Daniel 6
1 Siangpahrang ukhaih thung boih ah prae ukkung angraeng cumvai, pumphaeto suek hanah, Darius koehhaih oh;
Det, behagede Darius at beskikke over Riget hundrede og tyve Statholdere, som skulde være i det hele Rige,
2 nihcae to kahoih ah uk moe, siangpahrang ukhaih amro han ai ah, ukkung angraeng thumto a kawk; to kami thumto thungah Daniel doeh athum toeng.
og for disse tre overordnede, af hvilke Daniel var een, til hvilke disse Statholdere skulde aflægge Regnskab, at Kongen ikke skulde lide Skade.
3 Daniel loe kalah prae ukkung hoi angraengnawk pong kasang koek poekhaih palungthin to tawnh pongah, siangpahrang mah anih khaeah prae to aap boih hanah poek.
Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen tænkte paa at beskikke ham over det hele Rige.
4 Prae ukhaih kawng pongah ukkungnawk hoi angraengnawk mah Daniel sakpazaehaih hnuk thai hanah pakrong o; toe kasae sakpazaehaih to hnu o thai ai; anih loe oepthoh moe, sakpazaehaih om ai pongah sethaih to hnu o thai ai.
Da søgte de overordnede og Statholderne at finde Sag imod Daniel, hvad Regeringen angik; men de kunde ingen Sag eller slet Handling finde, fordi han var tro, og ingen Forseelse eller slet Handling fandtes hos ham.
5 Hnukkhuem koek ah to ih kaminawk mah, a bok ih Sithaw kawng pong ai ah loe hae kami Daniel nuiah sakpazaehaih a hnu o thai mak ai, tiah thuih o.
Da sagde disse Mænd: Vi finde ingen Sag imod denne Daniel, med mindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds Lov.
6 To pongah ukkungnawk hoi angraengnawk siangpahrang khaeah caeh o moe, anih khaeah, Aw Darius siangpahrang, na hinglung sawk nasoe!
Da kom disse overordnede og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evindelig!
7 Siangpahrang prae thung ih zaehoikungnawk, angraengnawk, poekhaih paekkungnawk, misatuh angraengnawk boih kam khueng o moe, Aw siangpahrang, nang khue ai ah, kalah Sithaw khaeah maw, to tih ai boeh loe kalah kami khaeah maw, ni qui thumto thung lawkthui kami loe, kaipui paunghaih akhaw thungah va oh, tiah aek thai ai siangpahrang lokpaekhaih kacak rap ah sak hanah ka thuih o.
Alle overordnede i Riget, Befalingsmændende og Statholderne, Raadsherrerne og Landshøvdingerne have raadslaget med hverandre om, at Kongen skal stadfæste en Befaling og bekræfte et Forbud, at enhver, som beder en Bøn til nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage uden til dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen.
8 To pongah vaihi, Aw siangpahrang, amkhrai thai ai, Median hoi Persian kaminawk ih daan baktih toengah, lok takroekhaih to sah ah loe, pakhraih thaih han ai ah, ca ah tarik ah, tiah a naa o.
Nu, o Konge! skal du stadfæste Forbudet og opsætte det skriftligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.
9 To pongah Darius siangpahrang mah tarik ih ca hoi lok takroekhaih to catui daengh o.
Derfor opsatte Kong Darius Skriftet og Forbudet.
10 To tiah tarik ih ca to catui daeng boeh, tiah Daniel mah panoek naah, angmah im ah amlaem. Im ranui ah dawh moe, Jerusalem bangah kanghae thokbuem to paongh, nito naah vai thumto khokkhu cangkrawn hoiah lawk a thuih; canghnii hoi a sakzong ih baktih toengah, angmah ih Sithaw khaeah anghoehaih lawk a thuih.
Og der Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagen faldt han paa sine Knæ og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn.
11 To naah Daniel loe angmah ih Sithaw khaeah lawkthuih moe, tahmenhaih a hnik, tiah to ah amkhueng toksah angraengnawk mah hnuk o.
Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaldende for sin Gud.
12 To pongah nihcae loe siangpahrang khaeah caeh o moe, siangpahrang mah sak ih lok takroekhaih to a thuih pae o; Aw siangpahrang, nang khae khue ai ah, kalah Sithaw khaeah maw, to tih ai boeh loe kalah kami khaeah maw, ni qui thumto thung lawkthui kami loe, kaipui paunghaih akhaw thungah va oh, tiah lokpaekhaih to catui na daengh boeh na ai maw? tiah a naa o. Siangpahrang mah, Amkhrai thai ai, Median hoi Persian kaminawk ih daan baktih toengah, lok takroekhaih loe cak bae, tiah a naa.
Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.
13 To naah nihcae mah siangpahrang khaeah, Aw siangpahrang, Judah prae ah naeh ih Judah kaminawk thungah kathum, Daniel loe nang to tiah doeh sah ai, catui na daeng ih lokpaekhaih doeh dawncang ai; nito naah vai thumto lawk a thuih, tiah a naa o.
Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen.
14 Siangpahrang mah to lok to thaih naah, palung set, Daniel to loisak hanah a poek; anih loisak hanah niduem khoek to tha pathok.
Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
15 To pacoengah to kaminawk loe siangpahrang khaeah caeh o moe, Aw siangpahrang, Median hoi Persian kaminawk ih daan baktih toengah, siangpahrang mah sak ih lokpaekhaih hoi daan loe pakhrai thai ai boeh, tiah panoek ah, tiah a naa o.
Da kom disse Mænd i Hobetal til Kongen, og de sagde til Kongen: Vid, o Konge! at det er Medernes og Persernes Lov, at intet Forbud og ingen Befaling, som Kongen stadfæster, kan forandres.
16 To pongah siangpahrang mah paek ih lok baktih toengah, nihcae mah Daniel to cae o haih moe, kaipui khaw thungah vah o. Siangpahrang mah Daniel khaeah, Boeng ai ah na bok ih Sithaw mah na pahlong tih hmang! tiah a naa.
Da gav Kongen Befaling, og de førte Daniel frem og kastede ham i Løvekulen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse dyrker, han frelse dig!
17 Thlung kangphaek maeto lak o moe, thlungkhaw to kraeng o khoep; siangpahrang mah Daniel nuiah lokcaekhaih amkhrai thai han ai ah, angmah ih tacik hoi angmah angraengnawk ih tacik to daengh.
Og der blev bragt en Sten og lagt for Aabningen af Kulen, og Kongen forseglede den med sin Ring og med sine Fyrsters Ringe, at intet angaaende Daniel skulde forandres.
18 To pacoengah siangpahrang loe angmah im ah amlaem, aqum puek buh caa ai; katoeng tamoi kruek kop kaminawk doeh anih khaeah caeh o ai; to pongah iip thai ai boeh.
Da gik Kongen til sit Palads og tilbragte Natten uden at have spist og lod ingen Medhustru føre ind til sig, og hans Søvn veg fra ham.
19 Siangpahrang loe akhawnbang khawnthaw ah angthawk moe, kaipui khaw ohhaih ahmuen ah karang ah caeh.
Da stod Kongen op om Morgenen i Dagningen og gik hastelig hen til Løvekulen.
20 Kaipui khaw taeng a phak naah qah hoiah Daniel to a palawk, Aw Daniel, kahing Sithaw ih tamna, boeng thai ai ah na bok ih, na Sithaw mah, kaipui pakha thung hoiah ang loisak maw? tiah a naa.
Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen talte og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra Løverne?
21 To naah Daniel mah, Aw siangpahrang, na hinglung sawk nasoe!
Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig!
22 Ka Sithaw mah angmah ih van kami to patoeh moe, kaipui pakha to tamuep khoep pongah, ahmaa ka caa ai; a mikhnuk ah zaehaih ka tawn ai, Aw siangpahrang, na hma ah zaehaih tidoeh ka sah ai pongah, nganbawh kana na paek ai, tiah a naa.
Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge!
23 To naah siangpharang loe paroeai anghoe moe, Daniel to kaipui khaw thung hoiah lak hanah lok a paek. Daniel to kaipui khaw thung hoiah lak o, anih loe angmah ih Sithaw to tang pongah, takpum nuiah nganbawh kana tidoeh hnu ai.
Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud.
24 To pacoengah siangpahrang lokpaekhaih baktih toengah, Daniel zaehaih net kaminawk to hoih o moe, a caanawk hoi a zunawk boih kaipui khaw thungah vah o; nihcae loe kaipuinawk mah rawkcak ah caak han mataeng doeh khawt ai, long ah pha o ai naah, kaipuinawk mah nihcae ih ahuh to taaih pae o boih.
Da gav Kongen Befaling, og man førte disse Mænd, som havde anklaget Daniel, frem og kastede dem og deres Børn og deres Hustruer i Løvekulen; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bemægtigede sig dem og knuste alle deres Ben.
25 To naah Darius siangpahrang mah, kaminawk boih, prae kaminawk, lok congca pae kaminawk khaeah, Monghaih nangcae khaeah pung nasoe!
Da skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede, paa den hele Jord: Eders Fred være mangfoldig!
26 Ka ukhaih prae thungah kaom kaminawk boih mah Daniel ih Sithaw hmaa ah tasoeh takuenhaih hoi zithaih hoiah om o nasoe, tiah lok takroekhaih to ka sak boeh. Anih loe dungzan khoek to kacak, kahing Sithaw ah oh, a prae loe amro mak ai, a ukhaih doeh long boeng khoek to cak tih.
Af mig er givet Befaling, at man udi mit hele Riges Herredom skal skælve og frygte for Daniels Gud; thi han er den levende Gud, og den, som bliver evindelig, og hans Rige er et uforkrænkeligt, og hans Herredømme varer til Verdens Ende.
27 Anih mah ni pahlong moe, loisak, van hoi long ah angmathaih hoi dawnrai hmuennawk to a sak; anih mah ni Daniel to kaipui thacakhaih thung hoiah pahlong, tiah ca tarik pae.
Han er den, som udfrier, og som redder og gør Tegn og underfulde Ting i Himmelen og paa Jorden, han, som udfriede Daniel af Løvernes Vold.
28 To pongah Daniel loe Darius siangpahrang ukhaih thung hoi Persia kami Cyrus siangpahrang ukhaih thungah, khosak hoihhaih to hnuk.
Og denne Daniel havde Lykke under Darius's Regering og under Perseren Kyrus's Regering.
