Saam 109
1 Katoeng kruek zaehoikung hanah. David ih Saam laa. Ka pakoeh ih, Aw Sithaw, angam duem hmah;
(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2 kasae kaminawk hoi aling thaih kaminawk mah kai han pakha ang angh o thuih, nihcae loe kai khaeah amsawnlok thuih o.
Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
3 Hnukmahaih loknawk hoiah kai ang takui o; takung om ai ah kai ang tuk o.
med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4 Kai ih amlunghaih to misa ah a poek o lat; toe kai loe lawkthuihaih hoiah ni ka oh.
til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
5 Nihcae mah kahoih hmuen to kasae hoiah ang pathok o moe, kai ih amlunghaih to a hnukma o.
de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 To baktih kami nuiah kasae kami to suem pae ah, Setan loe a bantang bangah angdoe pae nasoe.
Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
7 Anih loe lokcaek naah sung nasoe loe, lawk a thuihaih to zaehaih ah angcoeng pae nasoe.
lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8 A hinghaih aninawk tamsi pae nasoe loe, minawk kalah mah anih angdoethaih ahmuen to la pae ving nasoe.
hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
9 Anih ih caanawk loe ampa tawn ai ah om o nasoe loe, a zu loe lamhmai ah om nasoe.
hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10 A caanawk loe ahmuen kruekah amhet hoiah ban patueng o nasoe; kamro a oh o haih im hoiah tacawt o nasoe loe, caaknaek to pakrong o nasoe.
hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11 A tawnh ih hmuennawk to hmuenmae coi han paek kami mah la pae boih nasoe; a toksakhaih atho doeh minawk kalah mah lomh pae ving nasoe.
Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
12 Mi mah doeh anih nuiah tahmenhaih tawn hmah nasoe; ampa tawn ai nawktanawk doeh tahmen o hmah nasoe.
ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13 Anih ih caanawk loe anghma angtaa o nasoe; angzo han koi adungah doeh nihcae ih ahmin to phrae o boih nasoe.
hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
14 Ampanawk sakpazaehaih loe Angraeng hmaa ah amtueng poe nasoe; amno zaehaih to anghma pae hmah nasoe.
lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
15 Nihcae panoekhaih long hoiah tahmat pae ving hanah, nihcae zaehaih loe Angraeng hmaa ah om poe nasoe.
altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
16 Anih loe palungnathaih amtuengsak hanah poek ai, amtang kaminawk to pacaekthlaek moe, palungboeng kaminawk doeh a hum.
fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17 Anih loe tangoenghaih to palung pongah, tangoenghaih to anih nuiah krah nasoe; tahamhoihaih koeh ai pongah, tahamhoihaih loe anih khae hoi kangthla ah om nasoe.
han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
18 Anih mah loksae to kahni baktiah angkhuk pongah, a zok thungah tui baktih, ahuhnawk thungah situi baktiah akun pae nasoe.
Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19 Angmah angkhuk ih kahni baktih, kaengah angzaeng poe ih kazii baktiah, a nuiah om pae nasoe.
den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
20 Kai kasaethui kaminawk khaeah, Angraeng mah hae hae tangqum ah paek nasoe.
Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 Toe, Aw Angraeng Sithaw, na hmin hoiah na sah paeh; na palungnathaih loe hoih pongah, na pahlong ah.
Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
22 Kai loe kam tang, ka tak thung ih palung loe ahma caak boeh.
Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
23 Kai loe duembang ih tahlip baktiah ka zaem tathuk boeh; pakhuh baktiah ahnuk ahma kang thuih.
som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
24 Buhzah pongah ka khokkhunawk hae cak ai boeh; ka taksa doeh zaek keng boeh.
af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25 Minawk kasaethuih han ih ni ka oh boeh moe, nihcae mah kai ang khet o naah lu ang haek o thuih.
til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
26 Aw Angraeng ka Sithaw, na bom ah; na palungnathaih hoiah na pahlong ah,
Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27 hae loe na ban ni; Angraeng, nang mah ni na sak, tiah panoek o nasoe.
så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
28 Nihcae loe tangoeng o, toe nang loe tahamhoihaih paek ah; nihcae angthawk o naah, azat o nasoe; toe na tamna loe anghoe nasoe.
Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
29 Ka misanawk loe azathaih to kahni baktiah angkhuk o nasoe, kahni hoi khuk ih baktiah, mikhmai sethaih to angkhuk o nasoe.
lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30 Ka pakha hoiah Angraeng to ka pakoeh parai boeh; ue, pop parai salakah anih to ka pakoeh han.
Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
31 Zaehaih net kaminawk ih ban thung hoiah amtang kaminawk ih hinghaih pahlong hanah, anih loe amtang kaminawk ih bantang bangah angdoet.
thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
