Saam 102
1 Patangkhang kami lawkthuihaih. A tha boeng sut naah Angraeng hmaa ah palungnat hoi lawkthuihaih. Aw Angraeng, lawk ka thuihaih hae tahngai ah; ka qahhaih lok loe nang khaeah pha nasoe.
Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
2 Raihaih ka tong naah kai khae hoi mikhmai hawk ving hmah; na naa to kai khae bangah patueng ah; kang kawk naah, karangah na pathim ah.
HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,
3 Kai ih aninawk loe hmaikhue baktiah azawk o moe, ka huhnawk doeh hmai kamngaeh baktiah kangh.
skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!
4 Ka palungthin loe zaek moe, qam baktiah azaem; buhcaak hanah doeh ka pahnet sut boeh.
Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
5 Ka haam loiah ka huhnawk doeh ka ngan hin hoiah angbet caeng boeh.
mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
6 Kai loe praezaek ih bukbuh baktih; long karoem ahmuen ih tavaa baktiah ni ka oh sut boeh.
Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
7 Kai loe iip ai ah ka oh, angmabueng kaom imphu ih parit tavaa baktiah ni ka oh boeh.
jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;
8 Ka misanawk mah ni thokkruek kasae ang thuih o; kai pahnui thuih kaminawk loe kai ih misa ah oh hanah lokthuih o.
om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;
9 Maiphunawk to buh baktiah ka caak; ka naek han koi doeh mikkhraetui hoiah angbaeh,
mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
10 dip thai ai ah palung na phui pongah, kai hae nang toengh tahang moe, long ah nang vah tathuk ving.
Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer
11 Ka hinghaih aninawk loe kasawk tahlip baktiah oh moe, qam baktiah ka zaem.
over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
12 Toe Angraeng nang loe dungzan khoek to cak; na hmin panoekhaih doeh adungh kaminawk boih khoek to cak.
mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Nang loe angthawk ueloe, Zion nuiah palungnathaih na tawn vop tih; anih tahmenhaih atue, atue khaehhaih atue angzoh boeh.
Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
14 Na tamnanawk loe to ih thlungnawk to koeh o moe, maiphu doeh koeh o.
du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;
15 Sithaw panoek ai kaminawk mah Angraeng ih ahmin to zii o ueloe, long ih siangpahrangnawk boih mah a lensawkhaih to zii o tih.
thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
16 Angraeng mah Zion to pakhraih naah, anih loe a lensawkhaih hoiah angphong tih.
Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
17 Amtang kaminawk lawkthuihaih lok to anih mah pathim pae tih, nihcae lawkthuihaih to patoek pae mak ai.
thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
18 Hae kawng hae angzo han koi adung kaminawk hanah tarik tih; a sak ih kaminawk mah Angraeng to saphaw o tih.
han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
19 Angraeng loe kasang angmah ih hmuenciim hoiah khet tathuk moe, van hoiah long to a dan tathuk,
For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
20 thongkrah kaminawk hanghaih lok to tahngai pae, kadueh tom kaminawk to loisak hanah,
thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
21 Zion ah Angraeng ih ahmin to taphong moe, Jerusalem ah anih saphawhaih laa to sak pacoengah,
for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
22 Angraeng ih tok sak hanah, kaminawk hoi praenawk nawnto amkhueng o tih.
at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
23 Loklam ka caeh li naah anih mah tha ang zoksak; kai ih aninawk to ang duemsak.
naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
24 To pongah kai mah, Aw ka Sithaw, khosak hoih li naah ka hinghaih na la pae ving hmah; nang ih saningnawk loe angzo han koi adung kaminawk khoek to oh.
Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.
25 Tangsuek nathuem hoi boeh ni long hae na sak; vannawk loe na ban hoiah sak ih hmuen ah ni oh o.
Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.
26 Nihcae loe anghma angtaa o tih, toe nang loe na om poe tih; ue, nihcae loe kahni baktiah prawn o boih tih; nihcae to kahni baktiah nam khraisak tih, to naah nihcae loe amkhraih o tih.
Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
27 Toe nang loe nangmah toeng roengah ni om tih; na saningnawk loe boenghaih om mak ai.
de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;
28 Na tamnanawk ih caanawk loe apet ai ah om o tih, nihcae ih atii loe na hmaa ah kacakah om o tih.
som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.
