Saam 35
1 David ih Saam laa. Aw Angraeng, ka lokaek kaminawk to nang mah aek ah loe; kai tuh kaminawk to nang mah tuh ah.
(Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 Angvaenghaih hoi pakaahaih to la ah loe, kai abomh hanah angthawk ah.
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 Tayae to aphong ah loe, kai pacaekthlaek han patom kaminawk to pakaa khoep ah: ka hinghaih pakhra khaeah, Kai loe nang pahlongkung ni, tiah thui paeh.
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4 Ka hinghaih boeng hanah pakrong kaminawk to palungboeng o nasoe loe, azatpaw o nasoe: kai amro han khokhan kaminawk to azatpawhaih hoiah hnukbangah amlaem o let nasoe.
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 Nihcae loe takhi mah hmuh ih tavai baktiah om o nasoe loe, Angraeng ih van kami mah nihcae to haek nasoe.
de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
6 Nihcae caehhaih loklam to khoving nasoe loe, loklam amnaesak nasoe: Angraeng ih van kami mah nihcae to pacaekthlaek nasoe.
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
7 Nihcae loe takung om ai ah tamquta hoi kai hanah palok zang o, takung om ai ah ka hinghaih paro hanah tangqom to takaeh o.
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 To baktih kami nuiah poek ai pui hoiah raihaih to pha pae nasoe; angmah payang ih palok pongah angmah to aman nasoe: to amrohaih tangqom thungah angmah to krah nasoe.
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 To naah ka hinghaih mah Angraeng ah anghoe ueloe, anih pahlonghaih pongah anghoe tih.
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 To naah ka huhnawk boih mah, thacak kami ban thung hoiah amtang kami pahlongkung, ue, paro thaih kami ban thung hoiah amtang kaminawk pahlongkung, Angraeng, mi maw nang baktih kaom? tiah thui o tih.
alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
11 Amsawn hnukung ah angdoe kaminawk loe angthawk o moe, ka panoek ai ih hmuennawk to ka nuiah amtik o.
Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 Ka hinghaih paro hanah kahoih hmuen to kasae hoiah ang pathok o.
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Toe kai loe nihcae ngannat o naah, buri kazii to kang zaeng moe, buhzah lawkthuihaih hoiah poek ka pahnaem pacoengah, palungthin tang hoiah lawk ka thuih.
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 Nihcae to kam pui hoi kaimah ih nawkamya baktiah ka poek: kami mah amno duek naah palungset baktih toengah, palungset hoiah ka ngam sut.
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Toe kai amtim naah loe nihcae anghoe o moe, nawnto amkhueng o; ue, kai patoem kaminawk loe nawnto amkhueng o, nihcae to ka panoek ai; nihcae loe anghak ai ah kai ang pasik o:
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16 kasae kaminawk mah poihkung ah minawk pahnuih o thuih baktih toengah, kai han haa ang kaek o thuih.
for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17 Aw Angraeng, nasetto maw nang khet sut han vop? Amrosak thaih nihcae ban thung hoiah ka hinghaih na pahlong paeh loe, hae kaipui ban thung hoiah ka palung koek ih ka hinghaih hae pahlong ah.
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 Rangpui amkhuenghaih ahmuen ah nang khaeah anghoehaih lok to ka thuih, kaminawk salakah nang kang pakoeh han.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Amsoem ai ah ka misanawk mah ka nuiah anghoe o thuih hmah nasoe; takung om ai ah kai hnuma kaminawk mah mik na pakhrip o thuih hmah nasoe.
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 Nihcae loe angdaehhaih to lok thui o ai; nihcae loe prae thungah amding rue ah khosah kaminawk athlaeng thai hanah pacaeng o.
Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 Ue, nihcae loe pakha angh o moe, Aha, aha, aimacae ih mik hoi roe a hnuk o boeh, tiah a thuih o.
de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
22 Aw Angraeng, hae baktih hmuennawk hae na hnuk boeh pongah, om taak duem hmah: Aw Angraeng, kangthla ah na om taak hmah.
Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 Ka Sithaw hoi Angraeng, kai kawng pongah lokcaek hanah, anglawt loe, angthawk ah!
rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 Aw Angraeng ka Sithaw, na toenghaih hoiah lok na takroek pae ah; ka nuiah nihcae mah anghoehaih tawn o hmah nasoe.
døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 Nihcae mah palung thung hoiah Aah, aicae koehhaih loe acung boeh, tiah thui o hmah nasoe: anih loe a paaeh o boeh, tiah thui o hmah nasoe.
Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
26 Karai ka tonghaih nuiah anghoe kaminawk loe azatpaw o nasoe loe, dawnraihaih hoiah om o nasoe: kai amoek thuih kaminawk loe azatpaw o nasoe loe, ahminsethaih hoiah om o nasoe.
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Ka toenghaih pongah anghoe kaminawk loe, anghoehaih laa to sah o nasoe loe, nawm o nasoe: ue, Angmah ih tamna qoeng tahanghaih koeh Angraeng loe, lensawkhaih om nasoe, tiah thui o poe nasoe.
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
28 Ka palai mah loe na toenghaih ni thui ueloe, athun qui nang pakoehhaih lok to thui tih.
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
