Saam 127

1 Solomon ih kasang laa. Angraeng mah im sah ai nahaeloe, imsahkungnawk loe azom pui ah ni toksak o; Angraeng mah vangpui to toep ai nahaeloe, toepkungnawk loe azom pui ah ni toep o.

Sang til Festrejserne. Af Salomo. Dersom HERREN ikke bygger Huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, vaager Vægteren forgæves.

2 Angsatui hoi buhcaak hanah, khawnthaw ah nang thawk, khoving khoek to anghnut moe, toksakhaih loe azom pui ah ni oh; a palung ih kami khaeah kahnaep ah iihhaih to paek.

Det er forgæves, I staar aarle op og gaar sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

3 Khenah, caa nawktanawk loe Angraeng ih qawk ah oh o moe, zok ih thingthai loe anih mah paek ih tangqum ah ni oh.

Se, Sønner er HERRENS Gave, Livsens Frugt er en Løn.

4 Tha oh li naah sak ih caanawk loe, thacak kami ih ban ah kaom palaanawk baktiah oh o.

Som Pile i Krigerens Haand er Sønner, man faar i sin Ungdom.

5 Palaa hoi kakoi kalii tabu tawn kami loe tahamhoih; nihcae loe azathaih tongh o mak ai, khongkha ah misanawk to pakaa o thai tih.

Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, naar han taler med Fjender i Porten.