Hebru 9
1 Kaom tangsuek lokmaihaih pongah loe Sithaw bokhaih atawknawk hoi long nuiah kaom bokhaih hmuenciim to oh.
Vel havde ogsaa den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.
2 Kahni im to sak o; hmaloe koek ih kahni imthung ah loe hmai paaanghaih, caboi hoi takaw to oh; to ahmuen to ciimcai ahmuen, tiah kawk o.
Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det hellige.
3 Hnetto haih payang ih kahni hnukbangah loe Ciimcai Koek, tiah kawk ih kahni im to oh;
Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det allerhelligste,
4 to ahmuen ah loe hmuihoih thlaekhaih sui sabae, sui hoi pazut ih lokmaihaih thingkhong to oh, to thingkhong thungah manna suekhaih sui laom, tadok tacawt Aron ih cunghet hoi lokmaihaih thlung kangphaek to oh;
som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
5 to thingkhong nuiah loe lensawk Cherubim mah khuk ih palungnathaih Angraeng tangkhang to oh; to hmuennawk kawng loe vaihi kakoep ah a thui o thai mak ai vop.
men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Naadestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
6 Hmuennawk boih hae tiah paroep pacoengah, qaimanawk loe Sithaw toksak hanah hmaloe koek ih kahni im thungah a caeh o toepsoep.
Idet nu dette er saaledes indrettet, gaa Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, naar de forrette Tjenesten;
7 Toe qaima khue ni saningto naah vaito hnetto haih kahni imthungah akun thaih, qaima mataeng doeh angmah ih zaehaih hoi kaminawk ih sakpazaehaih to loihsak hanah, athii sin ai ah loe akun ai:
men i det andet gaar alene Ypperstepræsten ind een Gang om Aaret, ikke uden Blod, hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser,
8 hmaloe koek ih kahni im oh nathung, Ciimcai Koek ahmuen thungah akunhaih loklam to amtueng ai vop, tiah Kacai Muithla mah hnuksak:
hvorved den Helligaand giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven aabenbar, saa længe det forreste Telt endnu staar,
9 to kahni im loe vaihi thuem ah kaom hmuen to hnuksak ih ni, tangqum paekhaih hoi angbawnhaih mah kasae kahoih panoekhaih palung to ciimsak ai, to tiah Sithaw bokhaih toksah kami to doeh akoephaih paek ai;
hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der baade Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse,
10 to baktih caakhaih, naekhaih, congca ciimcaihaih, taksa hoi kasaeng toksakhaih atawk kangquem loe pakhraihaih kangtha om ai nathung khue ni oh.
men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, paalagte indtil den rette Ordnings Tid.
11 Kri loe kami mah ban hoi sak ih na ai, hae im doeh na ai, kalen kue moe, kakoep kue kahni im thungah kaom han koi kahoih hmuennawk ih qaima ah ni angzoh,
Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: Som ikke er af denne Skabning,
12 Anih loe maeh thii hoi maitaw caa athii hoiah na ai ah, angmah ih athii hoiah ciimcai ahmuen thungah vaito akunh moe, aicae hanah dungzan akranghaih to hnuk. (aiōnios g166)
og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. (aiōnios g166)
13 Ciimcai ai kaminawk nuiah maitaw tae ih athii, maeh thii hoi maitaw amno ih maiphu haehhaih mah nihcae ih takpum to ciimsak nahaeloe,
Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes paa de besmittede helliger til Kødets Renhed:
14 coek koi kaom ai dungzan Muithla rang hoiah angmah hoi angmah Sithaw khaeah kangpaek, Kri ih athii mah cae loe kawkruk maw, kahing Sithaw ih toksak hanah kadueh toksakhaih thung hoiah kasae kahoih panoekhaih palung to ciimsak aep tih? (aiōnios g166)
Hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Aand frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud? (aiōnios g166)
15 To pongah duekhaih rang hoiah kaom hmaloe lokmaihaih tlim ah kaom kaminawk ih zaehaih to akrang moe, kawk ih kaminawk mah dungzan lokmaihaih qawk toep o thai hanah, anih loe lokmaihaih kangtha Laicaeh ah oh. (aiōnios g166)
Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, maa faa den evige Arvs Forjættelse. (aiōnios g166)
16 Hmuenmae pongah lokmaihaih sak naah doeh a koehhaih to caksak hanah, lokmaihaih sahkung duekhaih to patuek han angaih.
Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
17 To lokmaihaih sahkung hing nathung, lokmaihaih loe cak thai ai vop: kami to duek pacoengah ni lokmaihaih to caak vop.
Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
18 To pongah hmaloe lokmaihaih mataeng doeh athii hoiah ni caksak.
Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod.
19 Mosi mah kaminawk boih khaeah kaalok to kroek pae naah, maitaw caa athii, maeh athii, tui, kamling tuumui hoi hyssop thing tanghang to lak pacoengah, Cabu hoi kaminawk boih to athii hoiah a haeh,
Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede baade Bogen selv og hele Folket, idet han sagde:
20 anih mah, hae loe Sithaw mah nangcae khaeah paek ih lokmaihaih athii ah oh, tiah a thuih pae.
„Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har paalagt eder.”
21 To baktih toengah kahni im hoi toksakhaih hmuenmaenawk boih doeh athii hoiah a haeh pae.
Og Tabernakelet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet.
22 Kaalok baktih toengah hmuennawk boih athii hoiah ni pasaeh, athii long ai ah loe zae tahmenhaih to om ai.
Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse.
23 To pongah van ah kaom hmuennawk ih tahlip ah kaom hmuen mataeng doeh hae tiah angbawhaih rang hoiah ciimsak han angaih nahaeloe, van ah kaom tangtang hmuennawk cae loe kahoih kue angbawnhaih hoiah ciimsak han oh.
Altsaa var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse.
24 Kri loe loktang ih tahlip ah kaom, ban hoi sak ih kaciim ahmuen ah akun ai; aicae zuengah Sithaw hmaa ah amtueng hanah, van thungah ni akunh:
Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
25 qaima mah Kaciim Koek ahmuen ah kalah athii hoiah saning kruek akun baktih toengah, Anih loe angmah hoi angmah angpaek hanah vaihi hoi vaihi akun ai;
ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert Aar gaar ind i Helligdommen med fremmed Blod;
26 to tiah vaihi hoi vaihi angpaek nahaeloe, anih loe long oh tangsuek nathuem hoi vai nazetto maw dueh tih boeh: toe vaihi loe angmah hoi angmah angpaekhaih rang hoiah, zaehaih ciimsak hanah, long tue boeng naah vaito ah amtueng kang boeh. (aiōn g165)
ellers havde han maattet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse aabenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer. (aiōn g165)
27 Kami loe vaito ni dueh tih, to pacoengah lokcaekhaih to om tih:
Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom,
28 to baktih toengah Kri loe paroeai kaminawk ih zaehaih to phawh hanah, angmah hoi angmah vaito ah angpaek kang boeh; to pacoengah loe Anih mah zaehaih ciimsak han ih na ai ah, Anih zing kaminawk pahlong hanah, amtueng let bae vop tih.
saaledes skal ogsaa Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som forvente ham til Frelse.
