2 Samuel 22
1 A thunkha cungkuem kut lamkah oe, Saul kut lamkah BOEIPA loh anih a huul hnin vaengah, David loh BOEIPA taengah hekah laa lung he a thui.
David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
2 Te vaengah, “BOEIPA tah ka thaelpang neh ka rhalvong neh kai ham tah kai aka hlawt la om.
Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
3 Ka lungpang Pathen amah dongah ni ka ying, ka photling neh khangnah ki, ka imsang neh ka thuhaelnah, khangkung loh kai he kuthlahnah lamloh nan khang.
min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
4 Thangthen ham tueng BOEIPA te ka khue dongah ka thunkha rhoek taeng lamloh ng'khang.
Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
5 Dueknah tuiphu loh kai n'li tih, aka muen soklong loh n'sak he.
Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig. (Sheol h7585)
7 Ka kho a bing vaengah BOEIPA te ka khue tih ka Pathen taengah ka pang. Te vaengah ka pang ol Te a bawkim lamloh a hna neh a yaak.
I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
8 Te vaengah diklai te tuen la tuen tih hinghuen. Anih taengah a sai dongah vaan kah a yung Te tlai tih tuen.
Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
9 A hnarhong lamkah hmaikhu thoeng tih, a ka lamkah hmai loh a laeh vaengah hmai-alh khaw tak.
Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
10 Te phoeiah vaan a koiloep tih, a suntlak vaengah yinnah tah a kho hmuila pawk.
Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
11 Cherub dongah ngol bal tih a ding vaengah khohli phae sola phoe.
Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
12 A kaepvai khohmuep neh khomong khomai dongkah tui tun Te dungtlungim la a khueh.
Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
13 Amah hmaikah a aa loh a hmai-alh te a dom.
Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
14 BOEIPA Te vaan lamloh a kawk vaengah Khohni loh a ol a huel.
Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
15 Thaltang a kah tih amih te a taekyak phoeiah, amih Te rhaek neh a khawkkhek la a khawkkhek.
Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
16 BOEIPA kah tluungnah neh a hiil dongkah a thintoek yilh loh lunglai kah yung hoep tih sokca tuipuei khaw tueng.
Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
17 A sang lamloh yueng uh tih tui dueng khui lamkah kai he n'tuuk tih n'doek.
Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
18 Kai ham tah tlung uh dae ka thunkha hlangtlung neh ka lunguet taeng lamkah kai n'huul.
Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
19 Ka rhainah hnin ah kai m'mah uh cakhaw BOEIPA tah kai ham tukcawt longkhawn la om.
De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
20 Kai khuiah a naep dongah kai he hoengpoeknah la kai n'khuen tih n'pumcum sak.
Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
21 Ka duengnah bangla BOEIPA loh kai n'thung tih, ka kut kah a cimcaihnah vanbangla kamah taengla ham mael coeng.
Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
22 BOEIPA kah longpuei te ka ngaithuen tih ka Pathen taeng lamloh ka poehlip van pawh.
For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
23 Amah kah laitloeknah boeih te tah a laitloeknah bangla ka hmaiah ka khueh tih a khosing lamloh ka phael pawh.
for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
24 A hmaiah cuemthuek la ka om tih ka thaesainah lamkah khaw ka cue uh.
og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
25 A mikhmuh kah ka duengnah, ka cimcaihnah vanbangla BOEIPA loh ka taengah han thuung coeng.
Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
26 Hingcim taengah uepom la na om tih, cuemthuek hlangrhalh taengah na cungkuem coeng.
Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
27 Aka meet uh taengah na meet uh tih, voeldak te tah na hnueih.
mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
28 Pilnam mangdaeng te na khang tih, na mikhmuh kah aka pomsang rhoek te na kunyun sak.
Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
29 BOEIPA namah tah ka hmaithoi la na om tih, ka hmaisuep khaw BOEIPA loh a tue coeng.
For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
30 Namah nen tah caem khaw ka poeng tih, ka Pathen nen tah pangbueng khaw ka poe thai.
For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
31 Pathen tah a longpuei khangmai tih, BOEIPA kah olthui a cimcaih dongah anih khuiah aka ying boeih ham tah photling la a om pah.
Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
32 BOEIPA phoeikah Pathen Te unim? Mamih kah Pathen phoeiah tah unim lungpang bal?
For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
33 Ka lunghim Pathen tah ka thadueng la om tih, amah kah longpuei Te ka longpuei ham a khangmai la khueh.
Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
34 Ka kho sayuk kho bangla a khueh tih, ka hmuensang ah kai m'pai sak.
Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
35 Ka kut he caemtloek ham a cang tih ka ban loh rhohum lii khaw a phuk thai.
Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
36 Namah kah daemnah photling Te ka taengah nam paek tih, namah kah kodonah neh kai nan ping sak.
Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
37 Ka kungdak kah ka kholaeh khaw na aeh dongah ka kho paloe pawh.
Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
38 Ka thunkha rhoek te ka hloem tih, ka mitmoeng sak vaengah amih ka khah hlanah ka balkhong moenih.
Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
39 Amih te ka khah tih ka phop daengah ni thoo uh thai pawt tih ka kho tangah a bakop uh.
Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
40 Caemtloek ham khaw kai he thadueng nan vah sak tih, kai aka tlai thil rhoekTe kamah hmuila na koisu.
Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
41 Te dongah ka thunkha rhoekTe kai taengah a rhawn na duen sak tih, ka lunguet khaw ka biit.
Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
42 BOEIPA taengah khaw pang uh coeng dae khang voel pawt tih, amih Te doo voel pawh.
De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
43 Te dongah amih Te diklai laipi bangla ka neet tih, long kah tangnong bangla ka tip sak phoeiah ka nulh.
Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
44 Ka pilnam kah tuituknah khui lamkah khaw kai nan hlawt. Namtom kah a lu la kai nan hloe dongah ming pawt pilnam loh kai taengah thotat.
Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
45 Kholong ca rhoek loh kai taengah mai a tum uh tih, a hna neh a yaak hamla ka ol a hnatun uh.
Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
46 Kholong ca rhoek loh tahah uh tih, a vongtung khui lamloh yingyet uh.
Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
47 BOEIPA kah hingnah dongah ka lungpang tah a yoethen pai tih, kai ham daemnah lungpang Pathen tah pomsang pai saeh.
Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
48 Pathen loh kai hamla tawnlohnah a paek tih, pilnam Te kai kungdak la a suntlak sak.
den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
49 Ka thunkha rhoek taeng lamkah kai nan poh, kai aka tlai thil rhoek kah a sola kai nan pomsang bal. Hlang kah kuthlahnah lamkah kai nan huul.
og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
50 Te dongah BOEIPA nang Te namtom taengah kan uem vetih na ming te ka tingtoeng ni.
Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
51 A manghai kah khangnah imsang tah len pai. Te dongah ni sitlohnah he a koelh taengah khaw, David neh a tiingan taengah khaw kumhal duela a saii pah,” a ti.
Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
