Job 14
1 Nongpata mah tapen ih kami loe nawnetta hing nathung raihaih hoiah koi.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 Anih loe apawk baktiah ampha tahang moe, azaem roep; tahlip baktiah cawnh, cak poe ai.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
3 To baktih hmuen pongah mik na padai moe, lokcaekhaih hmaa ah nang caeh haih han maw?
Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 Mi mah maw kaciim ai thung hoiah kaciim hmuen to sin thai tih? Mi mah doeh sin thai mak ai.
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Kami ih aninawk to kroek moe, khrah nazetto maw oh pae vop, tiah na panoek pae pongah, anih mah poeng thai han ai ah ramri to na sak pae.
Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 Toksak han tlai ih kami baktiah, angmah ih aninawk boeng khoek to, angmah koeh ah oh hanah, anih to angqoi taak ah.
tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Thing loe pakhruk cadoeh, tadok tacawt let ueloe, tanghang kangtha tacawt let tih, tiah oep han oh.
Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Long thung ih tangzuun loe mitong boeh pongah, long ah akung dueh cadoeh,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 tui hmui hoiah tadok let ueloe, thingkung kanawk baktiah tanghang tacawt let tih.
lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 Toe kami loe duek moe, qong ving; ue, a hinghaih boeng pacoengah loe naa ah maw om vop tih?
men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
11 Tuipui tui loe anghmat moe, vacong tui doeh kaang king baktih toengah,
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 kami loe angsong moe, angthawk let ai boeh; vannawk anghmaa ai karoek to anglawt mak ai, a iihhaih ahmuen hoi angthawk mak ai boeh.
saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Aw taprong thungah na hawk ah, palung na phuihaih dip ai karoek to, tamquta hoi na hawk ah! Kai pahnet han ai ah, ka oh han ih atue to na khaek pae ah. (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 Kami loe duek pacoengah hing let tih maw? Karai toksakhaih aninawk loe sawk parai cadoeh, kam khraihaih atue pha ai karoek to ka zing han.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Nang kawk naah, kang pathim pae han; na ban hoi sak ih hmuen to na koeh.
du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
16 Vaihi loe ka khok tangkannawk to na kroek moe, ka zaehaih to na khen ai boeh.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 Ka sakpazaehaih loe pasah thungah catui ka daeng boeh moe, ka zaehaih nang kraeng pae hmoek boeh.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Tanim thaih mae loe anghmat boeh moe, lungsong doeh a ohhaih ahmuen hoiah angthuih ving boeh.
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 Tuinawk mah thlung to maawtsak moe, tui tha mah long to takhawh baktih toengah, kami oephaih to nam rosak.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
20 Kami to na pazawk poe, anih loe anghmat ving boeh; anih ih mikhmai to nam khraisak moe, kalah bangah na patoeh ving.
For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 A capanawk mah pakoehhaih hnu o cadoeh, anih mah panoek ai boeh; nihcae atlim ah krah o cadoeh, anih mah panoek pae ai boeh.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Toe anih ih ngan to naa ueloe, a hinghaih palungsae tih, tiah a naa.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
