Job 11

1 To naah Namaat acaeng Zophar mah,

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

2 pop parai loknawk hae pathim han ai boeh maw? Lokthui thaih kami to a zaehaih thung hoiah loisak han oh maw?

"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

3 Lok nam laihaih mah minawk lokpae ai ah anghgaisak duem thai tih maw? Kami na pahnui thuih naah, nang azatpaw han thuitaek kami om mak ai maw?

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

4 Nang mah, Ka thuih ih lok loe toeng, Sithaw hmaa ah ka ciim, tiah na thuih.

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

5 Toe Sithaw mah lokthui nasoe loe, na pahni to paong pae nasoe,

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

6 Anih mah panoek karai alet hnetto palunghahaih amtuengsak nasoe; to tiah ni na sakpazaehaih baktiah na tongh han ih hmuen pong tamsi ah Sithaw mah dan ang paek, tiah na panoek tih.

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

7 Kathuk Sithaw ih hmuen to na hnuk thai maw? Thacak Sithaw akoephaih na panoek thai maw?

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

8 Vannawk pongah kasang, timaw na sah thai tih? Hell pongah kathuk kue, timaw na panoek thai tih? (Sheol h7585)

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? (Sheol h7585)

9 To kathuk hmuennawk tahhaih loe long pongah sawk kue moe, tuipui pongah doeh kawk kue.

Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

10 Sithaw mah naeh maw, thong pakhrak maw, to tih ai boeh loe lok maw na caek nahaeloe, mi mah maw pakaa thai tih?

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11 Sithaw loe tidoeh avang ai kami to panoek; sakpazae ih hmuen doeh a hnuk; to tiah nahaeloe anih mah to hmuen to poek ai ah om tih maw?

Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

12 Toe taw ih laa hrang to kami baktiah tapen naah ni, tidoeh avang ai kami loe palungha thai vop tih.

så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

13 Toe palungthin nam khraih moe, angmah khaeah ban na payangh pacoengah,

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

14 na ban ah sakpazaehaih om cadoeh, to zaehaih to na vah ving moe, na ohhaih kahni im ah sethaih na omsak ai nahaeloe,

hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

15 coek koi om ai ah na mikhmai amtueng tih; ue, zithaih om ai ah, kacakah nang doe tih:

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

16 raihaih to na pahnet ueloe, kalaem tangcae tui baktiah ni na poek tih boeh.

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

17 Na hinghaih loe athun ih ni aengh pongah aang kue tih; vaihi kaving ah na oh cadoeh, akhawnbang baktiah aang tih.

dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

18 Oephaih oh pongah, monghaih hoiah na om tih; ue, angmah na khenzawn ueloe, ngancuem ah nang hak tih boeh.

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

19 Nang song naah, mi mah doeh zithaih na paek mak ai; ue, kami paroeai mah na ven o tih.

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

20 Toe kasae kami ih mik loe thazok tih, loih o mak ai; nihcae oephaih doeh dueh ving tih, tiah a naa.

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!