Isaiah 10
1 Amtang kaminawk ih hmuen to lomh pae moe, kamtang kai ih kaminawk toenghaih lak pae ving hanah, lamhmainawk to pacaekthlaek moe, ampa tawn ai kaminawk ih hmuenmae to lomh hanah, katoeng ai patukhaih daan sah kaminawk hoi pacaekthlaek hanah lok takroek kaminawk loe khosak bing!
Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs
for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.
3 Thuitaekhaih ni hoi kangthla parai ahmuen hoiah angzo han koi amrohaih phak naah timaw na sak o han? Abomhaih hnik hanah mi khaeah maw na caeh o han? Nangmacae ih hmuenmae naa ah maw na suek o han?
Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom?
4 Kai mah abomh ai nahaeloe nihcae loe misong ah kaom kaminawk tlim ah om o ueloe, hum ih kaminawk salakah amtimh o tih. To tiah oh pacoengah doeh, anih palungphuihaih to dii ai, a ban phok toengtoeng vop.
Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
5 Ka palungphuihaih cunghet, ka palungphuihaih thingboeng, Assyria loe khosak bing!
Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd.
6 Sithaw panoek ai kaminawk to tuk hanah, anih to ka patoeh moe, kai palungphuisak kaminawk to tuk pacoengah, tangnong baktiah loklam ah cawh hanah, anih to ka patoeh han.
Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden.
7 Toe hae loe anih mah sak atim ih hmuen na ai, anih palung thungah kaom hmuen doeh na ai ni; anih mah sak atimhaih loe kanoih parai prae kaminawk to phraek moe, amrosak han ih hae ni.
Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.
8 Assyria siangpahrang mah, misatuh angraengnawk boih loe kai ih kami ah na ai maw oh o?
Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?
9 Kalno vangpui, Karkhemish vangpui, Hammath vangpui, Arpad vangpui, Samaria vangpui hoi Damaska vangpui loe nihcae mah lak o boeh na ai maw? tiah thuih.
Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus?
10 Jerusalem hoi Samaria vangpui ih krangnawk pongah kahoih kue, krang bok kaminawk ih prae to ka lomh pae boeh moe,
Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria
11 Samaria hoi anih ih krangnawk nuiah ka sak ih hmuen baktih toengah, Jerusalem hoi anih ih krangnawk nuiah doeh ka sah mak ai maw? tiah thuih.
mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?"
12 Angraeng mah sak atim ih hmuen boih Zion mae hoi Jerusalem nuiah sah tih, anih loe poeksang moe, amoekhaih hoiah mik padai, Assyria siangpahrang to thuitaek tih.
Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral,
13 Anih mah, Hae hmuennawk loe ka ban thacakhaih hoi palunghahaih hoiah ni ka sak; kai loe palunghahaih hoiah acung; prae kaminawk ih ramri to ka tahruet pae moe, thacak kami mah nihcae ih siangpahrang pazawk pae baktih toengah, nihcae ih hmuenmae to ka lomh pae boeh:
fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;
14 kami mah tavaa tabu thung ih tadui to lak baktih toengah, prae kaminawk boih ih angraenghaih to ka lak boeh; mi doeh pakhraeh bop ai, hangh hanah pakha ang o ai.
min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb."
15 Caka mah caka patohkung to laisaep thuih vai maw, to tih ai boeh loe thing aahhaih sarang mah patohkung nuiah amoek thuih vai maw? Thingboeng mah patohkung to atoengh tahang vai maw, kami mah na ai maw thingboeng to atoengh tahang? tiah a naa.
Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ!
16 To pongah Angraeng, misatuh kaminawk ih Angraeng mah, kathawk hruk misatuh kaminawk khaeah nganzaek nathaih to patoeh ueloe, lensawkhaih hoiah ohhaih tlim ah kangqong hmai baktiah hmai mah kangh tih.
Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;
17 Israel aanghaih loe kangqong hmai ah om tih; anih ih Ciimcai Sithaw loe hmaipalai ah om tih; anih ih kapring phroh hoi soekhring loe nito thung hmai mah kangh ueloe, amro boih tih.
Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag;
18 Taw thung ih hmuennawk hoi long kahoih lawk hmuennawk boih, a hinghaih hoi a takpum doeh nawnto amro boih tih; nihcae loe nganna kaminawk baktiah thazok o tih.
hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres.
19 Anih taw thung ih kanghmat thingnawk doeh, nawkta mah cazin lak thai koiah zetta ni om sut tih boeh, tiah thuih.
De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.
20 To na niah kanghmat Israel kami hoi kaloih anghmat Jakob imthung takohnawk loe, nihcae hum kami nuiah amha o mak ai boeh, Ciimcai Israel Sithaw nuiah ni amha o tih boeh.
På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed.
21 Anghmat kami, kanghmat Jakob acaeng loe, Thacak Sithaw khaeah amlaem o let tih.
En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.
22 Israelnawk loe tuipui taeng ih savuet zetto pop o e, anghmat kaminawk ni amlaem o let tih; nihcae mah tongh o han koi amrohaih loe katoeng lokcaekhaih ah ni om tih.
Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem;
23 Misatuh kaminawk ih Angraeng mah prae boih nuiah suekcoek ih amrohaih to akoepsak tih.
thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden.
24 To pongah misatuh kaminawk ih Angraeng Sithaw mah, Izip kaminawk mah sak ih baktih toengah, Zion ah kaom kai ih kaminawk to Assyria kaminawk mah thingboeng hoiah bop o tih, nihcae mah thingboeng hoiah na pahuem o tih; toe nihcae to zii o hmah.
Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!
25 Palung ka phuihaih loe nihcae amrohaih ah oh baktih toengah, nangcae nuiah palung ka phuihaih loe nawnetta thungah dii tih boeh.
Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv.
26 Angraeng Sithaw mah Oreb lungsong taengah, Median kaminawk danpaek baktih toengah, Assyria kaminawk to thingboeng hoiah bop tih; Egypt prae ah tuipui to boh moe, tui koihsak baktih toengah a thacakhaih to amtuengsak tih.
Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten.
27 To na niah loe na palaeng ih hmuen kazit hoi na tahnong ih hmuen phawhhaih hnam to azuk pae ving tih boeh; situi to bawh boeh pongah, hmuen phawhhaih hnam to apet tih boeh.
På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme.
28 Misanawk loe Aiath vangpui ah phak o moe, Migron vangpui ah caeh o poe; Mikmash vangpui ah hmuenmae to amtik o:
Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive;
29 mae salak ih loklam hoiah a caeh o moe, Geba ah anghak o; Ramah loe tasoeh moe, Saul ohhaih Gibeah loe cawnh ving.
de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr.
30 Aw Gallim canu, hang ah! Aw laishiah, tahngai ah! Anathoth loe tahmen thoh parai!
Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!
31 Madmenah loe cawnh ving boeh; Gebim ih kaminawk doeh cawnh o moe, loih o boeh.
Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
32 To na niah loe Nob vangpui ah anghak o tih; Jerusalem ih mae, Zion canu ih mae ah a ban to takhoek tih.
Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj -
33 Khenah, Angraeng, misatuh kaminawk ih Angraeng mah zitthok thing tanghang to pakhruh ving tih; anih mah kasang parai thing tanghangnawk doeh pakhruh ueloe, kasang parai tanghangnawk doeh kahnaem ah pakhru tih.
Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne.
34 Taw thung ih thingnawk to caka hoiah pakhru tih, Babylon loe Thacak Kami ih ban hoiah amtim tih.
Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.
