Patukkung 12
1 Kai loe to baktih hmuennawk nuiah anghoehaih ka tawn ai, tiah na thuihaih saning mah pha thuih ai vop moe, sethaih aninawk mah na pha thuih ai nathuem, na qoeng li naah, nang Sahkung Sithaw to panoek ah;
Tænk Paa din Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Aarene nærmer sig, om hvilke du vil sige: »I dem har jeg ikke Behag!«
2 to baktih atue loe ni hoi ni aengh om mak ai, khrah hoi cakaeh doeh aang mak ai, kho angzoh moe, tamai anghmat phaenghaih atue ah om tih;
før Sol og Lys og Maane og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn,
3 im toep kaminawk loe tasoeh o tih, thacak kaminawk loe kaengkuu o tih, kami tamsi pongah cang kae kaminawk loe anghak o tih, thokbuem hoiah khen kaminawk loe hnu o thai mak ai boeh;
Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er faa, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne,
4 cang kaehhaih atuenh thazok boeh, to naah lampui taeng ih thoknawk to khaa o tih; tavaa ih lok thaih naah anih to angthawk tih, laasah nongpatanawk mah laa lok kahnaem ah laa to sah o tih;
da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen gaar med dæmpet Lyd, da man staar op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,
5 nihcae mah kasang ahmuen to zii o tih, loklam ah zithaih to om tih, almond thing loe tadok tacawt ueloe, pakhuh loe nang han hmuen kazit ah om tih, koehhaih palungthin to thazok tih boeh; kami loe angmah ih dungzan im ah caeh boeh pongah, palungsae kaminawk loe loklam ah caeh o tih:
da man ogsaa ængstes for Bakker, og Rædsler lurer paa Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket gaar til sin evige Bolig og Sørgetoget gaar gennem Gaden,
6 to tih ai boeh loe sumkanglung aqui khramhaih maw, sui boengloeng koihhaih maw, tuibap tui sohhaih laom koihhaih maw, to tih ai boeh loe tuikung ah khok angkhaehhaih to om tih.
førend Sølvsnoren brister og Guldskaalen brydes itu, før Krukken slaas i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden
7 Maiphu loe a ohhaih long ah amlaem let ueloe, muithla loe paekkung Sithaw khaeah amlaem let tih.
og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Aanden til Gud, som gav den.
8 Azom pui ni! azom pui ni! Hmuen boih loe azom pui ah ni oh, tiah patukkung mah thuih.
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.
9 Patukkung loe palungha pongah, kaminawk hanah palunghahaih to patuk; ue, tha pathokhaih hoiah pakrong pacoengah, pop parai palunghahaih loknawk to a sak.
Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav ogsaa Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.
10 Patukung loe tapom thaih koiah kaom loknawk to hnuk thai hanah pakrong, anih mah tarik ih loknawk loe toeng moe, loktang lok ah oh.
Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord.
11 Palungha kami ih loknawk loe, kamsum cung baktih, tuu toepkung mah tuu huih haih hanah patoh ih thingboeng, kaminawk mah thing nawnto takhing haih, sumdiknawk baktiah oh.
Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde.
12 To pacoengah ka capa, to baktih loknawk hoi thuitaek ih kami ah om ah; cabu sakhaih loe boeng thai ai; kapop ah amtukhaih mah takpum angphosak.
Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende paa, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.
13 Sangqum boih ah lok pakhaphaih loe hae tiah oh; Sithaw to zii ah loe, a paek ih loknawk to pakuem ah; hae loe kami mah hing thung sak han ih tok ah oh.
Enden paa Sagen, naar alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre.
14 Kasae maw, kahoih maw, tamquta hoiah sak ih hmuen baktih, sak ih hmuennawk baktih toengah Sithaw mah lokcaek tih.
Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, naar han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.
