Genesis 8

1 Toe Sithaw mah kahing hmuennawk boih, Noah hoi nawnto kaom moinawk boih to pahnet ai; long nuiah takhi to songsak pongah, tui to anghak.

Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;

2 Kathuk thung ih tuipueknawk hoi van ih thokbuemnawk to anghak moe, van hoi angzo kho to dip.

Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,

3 Long asom ih tui to kaang tathuk; ni cumvai, qui pangato pacoengah, tui to amsah tathuk.

og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.

4 Khrah sarihto, ni hatlai sarihto naah, palong to Ararat mae nuiah angtang.

På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,

5 Khrah ha karoek to tui to amsah tathuk, khrah hato haih hmaloe koek niah loe kasang maenawk to amtueng boeh.

og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.

6 Ni qui palito pacoengah, Noah mah a sak ih palong thokbuem to paongh;

Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,

7 pangaah maeto a prawt, pangaah loe long nuiah tui kang ai karoek to, ahnuk ahma azawk.

og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.

8 To pacoengah long nuiah tui kaang boeh maw tiah panoek hanah, pahuu maeto a prawt let;

Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;

9 toe long to tui mah khuk boih vop pongah, acukhaih ahmuen to hnu ai; to pongah a ohhaih palong ah amlaem let; to pacoengah Noah mah ban to payangh moe, pahuu to angmah khaeah palong thungah lak.

men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.

10 Ni sarihto zing pacoengah, pahuu to palong thung hoiah a prawt let.

Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;

11 Duembang ah loe pahuu to angmah khaeah amlaem let, khenah, pahuu loe tahmawh ah olive thingqam to koeng; to naah long nuiah tui to kaang tathuk boeh, tiah Noah mah panoek.

ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.

12 Ni sarihto zing pacoengah, pahuu to a prawt let; to pacoengah loe pahuu to angmah khaeah amlaem let ai boeh.

Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.

13 Saning cumvai taruk, maeto, khrahto haih, ni tangsuek naah long nui ih tui to kaang tathuk; Noah mah palong imphu to khok moe, a khet naah, long nuiah tui to kaang boeh, tiah a hnuk.

I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

14 Khrah hnetto haih, ni pumphaeto pacoeng, sarihto naah, long nuiah tui to kaang boih boeh.

På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

15 To naah Sithaw mah Noah khaeah,

Da sagde Gud til Noa:

16 Nangmah hoi na zu, na capanawk hoi na capanawk ih zunawk, palong thung hoiah tacawt o laih.

"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

17 Nang hoi nawnto kaom hinghaih tawn hmuennawk, moinawk boih, tavaanawk, pacah ih moinawk hoi long ah kavak hmuennawk boih tacawt haih ah; long ah caa kapop ah sah o nasoe, thingthai athai o nasoe loe, long nuiah pung o nasoe, tiah a naa.

og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"

18 To pongah Noah loe a caanawk, a zu hoi a caanawk ih zunawk hoi nawnto tacawt o.

Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

19 Moi kasannawk boih, long ah kavak hmuennawk boih, tavaanawk boih, atii kanghmong long ah kavak moinawk boih, palong thung hoiah tacawt o.

og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

20 Noah mah Angraeng hanah hmaicam to sak; kaciim moi, kaciim tavaa to a lak pacoengah, hmai hoi angbawnhaih to a sak.

Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.

21 To tiah hmai angbawnhaih to Angraeng mah hmuihoih ah thaih pae naah, Angraeng mah palung thung hoiah, Kami mah nawkta nathuem hoiah poekhaih kasae tawn cadoeh, kami hanah long hae ka tangoeng let mak ai boeh; ka sak ih hmuen baktih toengah, kahing hmuennawk to natuek naah doeh kam rosak mak ai boeh.

Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!

22 Long oh nathung, antii haehhaih tue, thingthai qumpo lakhaih tue, kangqai tue, kabae tue, nipui tue hoi sik tue, khodai hoi khoving to natuek naah doeh boeng mak ai boeh, tiah thuih.

Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

A Dove is Sent Forth from the Ark