Oihaih Laa 3
1 Kai loe anih palungphuihaih quiboeng hoiah patang ka khang boeh.
Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
2 Anih mah khodai ai, khoving thungah ang hoih.
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Anih mah ang thuitaek; athun qui vaihi hoi vaihi a ban hoiah ang thuitaek.
ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
4 Anih mah ka ngan hoi ahin ang hmawnsak; ka huhnawk doeh angkhaehsak.
Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Kai tuk hanah misatuh kaminawk to pakhueng moe, kakhaa hoi karai hmuen hoiah ang takui khoep.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Canghnii ah kadueh kami baktiah, khoving thungah ang suek.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Sipae hoi ang takui khoep pongah, ka loih thai ai; kazit sumqui hoiah ang pathlet.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Ka hangh moe, lawk ka thuih naah doeh, lawk ka thuihaih to ang pakaa pae ving.
Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Ka caehhaih loklam to thlung hoiah ang pakaa pae khoep moe, kang koih loklam to ang pazuisak.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
10 Anih loe kai hanah, moi angang taqom baktih, amtueng ai ahmuen ah kaom kaipui baktiah oh.
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 Anih mah kai loklam amkhraengsak moe, ang taprawt pet pacoengah, kai hae amrosak.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 Anih mah kalii anueng moe, kai to palaa kahhaih ahmuen ah ang suek.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Kalii tabu thung ih anih ih palaanawk mah ka kaeng ah cop.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
14 Kai loe kaimah ih kaminawk mah pahnui thuih han ih ni ka oh sut boeh; ni thokkruek laasak thuih hanah ka oh.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Anih mah kakhaa tui hoiah ang bawh moe, kakhaa ahmuet hoiah ang paquisak.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 Anih mah thlung hoiah ka ha angkhaehsak moe, maiphu hoiah ang phumh.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
17 Monghaih hoi kangthla ah ka hinghaih pakhra na suek ving boeh pongah, khosak hoihaih to ka pahnet boeh.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 To pongah Angraeng khae ih thacakhaih hoi oephaih to om ai boeh, tiah ka thuih.
og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
19 Patangkhanghaih hoi raihaih, kakhaa tui hoi kakhaa ahmuet doeh ka pahnet ai vop.
At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
20 To baktih hmuennawk to ka hinghaih pakhra mah panoek poe moe, ka thung ah angam sut boeh.
min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
21 Palung thungah ka poek poe pongah oephaih ka tawnh.
Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
22 Angraeng amlunghaih loe boeng thai ai, anih mah palungnathaih tawn ai nahaeloe, aicae loe amro tih boeh.
HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Akhawnbang kruek tahmenhaih kangtha a hnuk o; na oep thohhaih loe paroeai len.
hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Angraeng loe kai ih taham ah oh, tiah ka hinghaih pakhra mah thuih pongah, anih to ka zing han.
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
25 Angraeng hoihhaih loe anih oephaih tawn kami, hinghaih pakhra hoi anih pakrong kaminawk khaeah oh.
Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 Kami loe Angraeng pahlonghaih to oep moe, zing han hoih.
det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
27 Kami loe thendoeng nathuem ah tok karai sak han hoih.
godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Anih nuiah hmuen to amtik boeh pongah, angmabueng anghnut moe, anghngai duem han oh.
Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
29 Oephaih om tih hmang tiah poek nahaeloe, a mikhmai to maiphu pongah akuep nasoe.
han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
30 Anih tabaeng kami khaeah tangbaeng patueng pae nasoe loe, ahmin sethaih hoiah koi nasoe.
række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
31 Sithaw mah aicae dungzan khoek to vaa mak ai;
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 anih mah palungsethaih phaksak, toe paroeai pop anih palungnathaih hoi amlunghaih to amtuengsak let tih.
har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
33 Anih loe kaminawk nuiah palungsethaih hoi amtanghaih phaksak han koeh ai.
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 Long ah thongkrah kaminawk boih khok hoiah cawh moe,
Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 sang koek Sithaw hmaa ah kami mah toenghaih baktiah hnuk han koi hmuen lak pae ving pacoengah,
naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
36 kami mah hnuk han koi hmuen sungsak ving hanah Angraeng mah koeh ai.
naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
37 Angraeng lokpaekhaih om ai ah, mi mah maw a thuih ih lok baktiah angcoengsak thaih?
Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
38 Sang koek Sithaw ih pakha thung hoiah na ai maw kahoih hoi kasae hmuen to angzo hmaek?
Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Kami mah a zaehaih pongah danpaek naah, tipongah kahing kami loe laisaep khing loe?
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 To tiah oh pongah loe a caeh o haih loklam hae pakrong tanoek si loe, Angraeng khaeah amlaem o let si.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Vannawk ranui ah kaom Sithaw khaeah, ban a payangh o moe, lawk a thuih o naah, poekhaih palungthin doeh anih khaeah paek o si.
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 Ka zae o moe, na lok kang aek o moeng boeh; kaicae zaehaih to nang tahmen ai vop.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 Palung na phuihaih hoiah nang kraeng khoep moe, nang pacaekthlaek boeh; tahmenhaih tawn ai ah, nang hum boeh.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
44 Lawk ka thuih o haih nang khaeah phak han ai ah, nangmah hoi nangmah tamai hoi nang yaw khoep boeh.
hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
45 Kaminawk salakah anghnoeng baktih, panuet thok hmuen baktiah nang ohsak boeh.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 Kaicae ih misa boih mah, pakha ang angh o thuih.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Kaicae nui ah zithaih, amtimhaih, amrohaih hoi anghmat angtaahaih to phak boeh.
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Kai kami ih canunawk amro o boeh pongah, ka mik hoiah vapui tui to long.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Ka mikkhraetui loe kang ai ah long tih, anghak mak ai,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 Angraeng mah hnu ai karoek to van hoiah dan tathuk.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Ka vangpui thung ih canunawk boih pongah, ka mik mah palung ang setsak.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Takung om ai ah ka misanawk mah tavaa baktiah ang mee o.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 Tangqom thungah ka hinghaih ang boeng o sak moe, ka nuiah thlung ang vah o thuih.
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 Tui mah ka lu uem naah, ka duek boeh, tiah ka poek.
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
55 Aw Angraeng, tangqom thung hoiah na hmin to kang kawk.
Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Ka lok nang thaih pae; ka hamhaih hoi abomhaih kang hnik naah, na naa tamuep ving hmah.
du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
57 Nang kang kawk naah, kai nang hnai thuih moe, zii hmah, tiah nang naa.
Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
58 Aw Angraeng, ka hing thai hanah tok na sak moe, ka hinghaih pakhra to nang pahlong boeh.
Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
59 Aw Angraeng, ka sakpazaehaih na hnuk boeh; toenghaih hoiah kai lok na caek ah.
HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
60 Nihcae mah misa ah ang suekhaih hoi a poek o ih hmuen to na hnuk boih boeh.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Aw Angraeng, nihcae kasaethuihaih hoi poekhaihnawk to na thaih boeh.
du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
62 Athun qui kai patoem kaminawk hoi kai misa angthawk thuih kaminawk mah thuih ih lok to na thaih boeh.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Nihcae anghnuthaih hoi angthawkhaih to khenah; kai loe nihcae laasak thuih han ih ni ka oh sut boeh.
Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
64 Aw Angraeng, angmacae ban mah sak ih hmuen baktih toengah, nihcae khaeah pathok pae let ah.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Nihcae han qahhaih palungthin to paek ah loe, nihcae to tangoeng thuih ah.
gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
66 Palungphuihaih hoiah nihcae to pacaekthlaek hanah, maeto doeh anghmat ai ah Angraeng ih van tlim ah kaom hmuennawk to amrosak boih ah.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
