Toksahkungnawk 7
1 Kalen koek qaima mah, nihcae mah zae nethaih loe tangtang maw? tiah a dueng.
Men Ypperstepræsten sagde: „Forholder dette sig saaledes?”
2 Anih mah, Nawkamyanawk hoi kam panawk, ka lok hae tahngai oh; aicae ampa Abraham loe Haran ah om ai vop, Mesopotamia ah a oh naah, Sithaw lensawkhaih anih khaeah amtueng,
Men han sagde: „I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan.
3 Sithaw mah anih khaeah, Na prae hoi nangmah ih acaeng to caehtaak ah loe, kang patuek han ih prae ah cae ah, tiah a naa.
Og han sagde til ham: „Gaa ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.”
4 To pongah anih mah Khaldia prae to caehtaak moe, Haran ah khosak: ampa duek naah ni vaihi na oh o haih prae ah Sithaw mah caehsak vop.
Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo.
5 Sithaw mah anih to qawk paek ai, khok cawhhaih kakhawt ahmuen mataeng doeh paek ai: Abraham loe caa sah ai vop, toe anih hoi anih atiinawk mah prae to qawk ah toep o tih, tiah Sithaw mah lokkamhaih to paek.
Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde.
6 Sithaw mah hae tiah lokthuih pae, Nang ih atiinawk loe minawk prae ah angvin ah om o tih; minawk mah nihcae to misong ah patoh o ueloe, saning cumvai palito thung pacaekthlaekhaih tong o tih.
Men Gud talte saaledes: „Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede Aar.
7 Toe nihcae misong ah patoh prae to lok ka caek han, to pacoengah nihcae tacawt o ueloe, hae ahmuen ah Kai na bok o tih, tiah Sithaw mah thuih.
Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.”
8 To pacoengah Anih mah tangzat hin aah han lokmaihaih to Abraham khaeah paek: Abraham mah Isak to sak moe, ni tazetto naah tangzat hin to aah pae; Isak mah Jakob to sak, Jakob ih caanawk loe acaeng hatlai hnettonawk ih ampanawk ah oh o.
Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker.
9 Acaeng ampanawk mah Joseph to ut o pongah, Izip prae ah zawh o: toe Sithaw loe anih hoi nawnto oh,
Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham,
10 to pongah raihaih congca thung hoiah anih to pahlong, Izip prae siangpahrang, Faro hma ah palunghahaih hoi mikcuk naakrak ah khosak thaihaih to Joseph khaeah paek; to pongah Faro mah Izip prae hoi anih ih imthung takoh boih ukkung ah suek.
og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus.
11 To naah Izip prae hoi Kanaan prae thung boih ah takaang thoh, paroeai raihaih oh pongah, aicae ampanawk loe caaknaek khawt ah hnu o ai.
Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.
12 Izip prae ah cang oh mang ti, tiah Jakob mah thaih naah, anih mah aicae ampanawk to hmaloe koekah patoeh.
Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.
13 Vai hnetto caeh o naah Joseph mah angmah ih nawkamyanawk khaeah anih loe mi maw, tito taphong pae; to pacoeng na hoi loe Faro mah Joseph imthung takohnawk to panoek boeh.
Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev aabenbar for Farao.
14 To pacoengah Joseph mah ampa Jakob hoi angmah ih nawkamyanak boih angmah khaeah angzoh o hanah, kami patoeh moe, kawksak, caanawk loe sangqum boih ah qui sarih, pangato phak o.
Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
15 To pongah Jakob loe Izip prae ah caeh tathuk, anih hoi aicae ampanawk loe to prae ah duek o,
Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,
16 qok to Sekem ah angzoh o haih moe, Abraham mah Sekem ah Hamor caanawk khaeah phoisa hoi qan ih taprong ah aphum o.
og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.
17 Toe Sithaw mah Abraham khaeah lokkamhaih atue phak tom naah loe, Izip prae ah,
Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
18 Joseph panoek ai, siangpahrang kalah tacawt karoek to, kami paroeai pung o.
indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.
19 To siangpahrang loe aicae kaminawk to aling moe, nihcae hingsak han ai, a caa nawktanawk doeh vah o sut hanah, aicae ampanawk to pacaekthlaek.
Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, saa de maatte sætte deres smaa Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live.
20 To nathuem ah Mosi to tapen, anih loe kranghoih parai, ampa im ah khrah thumto khue ni pacah vop:
Paa den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Hus.
21 anih to taw ah vah o sut, Faro canu mah anih to lak moe, a capa tang baktiah a khetzawn.
Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn.
22 Mosi loe Izip kaminawk ih thoemhaih to amtuk boih, lokthuih thaihaih hoi sakthaihaih tha a tawnh.
Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger.
23 Mosi saning quipalito akoep naah loe, angmah ih nawkamya Israel kaminawk khaeah paqaih hanah a poek.
Men da han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
24 Angmah acaeng maeto loe sakpazaehaih tidoeh om ai ah pacaekthlaek o, tiah anih mah hnuk naah, to kami to anih mah angsak haih, pacaekthlaek ih angmah acaeng kami ih lu lak pae hanah, Izip kami to a hum.
Og da han saa en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
25 Sithaw mah anih ih ban patohhaih rang hoiah nihcae to loihsak, tiah angmacae kaminawk mah panoek o thai tih mue, tiah Mosi mah poek; toe nihcae mah panoek pae o thai ai.
Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
26 Khawnbangah loe kangpanh kami hnik khaeah a caeh, nihnik angdaehsak han a koeh pongah, Nanghnik loe, nawkamya ah ni na oh hoi; tipongah maeto hoi maeto nang panh hoi loe? tiah a naa.
Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: „I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?”
27 Toe ampui nuiah kasae sah kami mah Mosi to nuih moe, Mi mah maw kaihnik ukkung hoi lokcaekkung ah ang suek?
Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
28 Zangduem ah Izip kami na hum baktih toengah, kai doeh hum han na koeh vop maw? tiah a naa.
Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?”
29 To lok to Mosi mah thaih naah, cawnh moe, Midian prae ah angvin ah khosak; toah caa hnetto a sak.
Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
30 Saning quipalito laemh pacoengah, Angraeng ih van kami mah praezaek Sinai mae ah, kabuk thing thung ih kangqong hmaipalai thung hoiah Mosi to amtueng thuih.
Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
31 Mosi mah to tiah kangqong hmai to hnuk naah, dawnrai pongah khet hanah a taengah caeh, to naah Angraeng ih lok to a thaih,
Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
32 Kai loe nam panawk ih Sithaw, Abraham Sithaw, Isak Sithaw, Jakob Sithaw ah ka oh, tiah a naa. Mosi loe tasoeh takuenhaih hoiah oh moe, khen ngam ai.
„Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.” Da bævede Moses og turde ikke se derhen.
33 Angraeng mah anih khaeah, Nang doethaih ahmuen loe kaciim ah oh pongah, na khokpanai to angkhring ah:
Men Herren sagde til ham: „Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord.
34 Izip prae ah kaom Kai ih kaminawk patangkhanghaih to Ka hnuk boeh; nihcae hanghaih lok Ka thaih pongah, nihcae loihsak hanah kang zoh tathuk boeh. Vaihi angzo ah, Izip prae ah kang patoeh han, tiah a naa.
Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!”
35 Hae Mosi mataeng doeh nihcae mah pahnawt o; mi mah maw nang hae ukkung hoi lokcaekkung ah ang suek? tiah a naa o, toe anih loe kabuk thing thung hoi kamtueng Van kami ih ban rang hoiah Sithaw mah nihcae ukkung hoi pahlongkung ah patoeh.
Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,” ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken.
36 Izip prae, tuipui kathim hoi praezaek ah, saning quipalito thung dawnrai hmuen hoi angmathaih hmuennawk to amtuengsak, to pacoengah nihcae to Izip prae thung hoiah a zaeh.
Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
37 Mosi mah Israel caanawk khaeah, Na Angraeng Sithaw mah nangmacae thung hoiah, kai baktih tahmaa maeto tacawtsak tih, anih ih lok to na tahngai o han oh, tiah a naa.
Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: „En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.”
38 Mosi loe praezaek ah kaminawk nawnto amkhuengsak moe, Sinai mae ah van kami hoiah lok apaeh, aicae ampanawk hoi nawnto a oh; Anih mah aicae khae paek hanah thuih ih hinghaih lok to talawk.
Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;
39 Toe ampanawk mah lok to tahngai pae o ai, anih to pahnawt o, nihcae loe Izip prae ah amlaem let hanah poekhaih tawnh o.
hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron:
40 Izip prae hoi aicae zaehoikung Mosi loe kawbangmaw oh boeh, tito a panoek o ai pongah, Aaron khaeah, Kaicae hma ah caeh hanah sithawnawk to na sah paeh, tiah a naa o.
„Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.”
41 To naah maitaw caa krang to a sak o moe, krang khaeah hmuen tathlanghaih to a sak o, angmacae ban hoi sak o ih hmuen nuiah a nawm o.
Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.
42 To pongah van ah kaom hmuennawk to bok o hanah, Sithaw mah nihcae to angqoi taak ving; tahmaanawk ih cabu thungah, Aw Israel kaminawk, saning quipalito thung praezaek ah moi na boh o moe, kai khaeah angbawnhaih na sak o vai maw?
Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: „Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve Aar i Ørkenen?
43 Ue, Molek bokhaih im to lak moe, na bok o hanah, nangmacae ih sithaw Rephah cakaeh hoi krangnawk to na sak o: to pongah nangcae to Babylon yaeh ah kang hoih han.
Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.”
44 Sithaw mah kahni im to Mosi khaeah patuek, anih mah hnuk ih krang baktih toengah sak hanah, anih khaeah thuih pae boeh, aicae ampanawk loe praezaek ah hnukung kahni im to a tawnh o.
Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, saaledes som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set.
45 Aicae ampanawk mah kahni im to lak o, Joshua hoi nawnto Gentelnawk prae thungah a caeh o naah to kahni im to a sin o, Sithaw mah Gentelnawk to David dung karoek to aicae ampanawk hma hoiah a haek pae;
Dette toge ogsaa vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Aasyn — indtil Davids Dage,
46 David loe Sithaw koehhaih baktiah khosak pongah, Jakob ih Sithaw ohhaih ahmuen to hnuk hanah a hnik.
som fandt Naade for Gud og bad om at maatte finde en Bolig for Jakobs Gud.
47 Toe Solomon mah ni Anih hanah im to sak pae.
Men Salomon byggede ham et Hus.
48 Toe Kasang Koek ah kaom Sithaw loe kami mah ban hoi sak ih im ah om ai.
Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger:
49 Van loe kang hnukhaih angraeng tangkhang ah oh moe, long loe ka khok koenghaih ah oh: Angraeng mah, kawbaktih im maw nang sak pae o han? To tih ai boeh loe kang hakhaih ahmuen loe kawbaktih ahmuen maw?
„Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?
50 Hae hmuennawk boih loe Ka ban hoiah sak ih hmuen ah na ai maw oh o? tiah thuih.
Har ikke min Haand gjort alt dette?”
51 Nangcae palung thah kami, palung hoi naa tangzat hin aat ai kaminawk! Nangcae loe nam panawk mah sak o ih hmuen baktih toengah ni na sak o; Kacai Muithla to vaihi hoi vaihi na pahnawt o.
I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerter og Øren! I staa altid den Helligaand imod; som eders Fædre, saaledes ogsaa I.
52 Nam panawk mah pacaekthlaek ai ih tahmaa mi maw kaom? Thuihcoek ih angzo han koi katoeng Kami doeh nihcae mah hum o; anih to vaihi nang phat o taak pongah, kami hum kami ah na oh o boeh:
Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,
53 van kaminawk rang hoiah kaalok to na hak o, toe na pazui o ai, tiah a naa.
I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!”
54 To lok to nihcae mah thaih o naah, palung tapok duih khoek to palungphui o moe, Stephen to haa kaek o thuih.
Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
55 Toe Stephen loe Kacai Muithla hoiah koi, van bangah a khet tahang naah, Sithaw lensawkhaih hoi Sithaw bantang bangah kangdoe Jesu to a hnuk.
Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand.
56 Stephen mah, Khenah! Vannawk loe amongh moe, Sithaw bantang bangah kangdoe Kami Capa to ka hnuk, tiah a naa.
Og han sagde: „Se, jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.”
57 Nihcae loe angmacae ih naa to tamuep o moe, tha hoi a hangh o pacoengah, Stephen khaeah nawnto cawnh o;
Men de raabte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind paa ham.
58 anih to avang tasa bangah cae o haih moe, thlung hoiah vah o maat: to naah hnukung ah kaom kaminawk loe angmacae ih khukbuen to thendoeng maeto ih khokkung ah a suek o, to kami ih ahmin loe Saul.
Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.
59 Nihcae mah Stephen thlung hoiah vah o naah, Stephen mah Sithaw ih ahmin to palawk, Angraeng Jesu, ka pakhra hae talawk ah, tiah lawk a thuih.
Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: „Herre Jesus, tag imod min Aand!”
60 To pacoengah anih loe khokkhu cangkrawn moe, Angraeng, nihcae zaehaih to pathok hmah, tiah tha hoiah a hang. Hae lok a thuih pacoengah loe, a iih boeh.
Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: „Herre, tilregn dem ikke denne Synd!” Og som han sagde dette, sov han hen.
