Solomon Laa 2
1 Kai loe Sharon ih Rose pawk, azawn ih lili pawk ah ka oh.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
2 Ka tlangai loe tanglanawk hoi patah naah, nang loe soekhring salak ih lili pawk baktiah na oh.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3 Ka tlangai loe, thendoengnawk hoi patah naah, nang loe tupui thungah kaom thingnawk salak ih epal thing baktiah na oh; poeknawmhaih hoiah anih ih tahlip ah kang hnut moe, kaluep dueng anih ih athaih to ka caak.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4 Anih mah buhraenghaih im ah ang caeh haih moe, amlunghaih kahni to ka nui ah ang khuk pae.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5 Tlangai dawn loiah kang pho sut boeh pongah, misur thaih kazaek hoiah tha na caksak ah loe, epal thaih hoiah poekhaih na caisak ah.
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6 Anih ih banqoi ban ah lu kang hngoeng, anih ih bantang ban hoiah kai ang takoih.
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7 Jerusalem canunawk, taw ih sakhi hoi tasuknawk, angmah koehah angthawk ai karoek to ka tlangai to, palawt o han ai ah lok kang thuih o.
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 Ka tlangai ih lok to ka thaih! Khenah, anih loe maenawk hoi maesomnawk to poeng moe, angzoh boeh.
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 Kai ih tlangai loe saning nawk sakhi, to tih ai boeh loe tasuk baktiah oh; khenah, anih loe aicae im tapang hnuk bangah angdoet, thokbuem hoiah a khet, thokbuem akhaw hoiah a bih.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 Ka tlangai mah kai khaeah, Thendoeng ih lok Ka tlangai, kranghoih ka tlangai, angthawk ah loe, angzo ah.
Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Khenah, sik tue laemh boeh, khotui doeh cing boeh moe, anghmat boeh.
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Long ah apawknawk apawk o boeh, tavaanawk hanghaih tue to phak boeh, prae thungah pahuu oihaih lok to a thaih o let bae boeh.
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13 Thaiduetkung mah athaih kahing to athaih boeh, misurkung doeh tadok tacawt boeh moe, ahmui amsong boeh. Ka tlangai, kranghoih ka tlangai, angthawk ah loe angzo ah.
Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
14 Aw cathaeng khaw ah kaom, mae taeng ih anghawkhaih ahmuen ah kaom, kai ih pahuu, na mikhmai to na patuek ah loe, na lok to na thaisak ah; na lok loe amding rue moe, na mikhmai loe palung han akap.
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15 Misurkungnawk amrosak tasuinawk hoi tasui caanawk to kaicae hanah na naeh pae oh; kaicae ih misurkungnawk loe apawk apawk o boeh.
Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16 Ka tlangai loe kai ih ni, kai doeh anih ih ni; anih mah angmah ih tuunawk to lili pawknawk salakah rawkcak to pacah.
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
17 Ka tlangai oe, khodai tom moe, khoving anghma ai naah, Bether mae nui ih sakhi hoi tasuk baktiah amtueng let rae ah.
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
