Oihaih Laa 4

1 Kawbangmaw sui amphahaih to duek ving moe, kaciim suitui loe amkhraih ving! Hmuenciim ih thlungnawk loe lamkrung kruekah anghaeh o phang boeh.

Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!

2 Kaciim suitui hoi patah o ih, atho kana Zion capanawk loe kawbangmaw laom sahkung mah sak ih amlai long baktiah oh o sut halat!

Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk

3 Tasuinawk mataeng doeh a caanawk tahnu panaek o moe, pacah o bae; kai kaminawk ih canu loe hmawhsaeng praezaek ih tahnongsawk tavaa baktiah hmawhsaeng o.

Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.

4 Tahnu anghaeh loiah nawktanawk ih palai loe pakha ranui ah akap caeng boeh; nawktanawk mah takaw hnik o naah, mi mah doeh paek o ai.

Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.

5 Buh aan kahoih caa kaminawk loe abuephaih tawn o ai; kamling kahni nuiah qoeng tahang kaminawk doeh, vaihi loe maiphu thungah ni angsong o boeh.

Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.

6 Zaehaih pongah kai ih kaminawk thuitaekhaih loe Sodom zae thuitaekhaih pongah doeh nat kue, mi mah doeh abomh ai ah, nawnetta thungah amro boih boeh.

Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

7 Anih ih Nazaret kaminawk loe dantui pongah ciim o kue moe, tahnutui pongah doeh anglung o kue; a taksa loe thlung kamling pongah thim kue moe, krang doeh sapphire thlung pongah hoih o kue.

Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;

8 Vaihi nihcae krang amtuenghaih loe khoving pongah amnum o kue moe, loklam ah a caeh o naah doeh angmaat thai ai boeh; nihcae ih nganhin loe ahuh hoi angbet kang moe, cunghet baktiah, zaek o kaeng boeh.

mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

9 Sumsen hoi dueh kaminawk loe khokhahaih hoi dueh kaminawk pongah hoih o kue; khokha hoi dueh kami loe lawk ih thingthai qumpo to caa ai pongah, zaek o kaeng.

Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

10 Vangpui thung ih nongpatanawk loe tahmen thoh parai; angmacae ih caanawk to thongh moe, a caak o; kai kaminawk ih canu amrohaih niah loe angmacae ih caa mataeng doeh buh ah a caak o.

Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

11 Angraeng mah palung a phuihaih to koepsak boeh; kanung parai palungphuihaih to a kraih thuih; Zion to hmai hoiah a thlaek pongah, thlung hoi raemh ih hmuennawk to kangh boih boeh.

HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

12 Misa hoi misatuh kaminawk loe Jerusalem khongkha thungah akun o boeh, tiah long siangpahrangnawk hoi long kaminawk mah tang o ai.

Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

13 Tahmaanawk zaehaih, qaimanawk sakpazaehaih pongah, vangpui thungah katoeng kaminawk ih athii to palong o.

Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.

14 Nihcae loe vaihi mikmaeng baktiah loklam ah amhet o; kami ih athii angnok o pongah, mi mah doeh nihcae ih khukbuen to sui mak ai.

De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.

15 Toe nihcae mah, Kalah bangah caeh oh, ciimcai ai kaminawk, caeh oh, caeh oh, sui o hmah, tiah ang hang o thuih lat; toe nihcae loe ahmuen kangthla ah cawnh o moe, ahmuen kruekah amhet o naah loe, Sithaw panoek ai kaminawk mah nihcae khaeah, Nangcae loe haeah na om o thai mak ai, tiah a naa o.

"Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"

16 Angraeng palungphuihaih mah vah phaeng boeh pongah, nihcae to dawncang ai boeh; kaminawk mah qaimanawk to khingza o ai boeh; kacoehtanawk doeh azathaih paek o ai boeh.

HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

17 Bomkung to ka pakrong o e, ka hnu o ai; kaicae pahlong thai ai acaeng kaminawk to ka zing o lat.

End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

18 Ka misanawk mah kaicae ih khokkong to parui, to pongah loklam ah ka caeh o thai ai; kaicae boenghaih loe zoi boeh; kaicae ih aninawk loe akoep boeh; kaicae boenghaih to phak boeh.

De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.

19 Kaicae patom kaminawk loe van ih tahmunawk pongah doeh rang o kue; nihcae mah mae nui khoek to ang patom o, praezaek ah doeh ang maah o.

Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,

20 Kaicae anghahhaih takhi ah kaom Angraeng mah situi nok ih zaehoikung mah, Sithaw panoek ai kaminawk salakah kamongah na omsak tih, tiah ka poek o, toe anih to misanawk ih qumqaihaih thungah naeh o ving boeh.

vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

21 Uz prae ah kaom, Aw Edom canu, anghoe oh loe, oep oh; boengloeng loe nangcae khaeah doeh pha tih; to naah loe na paquih o ueloe, bangkrai ah na om o tih.

Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.

22 Aw Zion canu, na zaehaih pongah thuitaekhaih loe boeng boeh; anih mah misong ah na hoi let mak ai boeh; Aw Edom canu, anih loe na zaehaih thuitaek hanah angzo tih, to naah na zaehaih to amtuengsak tih.

Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.