Oihaih Laa 1

1 Kami hoiah koi vangpui, kawbangmaw angqaikrang ah na oh sut! Praenawk boih salakah lensawkhaih hoi kaom, kawbangmaw lamhmai baktiah na oh ving! Praenawk ih siangpahrang canu loe kawbangmaw tamut paek kami ah oh ving loe!

Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle.

2 Anih loe khoving ah palungnat hoi qah moe, tangbaeng nuiah mikkhraetui long; a tlangainawk thungah anih pathloepkung mi doeh om o ai; ampuinawk boih a nuiah oep om o ai, anih ih misa ah angcoeng o boih boeh.

Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender.

3 Judah loe patanghaih hoi karai toksakhaih pongah, misong ah angcoeng boeh; Sithaw panoek ai prae thungah a oh moe, monghaih to hnu ai boeh; anih patom kaminawk mah anih to ahmuen tamcaek ah kae o.

Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne.

4 Mi doeh poihkung ah angzo o ai pongah, Zion loe palungset; anih ih khongkhanawk boih loe angqaikrang boeh; nihcae ih qaimanawk doeh angpho o boeh; tangla cuemnawk loe palungnat o moe, palungboenghaih hoiah khosak o.

Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde.

5 A sakpazaehaih pop hmoek baktih toengah Angraeng mah danpaek pongah, a hnukma ih kaminawk to ukkung ah oh o lat moe, a misanawk doeh khosak hoih o boeh; a caanawk loe a misanawk hma ah misong ah laemh o boeh.

Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn.

6 Zion canu loe lensawkhaih hoi kranghoihaih mah caehtaak ving boeh; anih ih siangpahrang capanawk loe caak hanah qam kahing hnu ai tasuk baktiah ni oh o boeh; patom kaminawk hma ah angpho qawt ah a cawnh o.

Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.

7 Jerusalem loe kamtang tonghaih niah, canghnii ah a tawnh ih khosak hoihaih to a poek; angmah ih kaminawk misa ban thungah krak o naah, abomkung tawn ai; a misanawk mah dan o moe, amrohaih to pahnui o thuih.

Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.

8 Jerusalem loe paroeai zae boeh pongah, panuet thoh boeh; bangkrai ah ohhaih to a hnuk o naah, anih khingza vaih kaminawk mah doeh anih to patoek o boeh; ue, anih loe angpho moe, hnukbang amlaem ving boeh.

Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort.

9 Panuet kaom hmuen loe anih ih canghnak nuiah akap; anih loe hmabang kaom han koi boenghaih to poek ai; to pongah pathloepkung om ai, dawnrai han oh, anih loe amtim maat boeh; Aw Angraeng, patang ka khanghaih hae khenah, misanawk loe amoek o boeh.

Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, HERRE, thi Fjenden hoverer.

10 Anih ih hmuenmaenawk loe misanawk mah lomh pae o boeh; nang ih kaminawk angpophaih ahmuen ah akun o sak hmah, tiah lok na paek ih Sithaw panoek ai kaminawk loe hmuenciim thungah akun o boeh, tiah Jerusalem mah hnuk boeh.

Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling.

11 Anih ih kaminawk loe angpho o boih moe, takaw to pakrong o; a hing o thai hanah a tawnh o ih hmuennawk to buh hoiah alaih o; Aw Angraeng, khenah, kai loe hnaphnae ih kami ah ka oh boeh.

Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes!

12 Nangcae, a taengah caeh kaminawk, nangcae hanah loe tiah doeh om ai maw? Khen oh loe, poek oh, Angraeng palungphuihaih niah, ka nuiah phaksak ih patangkhanghaih baktiah patangkhang kami oh maw?

Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin glødende Vredes Dag.

13 Ranui bang hoiah ka huh thungah hmai to ang patoeh moe, ka huhnawk to ang hmawnsak boeh; ka khok aman hanah thang ang patung pae moe, hnukbang ah amlaemsak ving boeh; kai palung ang boengsak moe, athun qui tha ang zoksak sut boeh.

Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat.

14 Ka sakpazaehaih hmuen phawhhaih hnam to ka ban hoi tahnong ah ang oisak moe, ang pathlet caeng; Angraeng mah tha ang zoksak moe, nihcae ban ah ang paek, kai loe nihcae ban thung hoi kang thawk thai ai boeh.

Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke.

15 Angraeng mah kaimah ih thacak kaminawk to kaimah salakah, khok hoiah cawh moe, kai ih thendoengnawk to tuk hanah, paroeai kaminawk to kawk; misurthaih pasawh baktiah Angraeng mah tangla cuem Judah canu to khok hoiah cawh.

Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter.

16 To pongah ka qah; ka mik hoiah mikkhraetui to long boeh; ka hing thai hanah pathloepkung ka taeng ah mi doeh om ai; misa mah ang pazawk boeh pongah, ka caanawk loe anghmat o boih boeh.

Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

17 Zion mah a ban to payangh, toe pathloepkung mi doeh om ai; a taengah kaom kaminawk misa ah angcoengsak hanah, Angraeng mah Jakob nuiah lok takroek boeh; Jerusalem loe to kaminawk salakah ciimcai ai nongpata baktiah oh boeh.

Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky.

18 Angraeng loe toeng, a paek ih lok to ka aek; kaminawk boih tahngai oh, ka patanghaih hae khen oh; ka thendoengnawk hoi tanglanawk loe misong ah laemh o boih boeh.

HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

19 Kaimah ih tlangainawk to ka kawk, toe nihcae mah ang ling o; kai ih qaimanawk hoi kacoehtanawk loe a hing o thai hanah buh pakrong o nakung ah, vangpui thungah hinghaih boeng o boih boeh.

Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de.

20 Aw Angraeng, khenah, palung ka boeng boeh; ka hinghaih patangkhang sut boeh; palung doeh patangkhang sut boeh; na lok to ka aek moeng boeh; tasa bang ah sumsen hoiah nganbawh kana ka hak, athung bang ah loe kadueh baktiah ka oh.

Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden.

21 Kang phohaih to kaminawk mah thaih o; kai pathloepkung mi doeh om ai; patang ka khanghaih loe ka misanawk boih mah thaih o; na sak ih hmuen nuiah anghoe o; na khaeh ih ani na phaksak naah loe, nihcae doeh kai baktiah om o tih.

Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig!

22 Nihcae sethaih boih loe na hma ah amtueng nasoe; ka sakpazaehaihnawk boih pongah ka nuiah na sak ih baktih toengah, nihcae nuiah doeh sah toeng ah; kang phohaih paroeai pop boeh pongah, poekhaih palungthin doeh ka zai sut boeh.

Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt.