Job 6
1 To naah Job mah,
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Palung ka sethaih hoi raihaih loe tah thai mak ai,
Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3 tuipui ih savuet pongah doeh azit kue, to pongah ni kamthlai hmoek ah lok ka paeh moeng.
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4 Thacak Sithaw ih palaanawk mah kai to cop moe, ka pakhra mah kasoe tui to naek; zitthok Sithaw thacakhaih loe ka hmaa ah oh.
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5 Qam caak naah taw ih laa hrang hang maw? Caak han phroh oh naah maitawtae ambuu maw?
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6 Kakhraem ai caaknaek paloi ai ah caak thai maw? To tih ai boeh loe aadui tui kanglung pongah khraemhaih oh maw?
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7 Ka pakhra mah to baktih caaknaek sui hanah koeh ai; to baktih caaknaek loe palungsethaih caaknaek ah oh.
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 Aw ka hnik ih hmuen to hak nasoe, ka koeh ih hmuen to Sithaw mah na paek nasoe!
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
9 Sithaw mah kai hae paro nasoe, tiah koehhaih ka tawnh; a ban phok nasoe loe, na takroek pat halat nasoe!
vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
10 To tiah ni monghaih ka tawn tih, ue, palungsethaih ka pauep han, kai hae na tahmen hmah nasoe; Ciimcai Sithaw ih loknawk to ka aek ai.
saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11 Thacakhaih ka tawn ai boeh, timaw ka oep khing han vop? Saning kasawk ah ka hing cadoeh tih oephaih maw oh vop?
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
12 Ka thacakhaih loe thlung thacakhaih ah maw oh? To tih ai boeh loe kai ih angan loe sumkamling ngan maw?
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13 Kai loe kaimah hoi kaimah kang bomh thai ai, ka palunghahaih doeh boeng boeh.
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 Patangkhang kami loe angmah ih ampui mah tahmenhaih amtuengsak han oh; toe anih mah tahmen ai nahaeloe, anih loe Lensawk Sithaw zithaih tawn ai kami ah ni oh.
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15 Kam nawkamyanawk loe kalen moe, kakang let vacong tui baktiah aling thaih kami ah oh o;
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16 to tui loe kamkhawk tui, amtueng ai ah kamzawt dantui mah lensak:
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17 toe to tui loe nipui tue ah kang moe, ni kabae mah amzawtsak boih.
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18 To vacongnawk loe angmacae longhaih loklam to anghmang o, loklam ai ah a long o moe, anghmat angtaa o.
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
19 Tema ih kaminawk mah tui to pakrong o, Sheba prae hoi kholong caeh kaminawk mah tui to oephaih hoiah zing o.
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
20 Nihcae oephaih tawnh o, toe palungboeng o ving; to ah phak o naah, palungboeng o.
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21 To baktih toengah nangcae doeh azom pui ni, tiah amtueng boeh; ka tongh ih raihaih na hnuk o naah, na zit o boeh.
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
22 Kai khaeah bokhaih tangqum to sin oh, to tih ai boeh loe na tawnh o ih hmuenmae thung hoiah tangqum na paek oh,
Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23 misa ban thung hoiah na pahlong oh loe, thacak kami ban thung hoiah na krang oh, tiah ka thuih vai maw?
red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
24 Ka sak pazaehaih na patuek oh, kang hngaiduem han.
Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25 Toenghaih lok loe thacak! Toe kasae nang aek o ih lok mah timaw angcoengsak?
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26 Ka thuih ih loknawk kasaethuih hanah na poek o maw, oephaih tawn ai kami mah thuih ih lok loe takhi baktih maw na poek o?
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27 Ue, ampa tawn ai kaminawk to na pacaekthlaek o moe, nam puinawk hanah quum na qaih pae o.
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 To pongah na khen oh; nangcae hmaa ah lok kam lai mak ai.
Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29 Khopoek o let rae ah, zaehaih net o hmah; ue, khopoek o let raeh; kai loe toenghaih hoiah ni tok ka sak.
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30 Ka palai ah sethaih akap maw? Kai loe kasae kahoih pathlaeng thai ai kami ah maw ka oh?
Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
