Job 37
1 Hae hmuen pongah ka palungthin tasoeh moe, a ohhaih ahmuen hoiah angthuih ving.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 A thuih ih lok, anih ih pakha thung hoiah tacawt lok to kahoih ah tahngai ah.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
3 A thuih ih lok loe van tlim ah kaom ahmuen boih ah phak moe, tangphrapuekhaih doeh long boenghaih ahmuen khoek to phak.
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 Tangphrapuek pacoengah lok to angzoh; a lensawkhaih lok hoiah kho to pazisak; lok tacawt pacoengah loe, takhi sae songhaih diisak let mak ai boeh.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Dawnrai koi kaom ah Sithaw mah khopazih lok to tacawtsak; aicae mah panoek thai ai ih kalen parai hmuennawk to anih mah sak.
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 Dantui khaeah, Long ah krah ah, tiah a naa. Khotui khaeah, Kalen parai kho angzoh hanah lok a paek.
Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
7 Kami boih mah a sak ih hmuen panoek thai hanah, kami boih mah sak ih tok to anghaksak.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
8 Taw ih moinawk loe akhaw thungah caeh o moe, athung ah abuep o.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 Aloih bang hoiah takhi kamhae to angzoh moe, aluek bang hoiah kangqai to angzoh.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Sithaw ih takhi mah hmuh pongah, tui to amkhawk, kawk parai tuinawk loe amkhawk o.
Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Tamai to tui hoiah koisak moe, ni aengh mah tamai to angkhoengsak phaeng.
Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Long ah kaom hmuennawk boih loe, a thuih ih lok baktih toengah, sak o hanah a thuih ih lok hoiah ni amhae o.
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
13 Kaminawk thuitaek han ih, to tih ai boeh loe angmah ih long to khetzawn han ih, to tih ai boeh loe palungnathaih amtuengsak han ih, to tiah ohsak.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 Aw Job hae lok hae tahngai ah; dawnrai koi kaom Sithaw ih hmuennawk hae, anghngaih duem ah loe, poek ah.
Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Sithaw mah kawbangmaw tamainawk to amzamsak moe, aanghaih to ohsak, tiah na panoek maw?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
16 Palunghahaih hoi kakoep, dawnrai koi kaom, Sithaw mah sak ih hmuen ah kaom, tamainawk to kawbangmaw amzamsak, tito na panoek vai maw?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 Aloih bang ih takhi mah long to betsak naah, na khukbuen to kawbangmaw bet, tiah na panoek vai maw?
Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
18 Sithaw mah kabae amdingsak hanah tamai to taboksak, nang loe to tiah na sak thai maw?
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 Anih khaeah timaw ka thuih o han, tito na patuk ah; khoving pongah tidoeh ka sah o thai ai boeh.
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
20 Lokthuih ka koeh, tiah Anih khaeah ka thuih han maw? Kami mah to tiah thui nahaeloe, to kami to anih mah amrosak tangtang tih.
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 Takhi song moe, tamai to hmuh phaeng naah, mi mah doeh ni aengh to khen thai ai.
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 Anih loe kampha sui baktiah aluek bang hoiah angzoh; Sithaw loe zitthok Lensawkhaih hoiah akoep.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 Thacak Sithaw loe aicae mah hnu thai ai; anih loe thacakhaih, lokcaekhaih hoi toenghaih hoiah akoep; anih loe mi kawbaktih doeh pacaekthlaek ai.
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 To pongah kaminawk mah anih to zit o; anih loe palungha kami ni, tiah poek ih kaminawk khingyahaih to tawn ai, tiah a naa.
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
