Job 7
1 Kami loe thanathaih hoiah na ai maw long nuiah toksak? A hinghaih ninawk doeh toksak han tlai ih kami ih ninawk baktiah na ai maw oh?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Tamna mah tahlip to zing moe, tlai ih toksah kami mah toktho zing baktih toengah,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 kai doeh khrah paroeai thungah ka sak ih tok loe azom pui ah ni oh, aqumnawk doeh kai patangkhanghaih ah ni oh.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Ka iih naah, natuek naah maw aqum hae boeng ueloe, kang thawk han? tiah ka poek; to tiah akhawnbang khodai khoek to ahnuk ahmaa kam let.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Ka ngan loe alungh hoi maiphu mah khuk khoep boeh; ka nganhin loe akah rak moe, ahnai to tacawt.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Ka hinghaih aninawk loe kahni sah kami ih camprai pongah rang kue moe, oephaih om ai ah laemh o.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Aw ka hinghaih loe takhi ah ni oh, tiah panoek ah; ka mik mah hoihhaih roe hnu mak ai boeh.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Vaihi kai hnu kaminawk mah, kai na hnu o let mak ai boeh; nang khet naah, ka om mak ai boeh.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Anih loe angmah im ah amlaem let mak ai boeh; a ohhaih ahmuen mah doeh anih to panoek mak ai boeh.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 To pongah pakha hae kang sumh mak ai; patangkhang ka muithla hoiah lok ka thuih moe, khosak kasae ka hinghaih hoiah lok ka thuih han.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Kai loe tuipui ah maw ka oh, tuipui thung ih tanga pui ah maw ka oh moe, kai toepkung na suek?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Ka iihkhun mah kamongah anghaksak ueloe, kang song naah ka nathaih hoikhang tih mue, tiah ka poek,
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 to naah amaang sae mah kai ang pazih, hnuksakhaih mah ang tasoehsak;
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 to pongah ka hing pongah loe, tahnong panamh moe, duek to ka koeh kue boeh.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Ka hinghaih hae ka panuet; ka hing poe mak ai; kaimabueng na omsak ah; ka hinghaih aninawk loe avanghaih tidoeh om ai.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Kami loe kawbangah maw oh moe, anih to na pakoeh? Anih to na poek?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Anih to akhawnbang kruek na paqaih thuih moe, anih to na tanoek tuektuek?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Kai caeh taak ai ah nasetto maw na oh han vop, kaimah ih tamtui paaeh karoek to, kaimabueng nang omsak mak ai maw?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Aw kaminawk toepkung, kai loe ka zae boeh maw? Na hmaa ah timaw ka sak? Tipongah kaimah han hmuenzit ah ka oh hanah, kah han na patoep ih hmuen ah nang suek loe?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Tipongah ka sakpazaehaih nang tahmen ai, ka zaehaih doeh nang takhoe pae ving ai loe? Kai loe vaihi maiphu pongah kang song han boeh; akhawnbangah nang pakrong tih, toe ka om mak ai boeh, tiah a naa.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
