Hosea 7
1 Israel ngan ka tuisak naah, Ephraim zaehaih to amtueng ueloe, Samaria poeksethaih doeh amtueng tih. Nihcae mah kami aling o pongah, kamqu imthung ah angzoh moe, mingcahnawk mah tasa bang ih hmuenmaenawk to lomh pae o.
Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver paa Gaden.
2 Toe nihcae mah sak o ih sethaih to ka panoek pae boih, tito nihcae mah poek o ai; a sak o ih hmuen mah nihcae to takui khoep boeh; nihcae loe ka hmaa ah ni oh o.
De tænker ej paa, at jeg husker al deres Ondskab. Nu staar deres Gerninger om dem, de er for mit Aasyn.
3 A set o haih mah siangpahrang to anghoe o sak moe, lok amlai o haih hoiah ukkung angraengnawk to anghoe o sak.
Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster.
4 Nihcae loe tamquta hoi zaehaih sah kami ah oh o moe, takaw haek kami mah camphaek laom hmai pangaeh ih baktiah oh o; takaw naep kami mah takaw to naep naah, takaw naep boih ai karoek to hmai kamngaeh azuh baktiah a oh o.
Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret.
5 Aicae siangpahrang ih poih niah anih ih toksah ukkung angraengnawk loe misurtui to paquih o; siangpahrang loe minawk mah pahnuithui ih kaminawk hoi nawnto amyok.
De gør paa Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Haanden,
6 Nihcae mah anih to zing o naah, palungthin to takoeng hmai baktiah a suek o; nihcae han takaw haek pae kami loe qum puek a iih; akhawnbang phak naah loe hmai kangqong baktiah angqongh.
thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry.
7 Nihcae loe omthu baktiah bet o boih moe, angmacae lokcaekkungnawk doeh kangh boih; nihcae ih siangpahrangnawk doeh amtimh o boih boeh. Nihcae thungah kai kawk kami mi doeh om o ai.
Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem paakalder mig.
8 Ephraim loe kaminawk hoi angbaeh moe, nawnto khosak; Ephraim loe qoi ai ah ahap khue hmai paaem ih takaw karoem baktiah ni oh.
Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt.
9 Minawk kalah mah anih ih tha to caak pae o, toe anih mah panoek ai; ue, a lu nui ih sam doeh pok boeh, toe anih mah panoek ai.
Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Haar er ogsaa graanet, han mærker det ej.
10 Israel amoekhaih loe a mikhmai ah amtueng, toe nihcae loe angmacae ih Angraeng khaeah amlaem o ai, anih to pakrong o ai.
Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt.
11 Ephraim loe poekhaih tawn ai, pahu baktiah oh: Izip to kawk o moe, Assyria khaeah caeh o.
Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur.
12 Nihcae caeh o naah, palok hoi ka haengh han; nihcae to van ih tavaanawk baktiah ka zaeh tathuk han; angmacae ih kaminawk mah thaih o ih baktih toengah, nihcae to ka thuitaek han.
Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.
13 Nihcae loe Kai khae hoi cawnh o ving boeh pongah, khosak bing o boeh! Ka nuiah zaehaih a sak o pongah, nihcae loe anghmat o boeh. Nihcae to ka krang boeh, toe kai khaeah amsawnlok a thuih o.
Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig!
14 Nihcae iihkhun ah qah o naah, palungthin tang hoi kai khaeah hang o ai. Nihcae loe cang hoi misurtui hak hanah nawnto amkhueng o, toe ka lok to aek o.
De raaber ej til mig af Hjertet, naar de jamrer paa Lejet, saarer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig.
15 Nihcae to ka thuitaek moe, bantha ka caksak, toe nihcae mah ka nuiah kasae sak han pacaeng o lat.
Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig.
16 Nihcae loe angqoi o, toe kasang koek khaeah angqoi o ai; nihcae loe kamro thaih kalii hoiah ni anghmong o boeh: angmacae ukkung angraengnawk loe angmacae tangoenghaih lok pongah sumsen hoiah dueh o tih. Nihcae loe Izip kaminawk mah pahnui o thui tih.
De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.
