Saam 94
1 Aw Angraeng Sithaw, lu lakung; Aw lu lakung Sithaw, amtueng thuih raeh.
HERRE, du Hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
2 Aw long lokcaekkung, angthawk ah; amoek kami han katingah tangqum to paek ah.
staa op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
3 Angraeng, kasae kaminawk loe nasetto maw, kahoih ai kaminawk loe nasetto maw nawm o vop tih?
Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
4 Sethaih sah kaminawk loe amoek o boih, nihcae loe nasetto maw lok kaham lok to apae o vop tih?
De fører tøjlesløs Tale, hver Udaadsmand ter sig som Herre;
5 Aw Angraeng, nihcae mah nang ih kaminawk to atit o moe, na qawktoep kaminawk to pacaekthlaek o.
de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
6 Lamhmainawk, angvinnawk hoi ampa tawn ai kaminawk to a hum o.
de myrder Enke og fremmed, faderløse slaar de ihjel;
7 Angraeng mah hnu mak ai hmang, Jakob ih Sithaw mah doeh dawncang mak ai, tiah a thuih o.
de siger: »HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!«
8 Minawk salakah kaom poekhaih tawn ai kaminawk, panoek oh; kamthu kaminawk, natuek naah maw palung na haa o tih?
Forstaa dog, I Taaber blandt Folket! Naar bliver I kloge, I Daarer?
9 Naa sahkung mah loe thaih mak ai maw? Mik sahkung mah loe hnu mak ai maw?
Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
10 Sithaw panoek ai kami thuitaekkung mah loe, danpaek ai ah om tih maw? Kami palunghahaih patukkung loe, panoekhaih tawn ai maw?
Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
11 Kami poekhaih loe azom pui ni, tiah Angraeng mah panoek.
HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12 Aw Angraeng, kasae kami hanah tangqom takae ai karoek to, karai tonghaih niah anih to nang haksak hanah, na thuihtaek moe, na lok patuk ih kami loe tahamhoih.
Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
14 Angraeng mah angmah ih kaminawk to pahnawt sut mak ai, angmah ih qawktoep kaminawk doeh prawtsut mak ai.
thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
15 Toenghaih nuiah lokcaekhaih to om tih, poektoeng kaminawk boih loe to hmuen to pazui o tih.
Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
16 Kasae kaminawk tuk hanah mi maw kai hanah angthawk tih? To tih ai boeh loe kasae sah kaminawk tuk hanah mi maw kai han angdoe tih?
Hvo staar mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udaadsmænd?
17 Angraeng mah na bomh ai nahaeloe, akra ai ah ka hinghaih hae amding rue duekhaih ahmuen ah ka om tih boeh.
Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
18 Kai mah, Ka khok loe amthaek boeh, tiah ka thuih naah, Aw Angraeng, na palungnathaih hoiah kai to nang patawnh.
Naar jeg tænkte: »Nu vakler min Fod«, støtted din Naade mig, HERRE;
19 Ka palung thung poekhaih angpung sut naah, ka hinghaih to nang hoesak.
da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
20 Toeng ai ah lokcaek kaminawk to na koeh ai, kamro angraeng tangkhang loe nang hoiah angkomhaih oh maw?
Staar du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
21 Nihcae loe katoeng kami hinghaih to lak hanah, amkhueng o moe, zaehaih tawn ai kami hum hanah khokhan o.
Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
22 Toe Angraeng loe kacak kai ih sipae ah oh; ka Sithaw loe ka buephaih lungsong ah oh.
HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
23 Angraeng mah nihcae zaehaih to angmacae nuiah krahsak ueloe, kasae a sak o haih pongah nihcae to amrosak tih; ue, aicae Angraeng Sithaw mah nihcae to paro tih.
han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
