Saam 91
1 Kasang koek pakaahaih ahmuen ah kaom kami loe, Thacak Sithaw ih tahlip ah abuep o tih.
Den, som bor i den Højestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
2 Angraeng loe ka buephaih, kacak kai ih sipae ah oh; anih loe kam hahaih, ka Sithaw ah oh, tiah ka thuih han.
Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.
3 Anih mah loe tavaa han dongh patung kami ih ban thung hoi paduek thaih kasae nathaih thung hoiah na loisak tangtang tih.
Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest.
4 Angmah ih pakhraeh hoi na khuk ueloe, anih ih pakhraeh tahlip ah na buepsak tih; anih ih loktang lok loe nang pakaahaih hoi angvaenghaih ah om tih.
Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser.
5 Aqum ah kaom zitthok hmuen, khodai ah kah ih palaa,
Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som flyver om Dagen,
6 khoving ah kaom nathaih kasae, athun ah kaom amrohaih doeh, na zii mak ai.
for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen.
7 Na taengah kami sangto amtimh o ueloe, na bantang bangah kami sang hato amtim o tih; toe nang khaeah pha mak ai.
Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.
8 Mik hoi khue na dan ueloe, kasae kaminawk han paek ih tangqum to na hnu tih.
Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige.
9 Angraeng loe ka buephaih ah oh, tiah na thuih moe, Kasang koek khaeah, na ohhaih ahmuen to sak pongah,
— Thi du, Herre! er min Tillid; — den Højeste har du gjort til din Bolig.
10 sethaih roe na nuiah krah mak ai, kawbaktih amrohaih doeh na ohhaih ahmuen taengah angzo mak ai.
Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt.
11 Na caehhaih ahmuen kruekah nang toep hanah, angmah ih vankaminawk to paek tih.
Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje.
12 Na khok to thlung pongah daeng han ai ah, nihcae mah ban hoi na tapom o tahang tih.
De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.
13 Kaipui hoi pahui sae to na cawh ueloe, kaipui kanawk hoi pahui pui to khok hoiah na tii tih.
Paa Løve og Øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen.
14 Anih mah ang palung pongah, anih to ka pahlong han; anih mah ka hmin to panoek pongah, anih to ka tapom tahang han.
„Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn.
15 Anih mah ang kawk naah, ka pathim pae han; raihaih a tong naah, ka oh thuih han; anih to ka pahlong moe, ka pakoeh han.
Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og herliggøre ham.
16 Hinglung sawkhaih hoiah palung ka dipsak moe, ka pahlonghaih ka hnuksak han, tiah a thuih.
Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse.‟
