Job 14
1 Nongpata mah tapen ih kami loe nawnetta hing nathung raihaih hoiah koi.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Anih loe apawk baktiah ampha tahang moe, azaem roep; tahlip baktiah cawnh, cak poe ai.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 To baktih hmuen pongah mik na padai moe, lokcaekhaih hmaa ah nang caeh haih han maw?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Mi mah maw kaciim ai thung hoiah kaciim hmuen to sin thai tih? Mi mah doeh sin thai mak ai.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Kami ih aninawk to kroek moe, khrah nazetto maw oh pae vop, tiah na panoek pae pongah, anih mah poeng thai han ai ah ramri to na sak pae.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Toksak han tlai ih kami baktiah, angmah ih aninawk boeng khoek to, angmah koeh ah oh hanah, anih to angqoi taak ah.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Thing loe pakhruk cadoeh, tadok tacawt let ueloe, tanghang kangtha tacawt let tih, tiah oep han oh.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Long thung ih tangzuun loe mitong boeh pongah, long ah akung dueh cadoeh,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 tui hmui hoiah tadok let ueloe, thingkung kanawk baktiah tanghang tacawt let tih.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Toe kami loe duek moe, qong ving; ue, a hinghaih boeng pacoengah loe naa ah maw om vop tih?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Tuipui tui loe anghmat moe, vacong tui doeh kaang king baktih toengah,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 kami loe angsong moe, angthawk let ai boeh; vannawk anghmaa ai karoek to anglawt mak ai, a iihhaih ahmuen hoi angthawk mak ai boeh.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Aw taprong thungah na hawk ah, palung na phuihaih dip ai karoek to, tamquta hoi na hawk ah! Kai pahnet han ai ah, ka oh han ih atue to na khaek pae ah. (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Kami loe duek pacoengah hing let tih maw? Karai toksakhaih aninawk loe sawk parai cadoeh, kam khraihaih atue pha ai karoek to ka zing han.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Nang kawk naah, kang pathim pae han; na ban hoi sak ih hmuen to na koeh.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Vaihi loe ka khok tangkannawk to na kroek moe, ka zaehaih to na khen ai boeh.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Ka sakpazaehaih loe pasah thungah catui ka daeng boeh moe, ka zaehaih nang kraeng pae hmoek boeh.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Tanim thaih mae loe anghmat boeh moe, lungsong doeh a ohhaih ahmuen hoiah angthuih ving boeh.
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 Tuinawk mah thlung to maawtsak moe, tui tha mah long to takhawh baktih toengah, kami oephaih to nam rosak.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Kami to na pazawk poe, anih loe anghmat ving boeh; anih ih mikhmai to nam khraisak moe, kalah bangah na patoeh ving.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 A capanawk mah pakoehhaih hnu o cadoeh, anih mah panoek ai boeh; nihcae atlim ah krah o cadoeh, anih mah panoek pae ai boeh.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Toe anih ih ngan to naa ueloe, a hinghaih palungsae tih, tiah a naa.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
