Saam 120

1 Kasang laa. Patang ka khang naah Angraeng to ka kawk, ka kawkhaih lok to anih mah ang pathim.

Sang til Festrejserne. Jeg raabte til HERREN i Nød, og han svarede mig.

2 Aw Angraeng, amsawnlok thuihaih pahninawk hoi alinghaih palainawk thung hoiah na pahlong ah.

HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!

3 Aw aling thaih palai nang, kawbaktih danpaekhaih maw nang paek han? To tih ai boeh loe na nuiah timaw ka sak han?

Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!

4 Nang loe thacak kami ih kasum palaa hoi hmai kamngaeh thing hoiah thuitaek han oh.

Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.

5 Kedar ih kahni im ah ka oh moe, Meshek ah ka oh pongah, kai han khosak bingh!

Ve mig, at jeg maa leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!

6 Ka hinghaih hnuma moe, angdaehhaih hnuma kami hoi nawnto ohhaih atue sawk parai boeh.

Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.

7 Kai loe angdaehhaih koeh kami ah ka oh; toe lok ka thuih naah, nihcae loe misa angcoenghaih to koeh o lat.

Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!