Isaiah 51

1 Toenghaih hnukah pazui moe, Angraeng pakrong kaminawk, ka lok hae tahngai oh; na aah o ih lungsong hoi na takaeh o ih tangqom to khen oh;

Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger HERREN! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes,

2 nam pa Abraham hoi nangcae cunkung Sarah to khen oh; tangsuek naah loe anih khue ni ka kawk, toe tahamhoihaih ka paek pongah, anih loe kating ai ah pung.

se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange.

3 Angraeng mah Zion to mongsak tih; kamro ahmuennawk boih doeh mongsak tih; anih ih praezaek to Eden baktiah angcoengsak ueloe, anih ih long karoem ahmuen to Angraeng ih takha baktiah angcoengsak tih; athung ah loe anghoehaih, oephaih, anghoe lok thuihaih hoi laasakhaih loknawk to om tih.

Thi HERREN trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som HERRENs Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.

4 Kai ih kaminawk, ka lok hae tahngai oh; Aw ka caengnawk, kai khaeah naa patueng oh; patuk ih toenghaih lok loe kai khae hoiah tacawt tih, ka toenghaih loe prae kaminawk hanah aanghaih ah om tih.

I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys;

5 Ka toenghaih loe zoi boeh, ka pahlonghaih doeh longh li boeh, ka ban mah kaminawk to lokcaek tih; tuipui thung ih prae kaminawk mah kai to zing o ueloe, ka ban thacakhaih to oep o tih.

min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm.

6 Van ah na mik padai o tahang ah loe long ah khen o tathuk ah; van loe hmaikhue baktiah anghmaa ving tih, long doeh kahni baktiah prawn ueloe, athung ah kaom kaminawk loe taksae baktiah dueh o tih.

Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig.

7 Toenghaih panoek kaminawk hoi palung thungah ka patuk ih lok suem kaminawk, ka lok hae tahngai oh; kaminawk mah zoehhaih to zii o hmah, nihcae mah kasae thuihaih pongah doeh tasoeh o hmah.

Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot!

8 Karaa mah nihcae to kahni baktiah caa king ueloe, langkawk mah nihcae to tuumui baktiah caa tih; toe ka toenghaih loe dungzan khoek to cak poe tih, ka pahlonghaih doeh caanawk ih adung khoek to om poe tih.

Som en Klædning skal Møl fortære dem, Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.

9 Aw Angraeng ih ban nang, Angthawk ah, anglawt ah loe thacakhaih hoiah om ah; canghnii ih ni kalaem baktih, adung kangquem baktiah, angthawk ah. Rahab to takroek pat moe, pahui pui ahmaa caasakkung loe nang na ai maw?

Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen,

10 Tuipui hoi kathuk parai tuinawk kangsakkung loe nang na ai maw? Kathuk tuipui nuiah akrang tangcae kaminawk caehhaih loklam sahkung loe nang na ai maw?

mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik?

11 To pongah Angraeng mah akrang tangcae kaminawk to amlaem o let ueloe, laasakhaih hoiah Zion ah akun o tih; nihcae loe dungzan anghoehaih lumuek to angmuek o tih; oephaih hoi anghoehaih to hnu o tih; to naah palungsethaih hoi qahhaih loe cawn ving tih boeh.

HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.

12 Nangcae pathloepkung loe Kai, kaimah hae boeh ni; kadueh thaih kami, phroh baktiah azaem thaih kami capa to maw na zit o?

Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs,

13 Vannawk payuengkung, long angdoethaih sahkung, nang sahkung Angraeng to na pahnet ving boeh; pacaekthlaekkung mah kai hae hum tih boeh, tiah palung thung hoiah na poek o moe, ni thokkruek zithaih hoiah kho na sak o; pacaekthlaek kami palungphuihaih loe naa ah maw oh?

at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede?

14 Thongkrah kaminawk loe thongim thungah dueh o mak ai, zok doeh amthlam o mak ai, anih loe loih phrat tih.

Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød,

15 Kai loe tuipui mah hangh hanah, tuipui angthawksakkung Angraeng na Sithaw ah ka oh; Anih ih ahmin loe misatuh kaminawk ih Angraeng, tiah oh.

så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers HERRE.

16 Vannawk angmah ih ahmuen ah suemkung, long angdoethaih ahmuen sahkung, Zion khaeah, Nangcae loe kai ih kami ah na oh o, tiah thuih hanah, na pakha ah ka loknawk to ka suek moe, ka ban hoiah kang pakaa boeh.

jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk."

17 Angraeng ban ih palungphuihaih boengloeng kanae Aw Jerusalem, anglawt lai ah, angthawk ah loe angdoe ah; tasoehhaih boengloeng to na naek boeh; anaengnawk doeh na naek boih boeh.

Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af HERRENs Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe.

18 Angmah tapen ih capanawk thungah hoiah angmah han loklam patuekkung mi doeh om o ai; angmah pacah ih capanawk thungah doeh, anih ban hoiah zae kami om o ai.

Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd.

19 Patangkhanghaih hnetto ah kaom, caaknaek khaa pongah kami amrohaih ah kaom sumsen hoi duekhaih to na nuiah phak naah, mi mah maw na qah haih tih? Kawbangmaw kang pathloep thai han?

To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig?

20 Na capanawk loe tha zok o sut boeh moe, thaang pongah aman sathar baktiah, lamkrung kruekah angsongh o; nihcae loe Angraeng palungphuihaih hoi na Sithaw thuitaekhaih to amhah o sut boeh.

Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud.

21 To pongah pacaekthlaekhaih tongh kami, misurtui hoi nae ai ah mu paquih kami, vaihi tahngai ah;

Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin:

22 angmah ih kaminawk khenzawnkung, na Sithaw, na Angraeng Sithaw mah, Khenah, na ban pong ih tasoehhaih boengloeng, palung ka phuihaih boengloeng pong ih anaengnawk to na naek let han ai ah, na ban thung hoiah ka lak ving boeh:

Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger;

23 na nuiah caeh kaminawk hanah, loklam baktiah na takpum to long ah baih pae ah, na nuiah ka caeh o thai hanah, long ah tabok oh, tiah kathui, nangcae pacaekthlaek kaminawk ban ah to boengloeng to ka suek pae han, tiah a thuih.

og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd.