Palungha Lok 20
1 Misurtui loe tamhnui tabu ah ni oh; mu mah angzoehhaih to ohsak; mu paquih loe amthuhaih ah ni oh.
En Spotter er Vinen, stærk Drik slaar sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.
2 Siangpahrang palungphuihaih loe kahang kaipui kabtiah oh; anih palungphui han sah kami loe a hinghaih zaehaih sahsak kami ah oh.
Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.
3 Angzoehhaih dipsakkung loe khingya han krak; toe kamthu mah angzoehhaih to tacawtsak.
Mands Ære er det at undgaa Trætte, men alle Taaber vil Strid.
4 Thasae kami loe atue naah laikok atok ai pongah, cang aah tue ah minawk khaeah hni cadoeh, hak mak ai.
Om Efteraaret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.
5 Kami ih palung thung hoi sak atimhaih loe kathuk tui baktiah oh; toe panoekhaih tawn kami mah ni la thai tih.
Raad i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.
6 Kami boih mah a sak o ih kahoih hmuen to thuih o boih; toe mi mah maw oepthok kami to hnu thai tih?
Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?
7 Katoeng kami loe a toenghaih loklam to pazui pongah, a caanawk loe tahamhoih o.
Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner faar Lykke efter ham.
8 Siangpahrang mah lokcaek hanah angraeng tangkhang pongah anghnut naah, kahoih ai hmuennawk to a mik hoiah pathlaeng thaih boih.
Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.
9 Ka palung hae ka ciimsak boeh, zaehaih ka tawn ai, tiah mi mah maw thui thai tih?
Hvo kan sige: »Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!«
10 Angvan ai hmuenzit tahhaih patoh hoi angvan ai kasawk tahhaih patohhaih to Angraeng mah panuet.
To Slags Vægt og to Slags Maal, begge Dele er HERREN en Gru.
11 Nawkta loe a sak ih hmuen toeng maw toeng ai, ciim maw ciim ai, tito a sak ih hmuen hoiah amtueng.
Selv Drengen kendes paa det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.
12 Thaihhaih naa hoi hnukhaih mik loe, Angraeng mah ni sak hmaek.
Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.
13 Iih koeh hmoek hmah; nam tang tih; na mik to padai ah, to tiah nahaeloe takaw hoiah zok nam hah tih.
Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.
14 Hmuen qankung mah hmuen to qan naah, Hoih ai, hoih ai, tiah thuih; toe nawnetta caeh pacoengah loe, a qan ih hmuen to amoek haih.
Køberen siger: »Usselt, usselt!« men skryder af Handelen, naar han gaar bort.
15 Sui to oh moe, atho kana thlung kathim doeh oh mangh; toe palunghahaih lokthui pahni to hoih kue.
Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.
16 Panoek ai ih kami hanah phoisa coi han lokkam kami loe angmah ih kahni to la pae ving tih, panoek ai ih angvin nongpata hanah lokkamhaih sah kami loe angmah ih hmuenmae to naeh pae tih.
Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!
17 Alinghaih hoiah hnuk ih caaknaek loe khraem parai; toe hnukkhuem ah loe pakha to thlungcaret hoiah koi tih.
Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.
18 Na timhaih sah ai naah minawk khae hoi kahoih poekhaih to la ah; kahoih poekhaih paekkung na tawnh naah, misa to tuh ah.
Planer, der lægges ved Raadslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!
19 Pakhaa cip ai kami mah tamqu hmuen to angphongsak; to pongah pakha cip ai kami hoiah angkom hmah.
Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en aabenmundet at gøre!
20 Amno hoi ampa pasoih kami loe, khoving thungah anih ih hmaithaw paduek pae ving tih.
Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke gaar hans Lampe ud.
21 Karangah angraenghaih loe, hnukkhuem ah tahamsethaih ah om tih.
Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.
22 Sak ih zaehaih baktiah ka pathok let han, tiah thui hmah; Angraeng to mah oep ah, anih mah na pahlong tih.
Sig ikke: »Ondt vil jeg gengælde!« Bi paa HERREN, saa hjælper han dig.
23 Katoeng ai hmuenzit tahhaih to Angraeng mah panuet; anih loe amsoem ai coi tahhaih nuiah anghoe ai.
To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.
24 Kami ih khok takan loe Angraeng mah ni zaeh; kami mah kawbangmaw a caehhaih loklam to panoek thai tih?
Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!
25 Poek het ai ah tawthaih hoi Sithaw khaeah lokkamhaih sah kami, lokkam pacoengah a lokkamhaih dawnpakhuem let kami loe, aimah hanah dongh patung kami ah oh.
Det er farligt at sige tankeløst: »Helligt!« og først efter Løftet tænke sig om.
26 Palungha siangpahrang loe kahoih ai kaminawk to anghaehsak phaeng moe, cang kaehhaih hoiah nihcae to a kaeh.
Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gaa over dem.
27 Kami ih muithla loe, angmah palung thung ih hmuennawk pakronghaih, Angraeng ih hmaithawk ah oh.
Menneskets Aand er en HERRENS Lampe, den ransager alle hans Indres Kamre.
28 Amlunghaih hoi oepthohhaih mah siangpahrang to ngancuemsak; amlunghaih mah angraeng tangkhang to caksak.
Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.
29 Thacakhaih loe thendoeng lensawkhaih ah oh moe, sampok loe mitong kranghoihaih ah oh.
Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er graanet Haar.
30 Nganbawh kana hakhaih hoi ahmaa caakhaih mah kasae hmuen to ciimsak; bohhaih mah palungthin thung ih sethaih to pasaeh.
Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.
