man ham a rhih uh dongah tubael te a hlak tih yoka uh.
Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig saaledes drive.
18 A vuen ah kaimih te kulhkulh a n'yawn dongah a yanghoepnah a saii uh.
Og da vi maatte kæmpe haardt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
19 Tedae a thum dongah tah sangpho kah hnopai te sulh a voeih uh.
Og paa den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
20 Khohnin te yet ah khomik khaw, aisi khaw thoeng pawh. Khonal te rhaih khaw ha dim voel pawt tih ka daem uh ham khaw a tloihsoi lamtah boeih hal uh coeng.
Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os, som ikke var ringe, blev fra nu af alt Haab om Redning os betaget.
21 Tedae buhmueh la puet a om uh coeng dongah amih lakli ah Paul loh pai tih, “Hlang rhoek aw kai ol na ngai uh ham a kuek, Krete longah ng'kat ham moenih, te daengah ni nganboh nganang neh sungdaehnah he na noeng uh eh.
Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: „I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
22 Tahae ah khaw ngaidip la om ham nangmih te kam parhoih. Sangpho phoeiah tah nangmih kah hinglu dongah hnawtnah om mahpawh.
Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgaa, men alene Skibet.
23 Khoyin ah kai aka pai thil, kai tah amah hut la ka om tih ka bawk Pathen kah puencawn loh,
Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde:
24 'Paul rhih boeh, Kaisar te na pai thil ham a kuek. Tedae namah neh aka hlaikan hmaih rhoek he Pathen loh nang taengla boeih han tloeng coeng he,’ a ti.
„Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.‟
25 Te dongah hlang rhoek aw ngaidip la om uh. Aka om ham khaw kai taengah a longim van bangla a thui tila Pathen te ka tangnah.
Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske saaledes, som der er blevet talt til mig.
26 Tedae sanglak pakhat ah tah mamih n'tungtai ham a kuek,” a ti nah.
Men vi maa strande paa en Ø.‟
27 Hnin hlaili a pha hlaem, Andria ah ka yo uh vaengkah khoyin bangli ah sangpho hlang rhoek loh, “Kho khat khat la n'thak coeng,” a ti uh.
Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.
28 Te dongah a nuemnai vaengah lam kul lo tila a ming uh. Rhaih khoe uh bal tih koep a nuemnai uh vaengah lam hlainga la a ming uh.
Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.
29 Te dongah lungrhong hmuen te ka tungtai thil mai koinih tila a rhih uh. A maicaem ah cumkai pali a voeih uh tih khothaih la poeh mai saeh tila thangthui uh.
Og da de frygtede, at vi skulde støde paa Skær, kastede de fire Ankere ud fra Bagstavnen og bade til, at det maatte blive Dag.
30 Te vaengah sangpho hlang rhoek loh sangpho te rhaelrham tak ham toem uh thae. Te phoeiah lawngca te tuili la a hlak uh. Mueituengnah mailai la samkai te a lu lamloh yueng ham cai uh.
Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg paa at flygte fra Skibet og firede Baaden ned i Søen under Paaskud af, at de vilde lægge Ankere ud fra Forstavnen,
31 Paul loh rhalboei neh rhalkap rhoek taengah, “Sangpho khuiah na om pawt atah na daem uh thai mahpawh,” a ti nah.
da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: „Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.‟
32 Te daengah rhalkap rhoek loh lawngca rhui te a hlueng uh tih a colh sak uh.
Da kappede Stridsmændene Baadens Tove og lode den falde ned.
33 Tedae khothaih a pha tom duela hlang boeih buh vael ham Paul loh a hloep tih, “Tihnin ah hnin hlaili buhmueh la na om uh tih na lamso uh dae na dang uh moenih.
Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: „Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
34 Te dongah buh vael ham nangmih kan cael. Te daengah ni nangmih ham khangnah a om eh. Na lu lamkah sam pataeng poci mahpawh,” a ti nah.
Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Haar paa Hovedet skal gaa tabt for nogen af eder.‟
35 Te rhoek te a thui phoeiah vaidam te a loh tih hlang boeih hmaiah Pathen te a uem phoeiah caak hamla koe a aeh pah.
Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
36 Te vaengah amih khaw voelphoeng la boeih om uh tih buh a vael uh.
Da bleve de alle frimodige og toge ogsaa Næring til sig.
37 Te vaengah sangpho khuikah hinglu boeih tah yahnih sawmrhih parhuk lo uh.
Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.
38 Buh a cung uh phoeiah cangyen te tuili khuila a voeih uh tih sangpho te a yanghoep sakuh.
Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.
39 Khothaih a pha vaengah kho khaw ming uh pawt dae, tuiken tuikaeng pakhat a om te a hmat uh dongah a coeng thai atah sangpho khaw te lam te rholh ham a moeh uh.
Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind paa.
40 Te dongah cumkai te a duul uh tih tuili khuila a hlah uh phoeiah lawngkaih rhui khaw pahoi a hlam uh. Te phoeiah khohli ben la baiyan te a phuel uh tih tuikaeng la a kaih uh.
Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Raasejlet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
41 Tedae tuirhum hmuen pakhat te a toh dongah sangpho khaw vik man. A lu a sut te a cakrhuet la om. Tuiphu kah vikvueknah loh sangpho maicaem khaw vik poci.
Men de stødte paa en Grund med dybt Vand paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
42 Te vaengah thongtla rhoek te pakhat khaw tuiya tih yong boel saeh a ti dongah ngawn hamla rhalkap rhoek kah mangtaengnah khaw om.
Det var nu Stridsmændenes Raad, at man skulde ihjelslaa Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
43 Tedae rhalboei loh Paul te daem sak a ngaih dongah amih kongaih te a buem pah. Te dongah, tuiya ham aka coeng thai rhoek te lamhma la cungpung sak tih lan la bal ham.
Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,
44 A tloe rhoek te thingphael dongah mai khaw, sangpho lamkah hnopai khat khat dongah khaw caeh sak ham ol a paek. Te dongah sading la lan boeih a pha uh van.
og de andre bjærge sig, nogle paa Brædder, andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at alle bleve reddede i Land.
