Job 29
1 Job mah a thuih ih patahhaih lok to patomh poe;
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 aw kai loe kalaem tangcae khrah, Sithaw mah khetzawnhaih ni thuem ih baktiah om let nasoe;
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 ka lu nuiah angmah ih hmaithawk to paang moe, anih aanghaih hoiah khoving thungah kam kaeh;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 ka qoengh li nathuem ih aninawk baktih, ka im ah Sithaw angkomhaih oh nathuem ih aninawk baktiah om let nasoe;
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 lensawk Sithaw kai khaeah oh moe, ka caanawk hoi nawnto oh o;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 maitaw tahnutui hoiah khok to ka pasaeh, thlung thung hoiah situi to tui baktiah long;
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 vangpui khongkha ah ka caeh moe, lampui ah kang hnut,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8 thendoengnawk mah kai ang hnuk o naah, anghawk o ving; mitongnawk loe angthawk o moe, angdoet o.
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 Angraengnawk loe lokthui o ai, pakha to ban hoiah tamuep o.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10 Toksah angraengnawk doeh lok apae o ai, palai to angsumh o.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 Naa mah ka lok thaih naah, kai han tahamhoihaih ang paek; mik mah kai hnuk naah, kai hnukung ah oh;
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12 tipongah tih nahaeloe amtang kami, amno ampa tawn ai kami, bomkung tawn ai kami hang naah ka bomh pongah ni.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 Kadueh tom kami mah tahamhoihaih ang paek moe, lamhmai to anghoehaih laasak hanah palung kang hoesak.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Toenghaih to khukbuen ah kang khuk, ka toenghaih loe kahni baktih, lumuek baktiah oh.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Mikmaengnawk hanah mik ah ka oh moe, khokkhaem kaminawk hanah khok ah ka oh.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Amtang kaminawk hanah ampa ah ka oh moe, angvinnawk ih lok ka tahngaih pae.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Kasae kaminawk ih ano to ka khaeh pae moe, anih mah kaek ih kaminawk to ka pahlong.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 To pacoengah, ka hinghaih aninawk loe savuet baktiah pop, kai loe kaimah ih im ah ni ka dueh tih.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
19 Kai ih tangzun loe tui taengah pha ueloe, aqum puek ka tanghang nuiah dantui angbuem tih.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 Ka lensawkhaih loe cak poe ueloe, ka ban ih kalii doeh tha om let tih.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 Kaminawk mah ka lok to tahngaih o, ka thuih ih lok to aek o ai.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22 Lok ka thuih pacoengah, mi doeh lok apae o ai boeh; ka thuih ih lok loe nihcae nuiah tui baktiah ca.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
23 Nihcae mah khotui zing o baktih toengah kai to ang zing o, hnukkhuem ih khotui kazing baktiah pakha to kalen ah a angh o.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24 Nihcae ka pahnui thuih naah, nihcae mah tang o ai; ka mikhmai aanghaih to a hnuk o naah, ka mikhmai aanghaih to anghmaa o sak thai ai.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
25 Nihcae ih loklam to ka qoih moe, kahoih koek ahmuen ah kang hnut, palungsae kami pathloepkung baktih, misatuh kaminawk salak ih siangpahrang baktiah kang hnut, tiah ka thuih.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
