Patukkung 5
1 Sithaw imthung ah na caeh naah na khok tangkan to acoe ah; amsoem ai hmuen a sak o tiah panoek ai kamthunawk ih angbawnhaih to sak pae pongah loe, lok tahngaih hanah azom ah.
Va'r din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.
2 Na pakha to rangsak hmah, Sithaw hmaa ah lokthuih hanah, na poekhaih rangsak hmah; Sithaw loe van ah oh moe, nang loe long ah na oh; to pongah na lok to tamsisak ah.
Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få.
3 Kapop ah poek ih hmuen to amang ah hnuk baktih toengah, lokpunghaih mah amthuhaih to amtuengsak.
Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale.
4 Sithaw khae lokkamhaih sak naah, akoepsak ai ah om hmah; anih loe kamthunawk nuiah anghoe ai; lokkamhaih to koepsak ah.
Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.
5 Lokkamhaih na koepsak ai pongah loe, lokkamhaih sah ai ah oh to hoih kue.
Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.
6 Na pakha pongah na takpum to zaehaih sahsak hmah; ka sakpazae moeng boeh tiah, van kaminawk hmaa ah thui hmah; na thuih nahaeloe Sithaw palungphui ueloe, na ban hoi sak ih hmuen to amrosak tih.
Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk?
7 Pop parai amang hoi pop hmoek ah apaeh ih lok loe avanghaih tidoeh om ai; to pongah nang loe Sithaw to zii ah.
Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud!
8 Prae thungah kamtang hnaphnaehaih, toenghaih loklam hoi amkhraeng moe, patuk ih lok baktih na ai ah lokcaekhaih hoi athii palonghaih to na hnuk naah, to baktih hmuen pongah dawnrai hmah; angraeng maeto loe angmah pongah kasang kue angraeng mah anih to khet parui, nihnik doeh angmah hnik pongah kasang kue angraeng mah khet parui let bae vop.
Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.
9 Prae thung ih amekhaih loe kami boih han ih ni, siangpahrang angmah doeh lawk thung hoiah amekhaih to hnuk.
Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.
10 Phoisa palung kami loe phoisa hoiah palungdip mak ai; angraenghaih koeh kami doeh a tawnh ih hmuenmae hoiah palungdip thai mak ai; hae hmuen doeh azom pui ni.
Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed.
11 Hmuenmae pop naah, patohhaih doeh pop aep; katawn kaminawk mah mik hoiah dan o khue ai ah loe tih amekhaih maw a tawnh o?
Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det?
12 Toksahkung loe zetta caa cadoeh kapop ah caa cadoeh, iih nawm pae; angraeng loe hmuenmae tawnh mang, toe iip thai ai.
Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove.
13 Ni tlim ah kasae koek hmuen to ka hnuk; angraengnawk loe a tawnh o ih hmuen to angmacae patang han ih ni patung o.
Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke;
14 Toe to tiah angraeng kaminawk loe tahamsethaih mah anghmatsak boih; caa nongpa tapen cadoeh, anih mah toep han ih hmuen tidoeh om ai.
går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham.
15 Anih loe amno zokthung hoi bangkrai ah tacawt baktih toengah, bangkrai ah ni amlaem let tih; a toksakhaih to a ban hoi tidoeh sin thai mak ai.
Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig.
16 Kami loe angmah angzohhaih baktiah, caeh let tih, hae doeh kasae koek hmuen ah ni oh; takhi hanah toksak hae timaw amekhaih oh?
Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?
17 Anih hinghaih aninawk loe khoving thungah laemsak boih; palungsethaih, palungphuihaih, nathaih hoiah ni kho a sak.
Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer.
18 Sithaw mah paek ih hinghaih ni setta thungah kami han kahoih, kamsoem ah kaom ka hnuk ih hmuen loe caaknaek moe, tha pathok hoiah hnuk ih toksakhaih atho nuiah poeknawm ah khosakhaih hae ni; to hmuen loe angmah khosakhaih taham ah ni oh roe boeh.
Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har;
19 Sithaw mah kami boih hanah angraenghaih hoi hmuenmae tawnhhaih to paek; to hmuennawk hoi kanawm ah khosakhaih to paek, angmah ih taham to laksak moe, a toksakhaih pongah anghoehaih to paek; hae hmuen loe Sithaw ih tangqum ah ni oh.
og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave;
20 Sithaw mah poeknawmhaih palungthin to paek boeh pongah, kalaem tangcae khosakhaih aninawk to poek mak ai boeh.
thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde.
